LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annonce
logo hd live | Forza Horizon 4: Lego Speed Champions
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Jim Milton Rides Again

Jim Milton Rides Again

Skrevet af Mr Alfa den 11 maj 2019 kl. 09:45
Tagget som: Red Dead Redemption 2

Jeg har lige gennemført Red Dead Redemption 2. Jeg ved det godt; det er længe siden spillet udkom og de fleste af jer der læser dette har sikkert overstået det for længst. Juleferien var imidlertid travl og resten af vinteren gik med arbejde. Jeg har skam haft fri, men ikke længe nok af gangen. I den forgangne uge fandt jeg endelig plads til den kvalitetstid som jeg synes Rockstars episke western-fortælling fortjener, og derfor vil jeg skrive en blog mens handlingen endnu ligger friskt i min erindring.

Egentlig ville jeg have skrevet en hel anmeldelse, men det blev simpelthen for svært med et spil af denne størrelse. For det er vitterlig et kæmpe spil. Ikke kun fordi det er en åben verden med (næsten) ubegrænset adgang spillet igennem, men også fordi tempoet aldrig rigtig når derop hvor andre action-adventure spil, såsom GTA V eller Batman Arkham Knight, figurerer. Tempoet er akkurat lige så hurtigt som en hest kan galoppere, og så bliver det pludselig en dagsrejse at komme fra Blackwater til Annesburg. Bevares, der er da et par hektiske ildkampe i hovedhistorien og nogle halsbrækkende stunts på hesteryg, men det meste af tiden er det vilde vesten i Red Dead Redemption 2 ikke særlig vildt. Og det behøver det heller ikke at være. Med en verden så stor og flot som denne er det nærmest helligbrøde ikke at gå på opdagelse: når jeg ikke spillede missioner gik jeg på jagt i skovene vest for Strawberry, søgte efter skattekister med et skattekort eller interagerede med det utal af strangers man møder. Der er rigelig med distraktioner i Red Dead Redemption 2 som forlænger spillets holdbarhed men som samtidig ødelægger hovedhistoriens kontinuitet.

En anden årsag til at jeg var så længe om at sætte mig ned for at færdiggøre Red Dead Redemption 2 har måske også været at jeg fik spoleret spillets slutning godt og grundigt igennem diverse thumbnails på Youtube - de har en kedelig tendens til at afsløre utrolig meget på utrolig lidt skærmplads. Derfor kendte jeg til Arthurs tuberkulose, Dutchs storhedsvanvid og Micahs forræderi længe før jeg selv nåede at gøre historien færdig. Lysten til at spille et længe ventet spil var ødelagt. Æv.

Hvad jeg imidlertid ikke vidste var at spillet ikke sluttede med Arthurs død. I stedet startede en lang epilog hvor man følger John Marston, hans kone Abigail og deres søn Jack i begivenhederne der leder op til Red Dead Redemption 1. Folk der er for unge til aldrig at have spillet det første spil vil sikkert kede sig gevaldigt under denne del af spillet: missionerne går med at John Marston malker køer, sætter hegn op og skovler møg på en ranch langt nordpå. Eller skulle man sige Jim Milton? Selv seks år efter bruddet med banden bruger John og hans familie stadig dæknavne (Jack kaldes eksempelvis for Lancelot...) for ikke at blive opdaget af ordensmagten. John Marston kalder sig "Jim Milton", navnet på den Pinkerton agent der i sin tid jagede Dutch og hans bande. Dette skalkeskjul varer dog ikke evigt og den godmodige rancher David Geddes begynder at ane uråd om sin nye, mystiske farmhand, der på egen hånd fordriver en gruppe banditter fra ranchen. Samme nat kommer banditterne igen for at brænde stalden af og stjæle kvæg. De kommer fra den rivaliserende ranch nogle få kilometer væk som er tæt bevogtet af bevæbnede mænd. Hvad gør John Marston nu? På den ene side vil han hjælpe David Geddes med at forsvare hans ranch, men hvis han gør er det endegyldigt farvel til den konfliktsky Jim Milton og alle vil vide hvilken lovløs gunslinger han i virkeligheden er og bliver - til skuffelse for Abigail og Jack. Før spilleren får lov til at tænke mere over det sidder John på sin hest med et gevær eller to - kun iført longjohns og hat - på vej mod banditternes base.

Jeg elsker simpelthen hvordan denne forvandling sker, ikke mindst fordi det er her vi for første gang hører John Marstons tema blæse ud af højtalerne. Red Dead Redemption 2 genbruger ellers ikke musikken fra det første spil, men her gøres der altså en undtagelse. Faktisk er temaet til stede flere steder i epilogen inden denne mission, men kun i form af kryptiske guitartoner, klokker og trommer som kun den store fan vil genkende. Jeg blev helt rørt over pludselig igen at høre det karakteristiske guitar-riff og de fanfarende trompeter, der nærmest er synonymt med John Marston. Musikken har altid være det bedste ved Red Dead Redemption og her viser Rockstar hvordan man bruger den effektivt. Det er den største fanservice jeg længe har set i et spil. Mange tak Rockstar!