Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Open world arkaderæs i døde og kedelige verdener

Open world arkaderæs i døde og kedelige verdener

På en måde er spil et vanvittigt medie, for stort set alt kan skabes.
Vi kan besøge et mareridt i Yharnam, vi kan skrige et sted langt ude i verdensrummet, uden at nogen kan høre det, vi kan ræse rundt en halv meter over jorden et sted i fremtiden og vi kan være en helt uden hverken arme eller ben.
Alligevel vælger mange spil at bygge verdener, som er næsten præcise gengivelser af de miljøer der omgiver os til hverdag.

Hvad er der nu galt i det, kan du så spørge?

Det er der som sådan ikke noget galt i, for jeg forstår godt tiltrækningen af at kunne udleve sin drøm om at være Spider-Man, og svinge sig gennem New Yorks gader, eller være en hacker-actionhelt i Chicago som i Watchdogs.
Verden, som vi kender den, bliver pludselig en legeplads, og er ikke længere bare kulisserne til en kedelig grå onsdag, hvor vi skal, fuldstændigt blottet for idéer, ud for at finde aftensmad.
Så der er ikke nødvendigvis noget galt i at genskabe en verden, som minder utrolig meget om vores egen.
Det kan dog til gengæld gå hen og blive en ret kedelig affære, hvis den her verden ikke rummer nogen form for kreativitet eller fantasi.

Midtown Madness bliver udgivet i 1999. Det er et open world racerspil, og det jeg husker spillet bedst for, det er den massive dækning det fik, at udviklerne havde genskabt Chicago ret detaljeret.
Det var bestemt en wow-faktor dengang, og det fik lov at fylde spalterne godt ud i datidens magasiner.
En serie som Assassin's Creed genopbygger miljøer så naturtro som muligt, og Origins fik stor ros for gengivelsen af det gamle Egypten. Det fik endda en turist-mode, hvor du bare kunne gå rundt og beskue uden at skulle tænke på fjender eller sidemissioner.
De realistiske miljøer er blevet større, har flere lag af detaljer og imponerer til stadighed.

Vores gamer-øjne er blevet vant til, at rigtig mange af vores spils udtryk rummer en stor grad af realisme.
Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi får serveret en hel anden ret, når vi ser på spil som Journey, Ratchet & Clank eller Limbo.

Nu skal jeg nok komme til sagens kerne.
Når jeg ser på Need for Speed Heat, så tænker jeg, at det ser ganske udmærket ud.
Det ser ud som jeg forventer.
Nu er Need for Speed Heat en af den slags spil, man kan spille i mange, mange timer, så på et tidspunkt begynder jeg at tænke over, hvor kedelige miljøerne omkring mig egentlig er.
Nu har jeg prøvet at være på kør-selv-ferie nogle gange, og jeg fik oftere og oftere flashbacks til mange kedelige kilometers kørsel gennem Tyskland.
Både Tysklands motorveje og Need for Speed Heat har grå bygninger, grå veje, monoton natur og kedelige hvide, grå og sorte biler.
Der er bare ikke meget spræl over verdenen i Need for Speed Heat, og så er det, at jeg bliver lidt irriteret på mig selv, for hvorfor er jeg af den overbevisning, at et så kedeligt miljø er i orden?
Hvorfor forventer jeg ikke mere?
Både The Crew og Need for Speed er eksempler på triste tomme verdener, som skal blive levendegjort ved at der bliver smidt en masse ræs og en smule ramper ind i dem.
Det snyder da fint i begyndelsen, men når jeg så gerne vil give mig hen til et Need for Speed-univers, så bliver det en enorm tom fornemmelse.

En del af skylden kan man nok placere hos The Fast & The Furious.
Hvor den filmserie, eftersigende, for længst har genopfundet sig selv som en vild actionbasker, så hænger Need for Speed stadig fast i det her univers, som den oprindelige film skabte tilbage i 2001.
2001 er ved at være en del år siden, og selvom nogle ting er tidsløse, så er det små-"farlige", små-"rå" og temmelig polerede-gademiljø fra The Fast & The Furious ikke en af dem. Alligevel virker det til, at det er den film der, til stadighed, er grundinspirationen for de her open world arkaderæsere.

Need for Speed insisterer på at have en vanvittig dårlig historiedel, og selvom du kan smide din bil ud fra en høj bakke, lande uskadt og fræse videre, så vil den her historiedel absolut holde begge ben på jorden, og vi er tvangsindlagt til at høre de mest passionsløse personer fortælle om, hvor meget ræset betyder for dem.
Det her underlige mix af en hæsblæsende arkaderæser og en gumpetung historiedel, der hænger fast i hvad realisme var i actionfilm i starten af 00'erne, forklarer, måske, det her tarvelige miljø, vi kører rundt i.

Need for Speed Heat vil gerne være underholdende, og det vil gerne give dig uhøjtideligt gaderæs, men samtidig vil det ikke give slip på sin tørre realisme.
Dagene i Heat er ligeså spændende som en daglig pendlertur.
Nogle gange skinner solen, nogle gange regner det, og nogle gange er der bare overskyet.
Nætterne er ikke et hak bedre. Der er tændt lidt lys rundt omkring, men ellers er der livløst og tomt.

Spilserien har været open-world i snart 20 år, og der bliver stadig ikke disket op med mere end tomme, uinspirerende miljøer.
Nu er Need for Speed offeret i den her omgang, men prøv lige at holde øjnene åbne næste gang du spiller et spil. Bliver du præsenteret for en levende verden med puls, eller bliver du placeret i en tom ramme, hvor du skal løse små opgaver i løbet af din transporttid fra den ene mission til den næste?

Trods alt er bilerne flotte at kigge på, og gode at køre i.
Det er bare ikke nok, at de biler du kører rundt i er lækre. Det er heller ikke nok i Uncharted-spillene, at Nathan Drake er en flot fyr.
Det er jo ikke der, at underholdningsværdien ligger.
Jeg synes godt, vi kan kræve mere af de her open world racerspil.
Vi kan godt kræve, at spiludviklerne smider lidt fantasi i opskriften.
Selvfølgelig skal der ikke være enhjørninger i Gran Turismo, det er jo et spil, som har til formål at portrættere virkeligheden, men hvor er det skæve blevet af i de her open world arkaderæsere?

Heat leger med et neon-element, så hvorfor får vi ikke nogle overdrevne lysshows, eller en tornado fuld af glow-sticks? Hvorfor insistere på, at spilverdenen skal være jordbunden og realistisk? Hvorfor ikke give muligheden for at ræse gennem ørken, skov, sne og mudder i stedet for kun gennem kedelige byer, grå veje og en enkelt grussti?

Der er ikke noget galt med at kunne lide døde miljøer som i Need for Speed Heat, men jeg har bare en naiv forhåbning om, at spiludviklerne altid giver os alt hvad de har, at de har lyst til at kaste deres kreative udfoldelser lige i fjæset på os.
Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, at man ikke kan finde på noget mere spændende end de samme syge miljøer 20 år i streg.

Måske er det derfor, jeg er så vild med en titel som Bloodborne, som bruger sit miljø aktivt i forhold til at bidrage til spillets handling.
Det samme er tilfældet i BioShock eller et spil som Dishonored. Her bombarderer spillene os ligefrem med historiefortælling gennem brug af omgivelserne.
Historien i Need for Speed er så tynd, at den ikke behøver at blive underbygget gennem spillets miljøer, derimod er det stemningen der skal skrues op for. Brug miljøerne til at skabe en fed stemning og en spændende verden fuld af liv, så den her open world arkaderæs-genre endelig kan løfte sig fra at være tomme kalorier, til at være et fuldt fantastisk måltid.

Hvis du vil have bloggen som audio, så kan du finde den på YT her:
https://youtu.be/18k52ubqehM