Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Tilbageblikket: 1992 - Street Fighter II: The World Warrior

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1992 - Street Fighter II: The World Warrior

← Tidligere: 1991 | Næste: 1993 →

Som nogle faste læsere af indholdet her på siden muligvis har bemærket, har jeg den seneste tid dækket kampspil med progressivt mere intensitet. Det kommer sig af, at jeg elsker genren, og for nylig blev genforelsket i sådan en grad, at det meste min vågne spilletid cirkulerer omkring kampspil. Denne kærlighedsaffære har dog en begyndelse, og den begyndelse er velkendt; nemlig Street Fighter II. Vel at mærke den på mange måde letvægtige udgave, Street Fighter II: The World Warrior til Super Nintendo. Priviligeret som jeg var besad jeg selvfølgelig også sådan en.

Mange timer blev brugt på at have virkelig ondt i tommelfingrene kan jeg love for. En SNES controller er virkelig ikke lavet til kampspil, og slet ikke Street Fighter, med sine seks knapper og diverse kombinationer. Til trods for dette, hang jeg ved, selvom jeg aldrig rigtig blev i nærheden af gedigen. Lad os få det mest presserende spørgsmål ad vejen først; jeg var, og er stadig, mest betaget af Blanka, Vega, E. Honda og Ryu. Jeg påskønner den filosofiske og personlige udvikling jeg har lært af Bruce Lee, og Ryu personificere denne indre styrke, og tro på sig selv. E. Honda var stor, overdådig, og voldsom, og Blanka var virkelig mindeværdig og meget anderledes end alle andre. Vega havde en handske med lange klør, helt ærligt, for en ung, ranglet, letpåvirkelig dreng var det mega sejt.

Udover at introducerer mig til kampspil generelt, i samspil med en senere udgivelse, lærte jeg af Street Fighter at bevare roen i pressede situationer, og ikke at opgive mælet til trods for tilsyneladende uoverkommelighed. Det lyder banalt, men det er i det hele taget det kampspil formår, eller ønsker at formå, med den måde de spilmæssigt er skruet sammen på. Det er et studie i selvbeherskelse. Bevares, denne selvbeherskelse knækker til tider og jeg har da så sandelig smidt mange et spil fra mig i frustration. Altid er jeg dog vendt tilbage, med fornyet sindelag, for, som Ryu, at besejre min egen utilstrækkelighed og hele tiden blive bedre.

Ja, og så var det også så heldigt at Street Fighter II havde en fantastisk lydside. Hver gang jeg hører den alternative udgave af karakterudvælgelsesmelodien fra Street Fighter, vokser en rar, varm, nostalgisk fornemmelse i maven på mig. Det giver mindelser om en tid hvor jeg sad på gulvet, trykkede på knapper, og bankede mig igennem en række computerstyrede modstandere på det lille fjernsyn jeg havde på mit værelse.

Serien som helhed står meget ujvæn hen for mig, da jeg i de følgende årtier hengav mig til hjemmecomputeren som mit primære afløb for mit spilleri. Her fandtes ikke rigtig nogle Street Fighter-spil. Det var først langt senere, med Street Fighter V, at jeg ramte scenen igen, og så kan jeg love får at jeg fik travlt med at (gen)opdage hele serien på ny. Af samme årsag, ved jeg også at Street Fighter, som serie, også vil hænge ved så længe den varer ved. Der er bare en anden følelse end Tekken, Killer Instinct, og alle andre jeg har stiftet bekendtskab med henover årene. Det er noget naturligt og rent.

Det er Street Fighter.