Kingdom Hearts

Jeg har besluttet mig for at skrive en serie af en blog - som i, der kommer til at blive skrevet flere end denne her. Den har til formål at fortælle om min oplevelse med Kingdom Hearts serien. Jeg voksede nemlig op med den og den har et helt specielt sted i mit hjerte.

Jeg starter med det originale spil i serien - Først vil jeg tale om min oplevelse med det som barn og i anden halvdel vil jeg gennemgå min oplevelse som voksen. Så lige for at gøre det helt tydeligt: Jeg elsker de her spil, historien inklusiv, men jeg kommer ikke til at tale om historien udover et par fodnoter. Den er simpel hent for kludret og dum.

Jeg håber du vil gide at læse den

Strap in!

Julen 2002 - Lille SkelligerDog får sit største juleønske opfyldt: Det nyeste spil fra Squaresoft som involverede figurer jeg kendte fra disney film og de Final Fantasy spil jeg elskede.

Det var faktisk overraskende let at forstå alt spillet smed efter en da man i forvejen var indoktrineret fra FF serien.

Fire blev til Fira

Potions gav HP, Ethers gav Mana

Summons var en hjælpende hånd.

Ja faktisk var det virkelig ikke nogle udfordring og det var heller ikke noget jeg historisk set gik efter.

Jeg var nemlig den slags barn der altid gik efter den nemmeste sværhedsgrad.

Det var særligt vildt at høre Squall fra FF8 ha' en faktisk stemme. Jeg blev også bekendtgjort med FF7 karakterer som fx Yuffie, Aerith og Cloud - Alt sammen med til at motiverer mig til at prøve FF7 senere hen.

Jeg blev først rigtigt udfordret i Monstro verdenen hvor et forkert hop kunne sende dig et par maps tilbage i den "verden". Dude, jeg har stadig traume fra den oplevelse.

Men den faktiske udfordring kom i form af Colliseum (Hercules verdenen) hvor jeg virkelig fik tæsk i nogle af de senere udfordringer. Det var netop sammensat sådan at man kæmpede mod waves af fjender (som er kendt som "Heartless" i denne serie) og kulminerer så med en bonus boss fight - Typisk en FF karakter eller Hercules relateret. Det var faktisk et vildt fedt stykke bonus content.

lidt senere åbner der sig nogle vilde "superboss" kampe op.

Og selvom jeg spillede på "Standard" så var jeg bare ikk' go nok. Jeg kom kun så langt ved at smadre X-knappen. Det tog mig også voldsomt meget tid at komme forbi Malificent, Riku og den sidste kamp med den "skjulte" skurk, "Ansem", men bevares; det lykkedes da.

Generelt vil jeg mene at det fede for mig som barn var at gå på opdagelse i verdener jeg kunne kende fra film jeg elskede som helt lille. Samtidig var det også meget relevant at se alle de Final Fantasy helte og skurke jeg kendte, samt nye. Alt sammen spillede bare op i en højere enhed hvor man blev opslugt af den større verden som Squaresoft havde skabt.

Oven i det delte man jo også oplevelsen med sine venner og der var så meget at finde i det her spil.

Jeg kan stadig huske hvor vild en opdagelse det var at man kunne kæmpe mod nogle af titanerne fra Hercules filmen - noget der fik mig til at kæmpe mig igennem én af udfordringerne så jeg også kunne få den oplevelse.

De superbosses som var tilgængelige, fik jeg aldrig nakkede - Det krævede trods alt at man forbedrede sig og det var jeg ikke villig til som barn.

Men omkring mine første år i 20erne var det ikke længere nok kun at opleve historien i spil - Jeg udfordrede mig selv og fik taget min Dark Souls mødom: Noget som gav mig et gevaldigt skub i en helt ny verden inden for spil.

Da Epic Games så lancerede at de ville udgive en port af hele Kingdom Hearts serien sidste år, ja så tænkte jeg - Nu er det fandme på tide at få smadret de børnespil på den højeste sværhedsgrad.

Jeg starter selvfølgelig på den højeste sværhedsgrad som på ægte japansk maner ikke bare kan hedde "Hard", men "Proud". I første omgang vil jeg egentlig bare opleve spillet igen og få en lille udfordring med på vejen, men det ændrer sig hurtigt.

Der er nemlig et "hemmeligt" våben i spillet som jeg aldrig fik. Jeg husker stadig hvordan jeg måbede over det i min strategy guide. Problemet er at dette våben kræver umenneskelige timer at grind materialer til. Ikk nok med dét: Den port vi har på PC er en slags DLC bonus materiale version som kun var tilgængelig i Japan førhen ved navn "Final Mix+". I denne version har de valgt at genopfriske den grind, men ikke for at gøre det lettere, nej, de har derimod tilføjet krav til listen af materialer.

Nå, men nok om det. Pointen her er at det ikke bare er et par timer. Jeg talte den tid jeg brugte på at grind det her "ultima weapon" som det nu passende hedder (endnu et låne syntaks fra FF forresten).

TOLV TIMER... Det er hvad det her våben kostede.

Men nu var jeg så også klar til at smadre alt bonus content - Superbosses inkluderet. Ja for, selve spillet var egentlig ret let selv på den højeste sværhedsgrad. Det er ikke just noget som det første spil kan tilbyde i stride baner, selv ikke med den ekstra boss.

<br />
Jeg tog så til Colliseum verden og pløjede igennem alt undtagen sephiroth. Den kælling skal spankes til sidst! Så jeg tog en smule frygtindgydende til de heartless superbosses i 2 hjørner af spillet. Med stor overraskelse skar jeg som varm kniv igennem smør og skulle kun bruge ét ekstra forsøg på den ene af dem. Så var det tid til Sephiroth og hvis jeg skal være helt ærlig må jeg indrømme jeg havde udskudt det med vilje ud af frygt. Det skal lige forstås at jeg aldrig så meget som skar en eneste bid af hans HP væk. Den her superboss starter nemlig med rustning på sine health bars så han skal spankes et godt stykke tid før han begynder at miste liv. Oven i det så er han ret ligeglad med om du er level 100 og har det bedste våben i spillet. Dette var nemlig en bevidst beslutning fra Squaresoft så folk ikke kunne overmane den hårdeste nød i spillet.

Det her var det første der faktisk mindede mig om de røvture jeg fik som lille. Hold nu kæft han er svær, men jeg fik tids nok knækket nødden. Ved hjælp af i-frames og masser af tålmodighed så lykkedes det. Voldsom fed kamp at klare sig igennem.

Og med det var jeg færdig. Troede jeg!

Der var nemlig en enkel ekstra boss fight jeg havde overset som kun er en del af Final Mix+ udgaven. En gut ved navn Mysterious Figure. Endnu en gang stod jeg til at blive overrasket. Han tog nemlig kun omkring 5 forsøg. Jeg var alt for stærk med mit hold værende level 100 og mit ultima våben.

Den sidste historie baseret kamp var ingen ting i forhold til bonus materialet. Med det var jeg helt og aldeles færdig.

Jeg kan kun anbefale på det varmeste at gi' det her spil en chance og ikke kun baseret på gameplay. Historien flækkede mig i tåre af grin op til flere gange. "My friends are my power!" Den er også ret så chamerende på alle de gode måder.

Med det sagt vil jeg runde den første blog af. Den næste bliver enten en opsamling af de spin-offs der findes i samlingerne, ellers bliver der måske nogle få, kortere blogs omkring de enkelte. Det skal jeg lige overveje.

Hvis du læste helt hertil - Først og fremmest er jeg imponeret over din tålmodighed, men jeg vil også sige tak til dig for at gi' det hele en læsning.

Nu hvor du er her, så giv lige den her en lytning og lur mig om du ikke får lyst til at krybe under et varmt tæppe og drik en kop varm kakao.

Traverse Town Theme

Tak til GR-brugere @Nike @Gob @Manutdxdk @Lillium11 @Oleg Rasputin Molotov for inspirationen i gav mig til at selv at skrive en blog. Jeres indsats blev læst og værdsat og ikke bare tabt ud i internettets intethed : )