Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Ren Rutsjebanetur

Ren Rutsjebanetur

Når man anmelder et produkt, afgiver man en mening. Denne mening skal så vidt muligt være bundet op på fakta om det givne produkt, men ligeså en professionel vurdering der gives på baggrund af tidligere erfaringer med lignende produkter, dygtiggørelse og interesse inden for produktets felt. Derudover lander der uundgåeligt en vis subjektivitet i enhver vurdering. Til gengæld, videregiver man ligeså retten til at andre vurdere den vurdering man selv lige afgivet. En slags meta-vurdering finder herved sted, i det den vurdering der gives af et produkt bliver vurderet, samtidig med at produktet re-vurderes af den vurderende der vurdere vurderingen. Ja, der vurderes en hel del i dette fag.

Jeg selv har været offer for denne meta-vurdering i flere omgange. Seneste under skrivningen af min anmeldelsen af det netop udkomne Pillars of Eternity 2: Deadfire. Jeg agter at levere kvalitetsindhold til GameReactor, primært til fordel for læserne. Derfor gør jeg også flittigt brug af mine medskribenters evner til at yde retskrivningsordbog, korrekturlæser, og ordkløver. Dette sikrer en konstruktiv behandling af enhver anmeldelse eller artikel. Jeg bringer dette på banen, blot for at kunne udtrykke hvilken rutsjebanetur til tider er at kaste sig i grams hos kritiske kollegaer.

Til min anmeldelse af Ash of Gods: Redemption gav vores kære chefredaktør, sturmuftien af Langbortistan, Magnus Magnus Magnus Magnus Groth-Magnussen, til kende at det var noget af det bedste materiale han hidtil havde læst i sin tid som chefredaktør her på GameReactor. Om man er enig i det, er anden sag. Høj på lovprisningen begav jeg mig således ud på den følelsesladet eskapade ved navn "anmeldelsen af Pillars of Eternity II: Deadfire", og den anden Magnus, jydsk filosofiker extraordinaire, gjorde bekendt at han da gerne lod et kritisk sæt øjne hvile på det (troede jeg på det givne tidspunkt) færdige produkt.

Om aldrig har jeg fået så mange hårdkogte verbale bøllebank, som denne aarhusianske titan af en akademiker gav mig. Det var et blodbad, en kendsgerning jeg så for mit indre øje proklameret af Willem Dafoe på bedste Boondock Saints manner. Ethvert forsøg på comeback, på mægling, blev slået til side med ræson, logik, og en snert spydighed, aldrig oplevet før fra folket bosat på Tysklands storetå. Som jeg så lå der, mør og gennemtævet på den figurative bokserings gulv, vagt kunne jeg hører en dommer tælle op til ti, besluttede jeg mig at rejse mig op, børste støvet af, og tage imod den konstruktive kritik. Der var jo sådan set intet personligt over det, uanfægtet om jeg vælger at dramatisere det i et blog-indlæg efterfølgende. Det er kun gjort for at skabe lidt underholdende læsning, og skrevet med et kraftigt skinnende glimt i øjet.

Dog var det at dræbe et par darlings en sund øvelse for en vorden skribent. Det fik mig ligeså til at indse at endnu en kær måtte lade livet. Nakkes, som Magnus ville have sagt. For nylig samlede jeg det spil der har bragt mig mest kontrovers her på GameReactor op igen. Larian annoncerede at de havde skruet et par rettelser sammen til en mindre patch til spillet, og derfor tænkte jeg at det ikke kunne skade at give det et nyt forsøg - computerrollespillet har trods alt fuldt mig siden min barndom. Jeg taler selvfølgelig om Divinity: Original Sin II. Min anmeldelse deraf er stadig en jeg frygter at genlæse, endda blot at tænke på, fordi reaktionen var en gedigen mavepuster til min blomstrende karriere her på siden. Det altid hængt som en sort sky, bagerst i min tankesfære. Man kunne endda fristes til at kalde det en skamplet.

Til den vil jeg nu officielt indrømme at jeg fejlvurderede spillet, udover at det plaster Larian har strikket sammen retter på samtlige at de klager jeg forestod at have. Det sagt, indrømmer jeg at jeg ikke gav spillet den behandling det fortjente, jeg gjorde mig ikke umage nok med mekanikkerne eller systemerne, og jeg gjorde siden en bjørnetjeneste til anmeldelsen ved at skrive den som jeg gjorde. For det vil jeg gerne undskylde, og bede om tilgivelse; både fra læserne, men ligeså fra min medskribenter og redaktør-staben. Om en genanmeldelse er mulig, nødvendig eller hvad, skal jeg ikke gøre mig til herre over. Idéen synes endda absurd, men ikke desto mindre er konstateringen der er ude i plenum nu.

Pointen er vel at man lære af sine fejl, og denne dag har jeg lært af mine. Det er en følelsesladet rejse at være skribent på GameReactor, kan jeg love jer. Hvis I nogensinde ønsker at skulle gå samme vej, så bare husk at Magnus Laursen altid står klar til at rive jeres tekstunivers midt over. God tirsdag!

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus