Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Metallica: From worst to best Part 2

Metallica: From worst to best Part 2

Skrevet af barcano den 12 oktober 2018 kl. 19:35
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Link til del 1:
https://www.gamereactor.dk/blog/barcano/#154393


5. Kill 'Em All

Oh boy... Nu begynder vi på de fem nederste. Undskylder allerede for de tæer som jeg helt klart kommer til at træde over. Hvor skal man overhovedet starte med denne her?
Af positiver kan jeg frembringe bandets udiskuterbare energi og passion som virkelig bløder igennem de her numre. Men hvad de numre angår. Puha. Det er for mange et solidt debutalbum. Og ikke fordi jeg ikke kan se hvad folk mener. Men jeg er bare langt fra enig. Man kan i hvert fald roligt sige at de ikke havde fundet deres lyd endnu. Næsten alle sange lige med undtagelse af deres formidable instrumentale sang "Pulling teeth", er noget der kan give anledning til at træde sine tæer af. Meget uklar og grumset produktion (der dog i det her tilfælde tilføjer noget stemning til albummets generelle udtryk") har svært ved at gemme det faktum at det her var en meget ung gruppe. En gruppe af drenge som ikke helt havde fået styr på sig selv endnu. En trommeslager der ikke kunne spille trommer, til tider grinagtige tekster, en frontvokalist som sang falsk og meget lidt artistisk og musikalsk koordination. Det eneste udover deres energi man kan føle er en masse gode ideer som engang imellem også bliver forløst i numrene, og som vi gud ske tak og lov fik lov at opleve til fulde de efterfølgende år.


4. ...And Justice for All

Det sidste album i Metallicas "perlerække" af rene thrash metalplader i firserne. Og et af de første tegn på at bandet måske var ved at løbe tør for ideer, og et snarligt skift måske var både godt og sundt. Selvom de fleste af albummets numre stadig står frem som solide metal-klassikere, lige fra det hårdtslående adrenalinskud i "Blackened", til den legendariske thrashballade "One" som i løbet af sine syv et halvt minut viser Metallica fra nogen af sine bedste skriveevner. Lige fra tørre og tunge trommer, til mørke tekster og nogle af de mest ikoniske soloer og riffs som ens ører kan opfange.
Men selvom der er mange positiver omkring "... And Justice for All" så er nogle af de største problemer også forbundet til elefanten i rummet. Den tydelige mangel på bas i instrumentlisten har betydet at de var nødt til at tage en masse efterproduktions valg som får mig til at klø mig lidt hårdt i håret. En masse statiske klip i lyden og nogle forstyrrende harmoniske overgange som datidens teknologi ikke så ud til at kunne klare. Det gør også af noget af distortionen flyder ud og fylder for meget i mikset og at lyden generelt ikke har ældet helt så fantastisk. Men stadig alt i alt en af bandets mest solid og gennemførte plader. En sand klassiker og et "must-listen".


3. Master of Puppets

Selvom jeg virkelig godt kan lide det her album, så har jeg ikke så synderlig meget at sige om det. Ikke fordi at jeg er ligeglad med det, men mange af de ting der holder det tilbage hænger sammen med mit nummer et. For selvom de to albums minder utroligt meget om hinanden, så er der en masse små forskellige der holder "Master of puppets" tilbage. Udover at produktionen er lidt for skærende og mudret. Så leverer det stadig fantastiske instrumentale segmenter i "Leper Messiah" og "Orion" og energibomber som "Battery". Til trods for at det føles som om at hver sang i en ellers utroligt stram og veldesignet trackliste lige mangler det sidste der giver den det længst siddende bid. Så har albummet stadig masser af byde på. Og det er også klart det Metallica album som minder mest om et konceptalbum. Primært pga. sangenes lyriske indhold som har en masse sammenhæng. Som krig, manipulation og mentalt helbred. Generelt set et af bandets mest raffinerede plader og en af de mest perfekte thrashmetal albums.


2. Metallica (The Black Album)

Rolig nu! Inden I har gjort jer klar til at offentligt henrette mig for at sætte Det sorte album så tæt på toppen. Så prøv at høre mig ud. Og prøv at forstå hvor jeg kommer fra.
Fordi dette albums succes kommer højst sandsynligt for dets største styrke. Skrivestilen. For hvad pladen mangler i aggressivitet og vrede kompenserer den rigeligt for i gedigent musikhåndværk, der har skabt ikke kun en af de mest tilgængelige men også en af de bedste metalalbums (tør jeg sige det?) nogensinde. Ja det er anderledes for hvad der var før, men det gør det ikke dårligt. Det gør det bare til noget nyt. Specielt når det betyder at man kan mærke at Metallica kan noget mere. De kan omfavne deres tidligere jeg men også vokse lidt mere op og "sofistikere" deres lyd lidt mere. Og deres sangliste her en eminent. Bandet leverer her nogle af de bedste ballader man kan finde, uanset genre, med sange som: "Where ever I may roam", "Nothing else matters" og "The unforgiven". Men også rent tekstmæssigt bringer Metallica trods deres "blødere" lyd, nogen af de mørkeste og mest dystre tekster frem. Med "The God that failed" som et pragteksempel. Her fortæller James Hetfield historien om hans mor som pga. sine fundamentalistiske kristne værdier nægtede at modtage kræftbehandling, og valgte i stedet for at bede. Hvilket resulterede i at James Hetfield måtte vokse op uden en mor. Hvilket gør mange af de her sange hjerteskærende og derved mindeværdige på trods af at bandet her har ofret deres lidt mere "hårde" lyd. Hvilket jeg ikke føler at det her album får helt så meget ros for som det måske burde. Og selv i deres mere "thrasy" sange med "Enter Sandman" som nemmeste sammenligning. Så leverer de stadig nogle ørehængende og ikoniske riffs- og soloer. Og det er ikke kun materialet der er godt, men også produktionen er noget af det bedste metal og musik i det hele taget har været i nærheden af. Men også albummets generelle komposition af numre er også et ofte overset aspekt som alligevel giver en hel del, med hver sang der langsomt men sikkert bygger på den der kom før den. Og jeg kan derfor roligt sige at det er et af bandets bedste.


1. Ride the Lightning

Med den smukke akustiske start på intronummeret "Fight fire with fire" beviser Metallica her at de ikke kun kan meget mere end hvad man måske først troede, men også at de har krav på din opmærksomhed.
Og hvis jeg skulle beskrive hver en del af dette album som jeg finder fænomenalt, så ville jeg aldrig blive færdig, og så ville du ikke kunne sidde og læse det her lige nu. Men alt fra de sublime trommer til den knasende og elektriske stemning af guitarerne er med til at retfærdiggøre titlen. Og måden de har valgt at komponere hver sang på den samme måde som alligevel bringer så meget tilfredsstillende uvished til hvert nummer. Med solide og ikoniske introer (helt ærligt, lyt til "For Whom the Bells Tolls" og fortæl mig at det ikke er noget af det vildeste du nogensinde har hørt) samt outroer som fungerer som sidehoved og sidefod for de fire metalartister til at give dem fri mulighed til at eksperimentere og skifte stil, tone og tempo som de lyster med det fokus, at få dig til at føle en uimodståelig trang til at tromme med fødderne og svinge med håret, uden nogensinde at ofre kunstnerisk snilde, merit og stil. Og alligevel skabe muligheden for at variere deres tidlige lyd så meget med sangen "Fade to Black" som ikke kun er bandets første men også en af deres bedste ballader. Samt nok det bedste instrumentale nummer (sammen med "Voice of the soul" af Death) som jeg har hørt. Utroligt bevægende, på en måde som jeg helst vil lade jer selv oplade. Et sandt musikalsk mesterværk.
Og det hele er bakket op af en stor, rummelig og eksplosiv mixing og produktion som trods sin alder stadig står frem som en af de mest tilfredsstillende soniskteknologiske som man kan opleve. Selvom det på daværende tidspunkt, og stadig til den dag i dag er Danmarks dyrest producerede album, så er hver enkelt krone og øre givet godt ud. For det er mig ingen skam at sige at det her er ikke kun deres strammeste, mest interessante og mest hårdtslående album. Men også deres bedste. Og jeg har hørt det tusind gange før, og jeg vil høre det tusind gange igen.

Facebook
TwitterReddit