Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Lilians Odyssé, en lille historie om mit "love-hate" forhold til AC-serien

Skrevet af Lilium11 den 1 august 2019 kl. 16:46

Fik langt om længe lagt AC Odyssey i graven og jeg tænker jeg har det på en 6'er og har lidt delte holdninger til spillet. Der er rigtigt meget der fungerer godt, men så er der også så meget der er dumt, spild af tid eller bare dårligt optimeret som f.eks. den tekniske side, og tænkte jeg ville skrive lidt om det. Why not :D

Jeg havde en del fnidder med at enable den spillestil jeg foretrækker, primært som en snigmorder, jeg oplevede tit at jeg ikke kunne dræbe mine fjender fordi de havde for meget liv og det synes jeg bare virkede dumt i en titel om Assassins.

Lur mig ikke om ikke dog at jeg fik løst problemet til dels takket være en tip fra Crystlazar der pegede mig i retningen af en gadget der fordoblede mit skadesoutput mod til gengæld at reducere mit HP til 25%. Dette indgreb gjorde mig i stand til at fokusere på at opgradere våben og dermed eliminere et af mine problemer med spillet, da det kan være lige gyldigt hvor meget panser jeg har, alting er alligevel dødeligt på Nightmare når man kun har 25% liv såeh...

Desværre endte jeg stadig med at falde i OCD-gryden og kom til at bruge for meget tid på at klare de mange lejre osv. Ubisoft fylder deres ellers tomme verden op med, så jeg endte med at droppe det igen. I tredje omgang kom jeg tilbage med ny motivation til at knække koden. Jeg havde stadig to problemer tilbage med spillet, det ene er at jeg fandt melee combat utilfredsstillende og det andet at jeg virkeligt finder deres overdrevne brug af formulariske lejre, forts etc. belastende for jeg hader tanken om at "springe indhold over".

Sidstnævnte er der godt nok ikke anden løsning på end blot at huske på at det bare er fyld, så jeg tvang mig selv til at ignorere min OCD og holdt fokus på bare at klare det essentielle, det som Ubisoft faktisk har brugt kræfter på. Jeg respeccede også til en kombineret assassin-hunter hybrid, skaffede et piratsæt der boostede min assassin-skade med 50% og lærte hvor radikalt awesome engraveringer kan være.

Med mit udstyr udsmykket med runer der velsignede dem med bonusser til min headshot-skade, adrenalin-generation og bueskade blev min Kassandra til et ustoppeligt monster der selv på Nightmare kunne være ret ligeglad med om fjenderne var 2-3 levels højere. Det blev faktisk trivielt nemt til sidst i sådan et omfang at end ikke de legendariske dyr stod en chance, og derfor så jeg gerne at spillet tog sin ende snart og det gjorde det så også nogle 5-8 timer senere.

Alt i alt blev det til 46 timer med spillet, 90% gennemførsel i følge Uplay og et sted mellem 6-7 på karakteren, holdt tilbage af diverse mangler som jeg ikke ønsker at gå i dybden med lige nu. Det er ikke et dårligt spil, men det kiksede virkeligt i at kommunikere til mig hvordan det skulle spilles. Det er ironisk at et spil om en odyssé skulle blive sådan en episk quest hvor jeg har gået gennem et ark af foragt til ligegyldighed og så over til en fin tilfredshed med formularen.

Nogen vil nok spørge hvorfor jeg ikke bare droppede spillet noget før men til dem må jeg altså bare sige hey, som om man kan holde Lilian væk fra et spil der har ordet Ass i navnet ikke blot én men to gange!