Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Det interaktive gys, hvor er gnisten?

Gyser genren har mistet kanten.

Da Infogrames i 1992 smed Alone In The Dark på gaden blev det starten på en spændende udvikling indenfor gysergenren. Alone In The Dark viste at der var et hidtil urealiseret potentiale i mediet. Som årene gik blev vi introduceret for flere og flere nye udspil såsom: Resident Evil, System Shock, Silent Hill, Dino Crisis, Project Zero, Forbidden Siren, Echo Space, F.E.A.R., Penumbra og i nyere tid: Dead Space og Amnesia. Der blev eksperimenteret med grænserne og vores forventninger blev konstant flyttet. Hvor Silent Hill bød på en snedigt konstrueret gyser oplevelse der byggede på det uvirkelige gav Project Zero os en klaustrofobisk tur gennem japanske gyser traditioner. Forbidden Siren tog Resident Evils zombier til et nyt niveau og bød på en intens og surrealistisk oplevelse.

Hjertet var på sin rette plads og den nødvendige opfindsomhed var tilstede. Alle de forskellige titler havde deres egne påfund og forsøg på at bryde vores forventninger for at opnå vores frygt. Men som årene er skredet fremad har genren tabt pusten. Dead Space forfalder til kavalkader af shock uden nøjere omtanke og de fleste andre af hvor tids gyser spil er efterfølgere der leverer nøjagtigt hvad vi forventer, eller som viger bort fra genren og søger nye græsgange. Eksempel på det sidste ser vi i form af spil som Siren Bloodcurse og Resident Evil der retter sig mod Action genrens popularitet. Bloodcurse er herved synder i både at give os det forventede fra Siren serien samtidigt med at der forfaldes til leflen for masserne.

Resultatet er ikke nødvendigvis dårlige oplevelser, men horror genren synes at tabe pusten. Vi er forfaldet til de billigste virkemidler og selvkopiering af værste skuffe. Silent Hill var engang en af bannerførerne der lovede nye boller på suppen, men er nu synonym for stagnation og gentagelser. De eneste der i sandhed gør en aktiv indsats for at skubbe grænserne fremad er Frictional Games der gennem tiden har givet os Penumbra serien og senest Amnesia. Penumbra spillene viste os hvordan hjælpeløshed potentielt kunne benyttes i skabelsen af frygt og Amnesia tog skridtet videre hvilket resulterede i en oplevelse der i høj grad spillede på frygten i det man ikke ser.

Det er trist at beskue en genre der er som skabt til mediet, blive overset og negligeret på denne måde. Hvis vi er nede på én udvikler der tager sit arbejde seriøst, så er der noget helt galt. Før nogen kommentere det vil jeg sige at folkene bag Dead Space måske nok skal have ros, men det skal ikke være for gyset men snarere for den oplevelse de har skruet sammen med gyseren som tema.

Hvor er gnisten og hvordan får vi den tilbage?

*Undskylder til alle de titler jeg nu engang har glemt at give thumps up for deres indsats.

Filmanmeldelse - Robocop 3

Filmanmeldelse - Robocop 3

Efter at have set den svært skuffende Robocop 2 havde jeg ikke mange forhåbninger om at den sidste film skulle være noget værd. Det skal da også siges at filmen er nøjagtigt hvad man kunne frygte. Den er fladpandet og fyldt med dårlige one-liners. Når jeg siger dårlige one-liners så mener jeg replikker så dårlige at typiske Schwarznegger kommentarer bliver til rent Bafta materiale.

Men til min store overraskelse fangede jeg mig selv i at sidde med et kæmpe smil på læberne en halv time inde i filmen. Jeg var rent faktisk underholdt af det tåbelige skue der rullede hen over skærmen. Filmen rammer den samme stil som Rambo 3, hvor det på sin vis virker til at man skal tage det hele seriøst også alligevel overhovedet ikke. Selvom hele mit hjerte gerne vil hade denne film for hvad den har gjort mod Robocop franchisen så kan jeg alligevel ikke lade være med at indrømme at jeg fandt den ganske underholdende.

Den har sine idiotiske øjeblikke, såsom Robocop Jetpacken der foragter virkelighedens love om tyngdekraft og Kung-Fu robotter der bruger 90% af kampene på at blære sig fordi Robocop ikke ville have en chance hvis de gjorde modstand. Men på samme tid er det ting som dette der gør det hele underholdende. Hvis man kan undlade at tage det hele seriøst, så vil jeg mene at man kan finde langt bedre underholdning i denne film end i de fleste 2½ timer lange actionbaskere der smides på gaden nutildags.

Søger man en seriøs film der lever op til den første Robocop film så bør man holde sig uendeligt langt væk fra denne. Den er hån mod den første film. Dog et skridt opad i forhold til 2´eren, desværre i den forkerte retning.

Filmanmeldelse - Robocop 2

Filmanmeldelse - Robocop 2

Paul Verhovens Robocop fra 1987 var en sær blanding af satire, drama, action og tankevækkende sci-fi der leverede varen. Det var godt håndværk der på samme tid var nytænkende. Ydermere var den et mindre hit hvilket naturligvis betød at der måtte komme et par efterfølgere.

Robocop 2 fortsætter hvor den første slap og følger Robocop mens han er faldet til i sit job som pansret politimand. Snart mister han dog sin menneskelighed og får et sind som en fuldblods robot hvorefter plottet fra den første film kan få lov at gentage sig. Undervejs møder vi narkobaroner der sælger stoffet Nuke og mega corporationer der prøver at overtage byen. Det hele virker relativt lovende det første kvarter men det begynder hurtigt at gå ned af bakke.

Filmen er rodet og langt mere forvirrende end film med titler som Robocop 2 burde være. Humor, vold og oprigtige forsøg på at lave tankevækkende sci-fi blandes sammen i et kaotisk mudder af ideer der aldrig formår at forlade landingspladsen før det hele kulminere i et brag af forvirring og ligegyldighed. Peter Weller der igen spiller Robocop leverer en grinagtig præsentation og det er svært at se hvad han helt præcist prøver på at opnå. For at gøre ondt værre formår instruktøren ikke at samle de utallige tråde af plot og man får som resultat serveret en utilfredsstillende slutning der skaber mere forvirring end den giver forløsning. På den ene side ligner det en åben slutning men på den anden sider kunne noget også indikerer på at de simpelthen bare løb tør for bånd. Da jeg havde overværet de sidste fem sekunder sad jeg og måbede over det bizarre sidste klip med Robocop og undrede mig over om de havde skiftet slutningen ud med et fraklip.

Dette er ikke en film jeg kan anbefale, ligegodt hvor meget man værdsætter den første Robocop film. Selv hvis man søger en cheesy 80/90er sci-fi action film falder filmen til kort og det kan anbefales at man tænker to gange før filmen ryger i afspilleren.

- så håber jeg 3´eren er bedre.

Public Domain: Blood Tide

Public Domain: Blood Tide

Jesus Fucking Christ...

Nogle gange kan det være smertefuldt at kigge de endeløse mængder af public domain film igennem. Det gør det mest ondt når man indser at man har brugt penge på 50 forskellige film der kæmper om at blive repræsenteret på min top 10 over værste film nogensinde. Blood Tide er ingen undtagelse og jeg tror faktisk jeg må ønske filmen tillykke for den kan vist passende klemme sig ind på en anden plads.

Forrige afsnit burde have været et plot synopsis, hvis nogen undre sig over hvorfor jeg forsøger at krybe udenom, så er det fordi jeg ikke aner hvad der foregik. Nogen folk rejser til en ø hvor de møder James Earl Jones, snart opdager de at en (ond?) kult? ikke vil have at de forlader øen igen. Hvorfor ved jeg ikke... Årsagen til at jeg ikke rigtigt ved hvad der foregik er at det er pokkers svært at høre hvad folk snakker om når de hele tiden insisterer på at tænde for radioer og motorbåde mens de snakker.

Mens folk mumler linierne fra et dårligt manuskript bliver det snart åbenlyst at plottet ikke har nogen destination. James Earl Jones leverer pragtfulde linier som: "Shut up Barbara" og "Blarbara, Blarbara BLARBARA!" der minder os om at selv de dårligste film kan have sine underholdende øjeblikke. Midt i den kedsommelige film dukker en undervands heks op der varsler filmens slutning, hvilket unægteligt var en af de mere positive øjeblikke. Ikke at man kunne se hvad der foregik, men det er en lettende følelse at opdage at man er nået til 3 akt og at det frelsende "the end" snart vil vise sig på skærmen.

Som man måske kunne gætte, så er denne film ikke værd at opstøve. Det skulle da lige være for at undersøge hvad James Earl Jones lavede før han blev til Darth Vaders stemme. Men selv der er det yderst tilrådeligt at man sidder klar med fjernbetjeningen. Kameraføringen er ringe, billedkvaliteten er helt til hundene, man kan ikke høre hvad folk siger og filmens pacing får Rumrejsen til at ligne vand i sammenligning.

Argh! fanden tage 70erne!
Hvis nogen har lyst til at tortuere sig selv:
http://www.archive.org/details/Blood_Tide.avi

*btw, what feeds on human flesh? gah...

Horror Reviews! - The Brain

Horror Reviews! - The Brain

En kæmpe hjerne forsøger at hjernevaske verdens befolkning via en mystisk tv-psykolog. Hvis der skulle være nogen tvivl, så er der tale om en b-films udgave af Cronenbergs Videdrome, med visse justeringer i form af tilføjelsen af en kæmpe kødædende hjerne. Det store spørgsmål er om filmen er noget ved?

Jeg satte mig til at se filmen med visse forventninger, sjovt nok positive. Jeg havde forventet en omgang charmerende 80er effekter mens hjerner åd sig gennem castet. Desværre slipper hjernen først ud sent i filmen. Indtil da trækkes man med et relativt sløvt plot om en ung mand der er uimodtagelig overfor hjernevasken. Verden vænner sig langsomt imod ham mens han forsøger at afsløre hvad der foregår. Det virker ikke synderligt godt, og til trods for endeløse spændingsscener så sidder man mageligt tilbagelænet i stolen hele filmen igennem.

Der er tale om et utal af scener med folk der løber op og ned af trapper og biljagte hvor forfølgeren aldrig synes at komme nærmere den jagede bil. Det er mildt sagt kedeligt og eneste lyspunkt er de enkelte glimt man får af hjernen i ny og næ. Hovedpersonen er en ballademager der hælder sodium i toiletterne og smører lim på inspektørens stol. Det virker en anelse dumt, hvilket måske er meget naturligt filmens præmis taget i betragtning. Men når det er filmens mest interessante karakter så er der noget helt galt.

Det er dog svært helt at afskrive filmen da den henmod slutningen begynder at vågne op til dåd. "Words are for Fools, I want Action!" siger hjernen gennem en computer og pludseligt begynder der at ske noget. Desværre slutter filmen kort efter og underligt nok sidder man tilbage med en følelse af skuffelse. Det er ikke en film der kan anbefales, medmindre man er virkeligt dedikeret til 80erne, horror genren, og virkeligt mangler nogle nye film.

*beklager hvis det blev en smule forvirrende eller mangelfuldt. Skal lige ind i det her igen, er noget tid siden jeg sidst har skrevet blogs om film, så skal lige ind i det igen.