Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
The Beginner's Guide: Stanleys efterfølger

The Beginner's Guide: Stanleys efterfølger

Skrevet af Mmarksp den 20 juli 2018 kl. 15:58
Tagget som: Spilanalyse, The Beginner's Guide, Davey Wreden

SPOILERS
Davey Wreden gav os et indblik i sin tekniske dygtighed til at fortælle historier med spillet, The Stanley Parable, fra 2012. Med spillet konstruerede han en fortælling om valg og mangel af det samme i et medium, der tillader en interaktiv inddragelse af sin modtager i plottet. Det var tankevækkende, humoristisk, og så gav det hints til, hvor omfattende det overordnede medium kan inkorporere fortællekunst, og hvordan det tillader anderledes tilgange til fortællinger, som kun er mulige i spil og digital fiktion.

Med sin spirituelle efterfølger, The Beginner's Guide, som udkom i 2015, føler jeg at Davey Wreden får cementeret sin dygtighed til at udfolde fortællekunsten for interaktive narrativer. Begge spil inkorporerer spilleren som en karakter i fortællingen. Men hvor The Stanley Parable opfordrer til drillesyg nysgerrighed og et systemisk narrativ uden én endegyldig slutning, bliver The Beginner's Guide karakteriseret af manglen på valg og en mere eller mindre fikseret spilleragenda i fortællingens udfoldelse. Spillet har desuden også et afgørende plot twist, der venter i slutningen af spillet, og som marginalt ændrer fortolkningen af fortællingen.

The Beginner's Guide starter på interessant vis. Fortælleren, Davey Wreden selv, bryder den fjerde mur og taler direkte til spilleren om spillets opbygning. Ret meta. Wreden forklarer, at spillet vil være en rejse gennem en serie af små spil, som blev udviklet af Wredens ven, Coda, i perioden 2008-2011. Hensigten lyder på at tildele spilleren et indblik i Codas værker, og dermed hans kunstneriske stil, ved at lade spilleren gennemføre hvert spil i serien. Der-med får vi altså etableret et vis dokumentarisk grundlag i spillet.

De forskellige spil, som er udviklet af denne Coda, er hver især små interaktive baner. Det er ikke konventionelle spil, der opfordrer til at lege eller konkurrere. De pålægger i stedet spilleren at bevæge sig gennem et lineært banedesign fra punkt A til punkt B. Det er en genkendelig stil, som vi ser i andre såkaldte interaktive narrativer, hvor spillerens evne til at interagere ofte er begrænset til en rumlig navigation og en enkelt interaktionsknap.

I begyndelsen får vi et indblik i Codas kreative sjæl. Sammen med fortælleren begiver vi os gennem de strukturerede oplevelser, og undervejs kommer fortælleren med sine egne fortolkninger af Co-das værker. I et eksempel ser vi en stor, åben og tom bane med et par enkelte bygninger og en trappe, der leder op til en dør i en af bygningerne. Vi begynder at bevæge os op ad trappen, men undervejs tvinger spillet bevægelseshastigheden til løbende at aftage, indtil vi er låst fast i vores position på trappen ude af stand til at flytte os. Det er den oprindelige intenderede gennemspilning af Codas spil, men Wreden ændrer på forholdene og lader os fortsætte resten af vejen og ind i næste rum. Herinde finder vi, som en kontrast til omgivelserne udenfor, masser af detaljer i banens design; møbler, varme farver. Tekstbidder hænger desuden i luften og omgiver os hvor end vi kigger. Disse tekstbidder kommunikerer hver især en idé til et spil, og samlet fungerer rummet som en slags visualisering af Codas indre sind, hvor disse idéer er oplagret. Fortælleren kommer med sin fortolkning af spillet: vi har aldrig mulighed for at forstå alting ved et hvilket som helst kunstværk, og i dette tilfælde er det kommunikeret til os ved at forbyde os i at komme frem til indholdet på egen vis.

Som fortællingen skrider fremad bliver vi imidlertid klar over, at Coda også har mange personlige problemer, og at disse problemer bliver behandlet i de små spil. Fortælleren er med til at uddybe dette perspektiv med kommentarer om sit venskab med Coda og deres fælles oplevelser, og gradvist følger vi Codas nedadgående spiral af dybsindige, eksistentielle og i sidste ende meget ensomme spilværker. Vi bliver klar over, at den dokumentariske fortælling faktisk søger at kortlægge Codas personlighed i værkerne. Med fortælleren trofast ved vores side bliver det tydeligere, hvordan samtlige af Codas spil hænger sammen og bliver til en overhængende fortælling om Codas problemer, der synes at dreje sig om selvhad og ensomhed.

Allerede nu inden spillets twist, følte jeg i min gennemspilning, at The Beginner's Guide opnår noget super fedt. Det er underholdende at spille, selvom interaktionen er meget simpel. Banerne er spændende og kommunikerer deres eget distinktive visuelle og interaktive udtryk, der adskiller dem fra hinanden - se blot på billederne på spillets Steam-side. Banerne er også lineære og stramt sat op. Spilleren bliver ikke rigtig belønnet for at udforske sine omgivelser, og oftest er der heller ikke noget at udforske grundet A til B-strukturen. I de enkelte tilfælde, hvor det virker til, at spilleren har et valg, oplevede jeg at blive nødt til at fortsætte ad den designerede sti. Jeg kan selvfølgelig have overset nogle ting, men min oplevelse var præget af manglen på personligt motiverede valg.

Fortællingen fortsætter, og tæt på slutningen er vi kommet til et punkt, hvor Coda har bevæget sig så langt ned ad den deprimerende spiral, at det virker til at der ikke længere findes noget positivt slutpunkt. Coda kan ikke længere komme på idéer til spil og kan ikke længere kæmpe imod ensomheden. Jeg husker, at jeg tænkte at det kun var et spørgsmål om tid før tragedien ramte sit slutpunkt med hvad jeg forventede ville være selvmord. Ikke desto mindre ramler vi først hovedkulds ind i plottets twist. I løbet af fortællingen er vi blevet ledt til at tro på, at dette dokumentariske indblik i Codas spil ville være Wredens måde at hylde/mindes sin ven og få bragt fortællingen om Coda ud i verden. Jeg lod de overbevisende faktakoder beliggende i det dokumentariske fokus overbevise mig om gyldigheden af fortællerens fortolkninger af Codas spilværker. Alt i alt glemte jeg først og fremmest at være kritisk over for fortællerens troværdighed, og derved betragte hele fortællingen som fiktion.

Sidste bane i The Beginner's Guide er Codas sidste spil. Vi træder ind i en meget kølig verden, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det må være kulminationen på Codas tragiske bane. Undervejs har Coda sat forhindringer op, der går fra at være ufattelig svære til direkte umulige at gennemføre uden at omprogrammere spillet. Det har Wreden gjort, og vi kan passere forhindringerne uhindret. Til sidst støder vi imidlertid ind i diverse tekstbidder, og her åbenbarer Coda, at Wreden ikke har været en troværdig fortæller. Wreden har i stedet taget Codas personlige spil og påtvunget sine egne fortolkninger; nogle gange fysisk som fx at passere umulige forhindringer ved at omprogrammere spillets kode. Med intentioner om at hjælpe sin ven valgte Weden at dele disse spil med et større publikum for at bringe Coda og spillene ud i den store verden. Målet var at Coda så ville komme til at forstå, at folk sætter pris på ham og hans spil. Coda følte sig imidlertid forrådt, fordi Wreden ikke blot handlede på Codas vegne uden at få lov, men tilmed handlede ud fra sin egen forståelse og fortolkning af spillene.

Disse fortolkede problemer fundet i spillene, virker ved nærmere eftertanke til at være Wredens egne problemer, som han på ukritisk vis har projiceret på sin oplevelse med spillene og har assimileret dem til også at være aktuelle for Codas liv. Wreden konkluderer i sin monolog til spilleren, at The Beginner's Guide - det faktiske spil fra Steam - skal ses som et sidste desperat forsøg på at genetablere en forbindelse til sin tidligere ven. Og det er i dette stadie at spillet så slutter. Der kommer ingen yderligere konklusion. Ifølge fortællingen må vi gå ud fra, at fiktionskarakteren Wreden fortsat venter på at høre fra Coda.

Jeg kan rigtig godt lide spillet. Slutningen var lige i øjet og efter at have tænkt og reflekteret over spillet, kommer jeg her med min egen fortolkning på, hvad der får oplevelsen til at fungere. The Beginner's Guide brillerer ved at inkorporere spilleren i fortællingen som en karakter, der går igennem en karakterudvikling i løbet af fortællingen. Ved at anlægge sit dokumentariske perspektiv i begyndelsen af spillet, er spilleren modtagelig for Wredens fortælling om den tragiske karakter Coda; også selvom vi måske fornemmer, at denne anlagte vinkel også bør nærlæses med kritiske briller.

Som fortællingen udvikler sig placerer spillet sig på en hårfin grænse, der hverken eksponerer for meget information om Coda og derved forhindrer spilleren i selv at fortolke, eller holder sig for langt væk, så spilleren søger at forstå Codas spil fra andre vinkler. Det virker jo til at vi kan stole på Wredens karakter, fordi beviserne jo også er at afkode i spillene selv. Ikke desto mindre ender The Beginner's Guide så ud med at blive en karakterudvikling af spilleren selv, som går fra at forstå en tragisk fortælling, til at forstå en anden fortælling om skyldfølelse og fortrydelse. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at det bliver en fortælling, som vi ved at begive os ud i på virtuelt plan, får lov at mærke helt tæt på egen krop.

Jeg følte selv den betyngende snært af at have foretaget mig noget helt forfærdeligt, da twistet dukkede op. Jeg troede oprigtigt, at Coda var dårligt stillet, og at denne fortælling og derved gennemspilning af Codas små spil, ville lade mig forstå hans person meget bedre. I stedet blev det en forfærdelig grænseoverskridende færd bygget på en fejlagtig og forceret fortolkning, hvilket jeg først indså til sidst. Fortolkningen er delvis støttet af Wredens egne fortællerkommentarer, men i sidste ende bliver den bearbejdet af spilleren selv i sit møde med de ellers meget overbevisende detaljer i Codas spil.

Spillet bliver derved også en udforskning af spilleragenda, hvor der i dette tilfælde ikke meget fri-hed er til at handle, men hvor vi ikke desto mindre fortsat er yderst aktive i vores interaktion. The Stanley Parable er det stik modsatte: spillet bliver en udforskning af spillerens agenda i mødet med muligheder, der kontrasterer status quo i fortællingen. Her belønnes spilleren for at søge væk fra fortællerens planer og præsenteres med muligheder for netop at gøre dette. I The Beginner's Guide ser vi os nødsaget til blindt at følge fortælleren og så uundgåeligt møde konsekvenserne af vores ukritiske beslutning.

Spillerens rolle er i sidste ende at fortolke et værk; ligesom tilskueren og teatret, læseren og bogen, og det almene menneske i sine daglige omgivelser. Fortolkninger er kraftfulde og farlige i deres tendens til at overskygge andre perspektiver. The Beginner's Guide tilbyder en kraftig oplevelse, fordi den udnytter vores menneskelighed; vores naturlige og instinktive tilgang til at forstå verden omkring os. Den snyder os ved at motivere og opretholde vores illusion for til sidst at frembringe skam, skyldfølelse og måske også sørgmodighed i os. Vi opdager fejlene i vores fortolkning, og vi må erkende at vi er skyldige i at overskride Coda-karakterens grænser og invadere hans spil med vores egne fortolkninger. Efter fortælleren forlader os i slutningen af The Beginner's Guide, står vi alene tilbage med følelsen af chok. Vi bevæger os videre i banen, op ad nogle ramper, rundt om hjørnet, lidt videre endnu - og så slutter spillet bare. Jeg kan virkelig sætte pris på The Beginner's Guide. Ikke blot for den kraftfulde fortælling og dertilhørende refleksion om spillerens egen rolle, men også den tekniske dygtighed fra virkelighedens Davey Wreden til aktivt at bruge mediets unikke kapacitet for spillerinddragelse til at opbygge denne 1.5 timer lange rejse.

Billedet er fundet her: https://wolfsgamingblog.com/2015/10/05/16383/

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus