Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Læs Shonen Jump! (Manga)

Læs Shonen Jump! (Manga)

Skrevet af alex2life den 30 juni 2019 kl. 01:19

Kender du den der følelse, hvor man pludselig får lyst til at genlæse hele Dragon Ball, Naruto eller One Piece, men er lidt træt af mærkelige scanlations eller skæve scans af serierne, kapitler der er i uorden osv. Okay, jeg overdriver en del her. Hvis du vil læse manga på nettet er det for det meste ret let...

Der er masser af steder med de store serier, hvor alt er sat nydeligt op, og hvis det ikke er de engelske udgivelser, der er scannet ind, så er der et solidt hold af folk, der knokler for at oversætte og fikse opsætning osv.

Det har dog irriteret mig lidt, at jeg ikke har haft muligheden for at læse det digitalt gennem officielle veje, for jeg vil egentlig gerne støtte udgiverne og forfatterne. Flere af de her serier har jeg efterhånden læst gennem mange år, og udover køb af nogle enkelte volumes føler jeg ikke rigtig, at jeg har givet noget for alle de gode læseoplevelser.

Jeg var derfor ret glad, da jeg læste en kommentar et sted, om at Shonen Jump faktisk har en digital service, hvor man kan læse en stor del af deres serier for et månedligt beløb. Men så opdagede jeg, at det kun var tilgængeligt i USA, Canada, UK, Irland, Australien, New Zealand og Sydafrika.

Lidt irriterende, når jeg står klar med mønterne i hånden og bare gerne vil tyre dem direkte på en fyr i jakkesæt, der holder en stak mangaer. Jeg har dog fundet på en løsning, så jeg alligevel godt må tyre 13 kroner på dem om måneden.

Før vi kommer ind på det seje, så skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke ved om dette trick også er muligt med iOS, da jeg selv bruger en Android-telefon, og ikke lige har en iOS-enhed tilgængelig.

Først og fremmest skal du have en Paypal-konto, hvor dit kort er tilknyttet. Det er ret ligetil, så fix det, hvis du ikke allerede har en.

Næste problem er, at Shonen Jump hjemmesiden ikke engang vil lade os lave en bruger, fordi vi ikke befinder os i et af de godkendte lande. Derfor teleporterer vi os straks til f.eks. USA, sving tryllestaven! (Og installer/brug en VPN).

En VPN (Virtual Private Network) lader dig køre din kommunikation gennem et andet netværk i verden for f.eks. at skjule din internetadfærd eller mere vigtigt, lade nogle folk komme uden om begrænsninger på internettet pålagt af deres regeringer. Her tænker jeg ikke på mig, der gerne vil genlæse One Piece, men lande hvor regeringen går ind og lukker ned for alt, der ikke er statsstyret propaganda.

Men anyways, jeg har førhen benyttet mig af TunnelBear, fordi den er super nem at bruge, og samtidig har en lækker Chrome AddOn. Jeg er ret sikker på, at de også har en til Firefox og de andre browsere, men installer det i din browser, opret en konto og vupti, så har du 500 mb data månedligt, du kan køre gennem en VPN. TunnelBear har forresten en række sjove bjørne-jokes... også en grund til at anbefale dem.

Tænd for din VPN og gå ind på https://www.viz.com/shonenjump, hvor du nu har muligheden for at signe dig op. For at oprette din profil skal du vælge betalingsmetode, og her vælger du så den PayPal, du ordnede som det første. Når du er færdig med at lave din bruger, kan du slå din VPN fra igen.

Næste problem er, at Shonen Jump-appen ikke er tilgængelig i vores region, åh nej, øv.

Så lidt mere fusk og så finder vi den da bare af bagvejen, hvor vi bruger APK-filen til at installere den. Men hvor i alverden finder vi den henne!? Du kan godt bare google, men jeg har brugt siden apkpure.com en god del gange nu uden problemer, så jeg synes bare, vi skal hoppe herind.

Vi skal have APK-filen over på mobilen, så åbn enten linket på mobilen eller download på pc og overfør den. Din mobil brokker sig højst sandsynligt og beder dig om tilladelse til at installere fra andre kilder end Google Play Store, hvilket du jo så bare siger ja til. Du kan slå det fra igen bagefter.

Nu er appen installeret, dine fødder er smækket op på sofabordet, kæresten beder dig om at stoppe med det , dine fødder er plantet på gulvet, og nu er du klar til at læse manga. Åbn Shonen Jump, log ind og nu har du så adgang til et stort bibliotek af god manga.

Min plan var at genlæse One Piece, men så faldt jeg over Jojo's Bizarre Adventure, som jeg kom til at genlæse i stedet. Derefter kom jeg til at starte på en helt anden serie, for der er en god del at vælge imellem.

En ting, I dog skal lægge mærke til, er, at der er nogle titler på serielisten, hvor der kun står Volumes og ikke Chapters. Volumes i Shonen Jump appen skal købes og kan ikke læses frit, så vær lige opmærksom på dette. Det er lidt irriterende, at de optræder på listen, men tja, fair nok. Jeg synes ikke, jeg har ret til at klage, når jeg kan læse op til 100 kapitler manga om dagen for 13 kroner om måneden.

Så ja, det er lidt fusk, men med Paypal, en VPN og en bagvej til appen, kan du få adgang til en god del manga for næsten ingen penge.

Hvis du er typen, der er imod alle former for fusk, forståeligt nok, så lad mig komme med en forklaring på, hvad fusket sådan set består i.

Her er deres Terms of Service, så jeg kan vise, at man ved brug af deres side/app går med til en række regler, som f.eks. inkluderer deres valg af hvilke regioner, der skal have adgang til deres services.

"We reserve the right to limit the availability of the Sites and/or the provision of any service, program, or other product described upon the Sites to any person, geographic area or jurisdiction, at any time and in our sole discretion, and to limit the quantities of any such service, program, or other product that we provide."

Metoden beskrevet heri kan altså ses som et brud på deres ToS, men du kunne jo også tage en smuttur til USA, oprette din konto der, downloade appen, og så tage tilbage igen. Nu slipper du dog for det bøvl, hvis du vil. Det er derfor ikke noget, jeg mister søvn over for at være helt ærlig.