Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Chernobyl - HBO mini serie anmeldelse

Chernobyl - HBO mini serie anmeldelse

Skrevet af Nike den 11 juni 2019 kl. 22:20
Tagget som: Nike, Chernobyl

Den opmærksomme læser har måske bidt mærke i serien "Chernobyl". En miniserie på HBO, hvor det femte og sidste afsnit udkom den 4. juni i år. Folk er begyndt at tale om den, og i skrivende stund har serien slået rekord på IMDB, med en karakter på 9.7, hvilket er den højeste karakter en serie nogensinde har opnået. Det frister naturligvis spørgsmålet, om det er fortjent. Efter at have set samtlige fem afsnit, kan jeg sikkert sige at det er velfortjent.

"Chernobyl" er en dramatisering af begivenhederne den 26. april, 1986. Det var på denne dato, at atomreaktoren i Tjernobyl, Ukraine, nedsmeltede. Vi ser øjeblikket hvor nedsmeltningen finder sted, og reaktionen på det. Derefter hvordan man forsøgte at udrede situationen. Her følger vi primært Valery Legasov (Jarred Harris), der på Boris Shcherbinas (Stellan Skarsgård) bliver hyret til at rådgive de sovjetiske myndigheder på, hvordan de skal tackle denne katastrofe.

Miniserien er baseret på beretninger fra vidner, fra beboere i Pripyat. Byen der ligger tæt på Tjernobyl, som i dag er en spøgelsesby. Beretninger, der stammer fra Svetlana Alexievichs bog, "Voices of Chernobyl", fra 1997. Senere opdateret i 2013. Russerne har, naturligvis, kritiseret serien for at være misvisende, med planer om at lave en ny udgave hvor CIA skal fremstilles som ansvarlige for nedsmeltningen. En forventet respons, selvom man skal huske at serien også er skrevet med kunstnerisk frihed. Det er værd at huske på, men serien opfordrer til at undersøge begivenheden. Det er sjovt nok passende, fordi et af seriens temaer er netop sandhed.

Dette fokus er blot et element, der er imponerende ved "Chernobyl". Selvom verdenshistorien bevidste at Sovjet Unionen ikke var holdbar i det lange løb, så vælger manusforfatter Craig Mazin at fokusere på propaganda, uvidenhed og øjeblikke hvor løgne er mere bekvemme end den frygtelige sandhed. Sandheden rammer altid hårdest, og som mennesker søger vi et narrativ som vi bedst kan leve med. Uanset om det stemmer overens med fakta eller ej. Serien bliver aldrig politisk farvet. Selvom der er taget kunstnerisk frihed, føles dette som et ihærdigt forsøg på at skabe en fortælling om en af de værste atomkatastrofer nogensinde.

Men det bliver også hjulpet af, hvor fantastisk det hele er udført. Fotografien er umulig at sætte en finger på, og Hildur Guðnadóttirs musik skaber en fantastisk skræmmende stemning. Alle fem afsnit har øjeblikke, som jeg sjældent glemmer. Jeg har været skræmt, forfærdet og nysgerrig. Og serien formåede det med simple elementer, såsom blot at høre en gigameter gå amok, eller at følge folk der i løbet af 90 hektiske sekunder må fjerne radioaktivt grafit fra et tag, i dødelige mængder.

Indrømmet, jeg er forbløffet over denne serie. Stemningen er næsten perfekt, og publikum får elendighederne at mærke. Selv i dag, hedder det officielle dødstal et sted mellem 31 og 54. Selvom tallet, når man beregner eftervirkninger, er langt højre. Et tal, som vi kun kan gisne om. Men "Chernobyl" formår at vise hvor forfærdeligt tragedien var. Serien er ikke bange for at være dyster, at vise de ekstreme konsekvenser bag uvidenhed. Ikke for at kalde karakterende dumme, de havde bare ikke mulighed for bedre viden.

Dertil er der også kompleksitet. F.eks. med Skargårds Shcherbinas. En Sovjet regerings mand, der starter med at være kold og kynisk, men som langsomt indser alvoren i situationen. Her søges ikke en simpel forklaring, eller at fremstille situationen som at vesten er bedre end østen. Mazin har taget handsker på, og sammen med instruktør på samtlige afsnit, Johan Renck, går de i dybe med emnet. Vi ser de forfærdelige ting som dem, der kæmpede for at begrænse skaden, gik igennem. Hvordan befolkningen led, uden at vide bedre. Og hvordan sandheden bliver ofret, for ikke blot at holde folket samlet, men også for ikke at fremstå svagt globalt. Dertil også, hvor let det er at forfalske information. Hvilket er lige så gældende i dag, som i 1986.

For at være ærlig, kunne jeg let blive ved med at skrive om hvorfor "Chernobyl" er fantastisk. Den skal ses og opleves, beundres for hvad den er, og arbejdet bag er vidunderligt. Få serier efterlader et så dybt indtryk, som denne gør. Jeg har prøvet, men kan ikke beskrive det ordentligt. Det er ikke en perfekt mini-serie, men den gør så mange ting rigtigt. Den efterlader en målløs, skræmt og reflekterende. Dette er en serie, som skal ses. Den vil røre en, og man vil sent glemme den.

10/10