Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Thumper: BUM-PA-BUMPA-BUM-PA-BUMPA

Thumper: BUM-PA-BUMPA-BUM-PA-BUMPA

Skrevet af Mmarksp den 18 oktober 2018 kl. 01:02
Tagget som: Kærlighedserklæring, Rhythm Violence

Jeg er stødt på et spil. Nej ikke blot et hvilket som helst spil. Det er et spil, der får mig til at føle mig badass. Nej ikke badass som i overmægtig og over-leveled avatar i et rollespil. Det jeg snakker om er i stedet følelsen af badass efter at have klaret noget voldsomt, noget intenst; noget der virkelig krævede en indsats; noget der formåede at banke mig helt sønder og sammen. Lidt efter lidt tilpassede jeg mig imidlertid det halsbrækkende tempo og de sindssyge rytmiske anslag, og kortvarigt troede jeg faktisk at jeg var blevet god til spillet. Og så kom næste bane.

Jeg snakker (naturligvis) om Thumper: et indie-spil udviklet og udgivet af Drool LLC i 2016 - never heard of 'em. Det er "rhythm violence", "blistering speed" og "brutal physicality". Beskrivelserne gav ikke mening indtil jeg startede spillet op og begav mig ind i første bane. Efter 5 timer i selskab med spillet giver det mening. Thumper er noget, jeg ikke har set før; det bringer med sig et voldsomt udtryk, som føles frisk og unik. Jeg er hooked!

I Thumper bruger du to knapper: A og venstre analog-pind (på xbox controller), og så skal du navigere rhythmn-action i en version af den ellers velkendte genre som jeg aldrig har oplevet før. Man bevæger sig automatisk fremad i en helt lineær bane, der kurver sig i alle mulige retninger, men som i sidste ende altid går i én retning. Spillerens rolle er så at bruge de to kontrolknapper til at overkomme de nervepirrende baner og udfordringer akkompagneret af spillets innovative mekanikker, fornuftige læringskurve (til trods for at blive banket til plukfisk) og det sammenbindende og geniale eksistenskriseinducerende soundtrack. Det er egentlig set før fra et gameplay perspektiv; jeg tænker hvert fald på et andet spil, Audiosurf, og så må vi heller ikke glemme Guitar Hero og hele den bagage. Der er dog noget over Thumper, der gør det ret særligt.

Måske er det sammensætningen af pakken sådan at sige. Jeg føler tyngden, når jeg "spiller" rytmen helt perfekt. Her kan tiden og musikken efter nogle designerede anslag stoppe helt brat i et sekund for at simulere og kommunikere den kraft, der ligger bag spillerens aktion. Kameraførelsen er også helt i toppen, og man kan virkelig mærke, at der er lagt masser af tid og energi på at få spillet til at *føles* rigtig godt at spille. Prøv det; det vil give mening.


For at give et lille indblik i historien. Man styrer en rumbille, og denne lille bille befinder sig i et uhyggeligt og pirrende helvedes- og mareridtsscenarie, hvor billen og dens fysiske bane befinder sig i selskab med komplekse passager og underlige porte i et absolut fortryllende og uhyggeligt tomrum, der strækker sig i det uendelige. Derudover lurer sære ting i afkrogene; slangelignende væsner, klamme og store kranier, og endnu større ... kreaturer. Honestly, jeg ved ikke hvad de er, men de er enorme og absolut frygtindgydende.

Billen, vi spiller som, søger efter noget. Konvergens. Orden. Mening bag alt det omkringliggende kaos. Det er repræsenteret i en nedadvendt trekant, som dukker op på skærmen et par gange i løbet af spillet og forener sig pænt med billens lineære bane (som jo så ligner en opadvendt trekant til sammenligning). Selvfølgelig bliver roen ved søgningen altid korrumperet af hård, brutal, rytmisk vold. Der er ingen konvergens; kun kæmpe kranier med ild i øjnene, der spytter ting ud af munden.


En af de ting, som jeg elsker mest ved spillet, er at det ikke giver slip. De intense baner er altid i kontrol over dig; aldrig omvendt. Således kan spillet diktere, hvornår der skal være en pause til at få pusten, eller hvornår det vælger at kaste alt i hovedet af dig. Alt du kan gøre er at reagere, besvare. Overleve. Og det er så super fedt, fordi du som spiller ikke har tid til at tænke og til at overveje. Du er en bille; du er svag, lille, ubetydelig og skrøbelig. Du har ikke nogen magt her ud over din kampgejst til at spille og vinde. Det gælder om at holde fatningen og simpelthen overvinde det her mareridt; også selvom alting indikerer at det modsatte vil ske.

Jeg havde en sær oplevelse, hvor jeg kortvarigt kunne tage et skridt bagud og observere, hvordan mine hænder bare "gjorde nogle ting" og hvor jeg samtidig på magisk vis så ud til at klare det godt. Og så vandt jeg banen, pustede uOG BLEV MED DET SAMME NØDT TIL AT REAGERE IGEN FUCK. Død. Jeg bliver også nødt til at komplimentere, hvor hurtigt det går fra at dø og så være tilbage i aktion igen. Der er slet ikke den frustration, som man så ofte associerer med die-repeat-formularen.


Det var faktisk det. Selvfølgelig er der mere at sige, I know. Jeg tænkte bare at en tekst, der berettede om min begejstring for spillet ville være endnu bedre end en komponeret analyse; der er jo ingen tid til at tænke, når alting kastes i hovedet af mig. Thumper er pengene værd, lyder min anbefaling. Det er den stygge og uhyggelige fætter til det rolige Rock Band og prætentiøse Guitar Hero, hvor du i stedet for at spille musik af interesse for musik, navigerer musik for at overleve rå og brutal cybervold.

Facebook
TwitterReddit