LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Wasteland: Remastered
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Min personlige top ti spil, fra 2010-2019

Skrevet af Nike den 12 december 2019 kl. 22:29

Shout outs: P.T: Death Stranding (det er for tidligt at bedømme, men jeg er i gang med anmeldelsen!), Wolfenstein: The New Order, Doom (2016), Life is Strange, The Evil Within 2, The Witcher 3, Dark Souls, Bloodborne (og andre spil jeg har glemt).

• 10: Metal Gear Solid V: The Phantom Pain
- Jeg kan forsvare den pludselige slutning til en vis grad. Men historien er ikke grunden til, at jeg elsker dette spil. Sjældent har jeg set så mange muligheder for at gennemføre en mission, sjældent har jeg set så mange fede detaljer og sjældent har jeg oplevet en så stor mængde af frihed og belønning for kreativitet, som dette spil. #FucKonami

• 9: Yakuza 0
- En niche serie, der endelig fik sit gennembrud i 2017. Serien er kompliceret at følge, og den japanske dialog og kultur gør ikke tingene lettere. Men Y0 blev eksemplet på, hvorfor Yakuza serien er så elsket. Rigt på indhold, indeholder latterlige øjeblikke (ordet "latterligt" does no justice), og alligevel en historie der er emotionel. Yakuza er en unik serie, der skal imødekommes på sin præmis. Giver man efter, får man en uforglemmelig oplevelse.

• 8: Undertale
- Rolig nu! Undertale er vidunderligt. Et banebrydende spil, der skubber rammerne for hvad der er muligt for videospil. Få mennesker formår at udnytte mediet på en så opfindsom måde, som Toby Fox har formået. Hvorfor er spillet så kun nummer 8? Med tanke på de andre spil, har jeg åbenbart ikke nok "determination" (længe leve depression, nyehehe!).

• 7: Alien: Isolation
- Efter en lang række dårlige Alien spil, og film der har været blandet ift. kvalitet, gav Alien: Isolation en unik oplevelse. Man er forsvarsløs mod monstret (for det meste), dens kunstige intelligens er uforudsigelig og ens hjælpemidler kan også koste én livet. Sjældent har det været så intenst, at blot kunne gemme sit spil. Hvordan jeg formodede at gennemføre dette spil, er stadigvæk en gåde. But I did it goddamnit.

• 6: Super Mario Odyssey
- I må gerne hade mig. I en ideel verden, var dette spil placeret langt højere på listen. Odyssey er genialt, nærmest uendelig i sin kreativitet og belønnende med sit gameplay. Jeg lånte det oprindeligt af min bror, men jeg vil købe det igen og starte forfra. Fordi Super Mario Odyssey er fantastisk. TAK NINTENDO!

• 5: Resident Evil 2 Remake
- Normalt er det enten et utaknemmeligt eller letkøbt arbejde, at lave en remake. Men remaken af Resident Evil 2 var fantastisk. Dette er et eksempel på hvordan man genskaber et gammelt produkt, opdater det til nutidige standarder, og alligevel bevarer den gamle ånd. RE7 var min første tanke på dette punkt, men til trods for at dét spil er fremgradende, er RE2R endnu mere imponerende (pls don't suck RE3R!). P.S. X gave it to me.

• 4: Spec Ops: The Line
- Det lignede en Call of Duty klon, men pludselig blev det personligt. Spillet brugte ens forventninger og ignorance mod virkeligheden imod en, og leverede en oplevelse der ikke er set siden. Dette er en fascinerende de konstruering af krigsspil genren, som der skal opleves.

• 3: Nier: Automata
- Endelig fik Yoko Taro lavet et godt spil, takket være Platinum Games. PG leverede fantastisk gameplay, der levede op til Taros drejebog. Japaneren brænder regelbogen, som han blander forskellige former for gameplay sammen, skaber dybe karakterer og stiller filosofiske spørgsmål der er angstprovokerende. Spillet har påvirket mig meget, på godt og ondt. Men jeg kan altid trøste mig selv, med det fantastiske soundtrack
.
• 2: Hellblade: Senua's Sacrifice:
- Jeg blev tiltrukket af udviklerne Ninja Theory, der er noget så undervurderet (R.I.P Enslaved og DMC 2013). Men Hellblade gjorde noget unikt. Gameplayet er solidt, men historien og dens skildring af psykose og traume er så kraftfuldt at det gør ondt. Det er et spil der sætter ens psyke på prøve, og udviklernes mod til at tackle et så svært emne er mere end værdsat. Især når det, gennem grundig research, har resulteret i et af de bedste videospil i dette årti.

• 1: To the Moon:
- Selvom jeg ikke gav spillet 10/10, er det en oplevelse jeg aldrig glemmer. Måden hvordan historien gennemgår et individs liv, hvordan man ser tilbage på fortiden med glæde, skam og sorg, samt opfindsomheden i de forskellige situationer. To the Moon får første pladsen, fordi man skal være helt umenneskelig for ikke at blive påvirket. Det er en oplevelse uden lige, og som rammer følelser på en måde jeg sjældent har oplevet. Og ja, jeg græder stadig ved gensyn med spillet og soundtracket.