Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Metallica: From worst to best Part 1

Metallica: From worst to best Part 1

Skrevet af barcano den 31 oktober 2018 kl. 16:45
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Det siges at musik er verdens universale sprog. Om det passer ved jeg ikke. Og det er som sådan heller ikke hvad jeg har tænkt mig at finde ud af. Men en ting er sikkert, hvis der med universalt sprog menes at der er noget primært, noget bestandigt i det at til. Jeg ved i hvert fald at det er tilfældet med mig. Musik har alle dage spillet en utrolig rolle for mig. Det ville ikke være en overdrivelse at sige at jeg lytter til minimum to albums hver dag, af forskellig slags. Men en ting er sikkert. Musik er i hvert fald, verdenen for mig. Og har for meget været en outlet, et sprog som har kunne udtrykke og forbinde følelser og sammenhold som intet andet har kunne. Så for mig virker det helt oplagt at starte den nye serie kaldet "From best to worst", af forskellige artister som af en eller årsag har betydning for mig, og gjort sit indtryk på mig, med en af de allerførste bands som jeg stiftede bekendtskab med. Et af de bands som for den største del af mit liv har været blandt mine favoritter uanset hvilken fase og emotionel samt mental tilstand som jeg har været igennem, og samtidig fungeret som en af de største inspirationskilder for mit eget musikalske udtryk. Et band som åbnede min verden for ikke kun en stil som nu er så stor en del af mig, men også gav mig et indblik i musikalsk teori som jeg ikke før havde tænkt på. Så som introduktion til min nye blogserie, og start på min fremtidige fokus på musikrelaterede indhold, præsenterer jeg, "Metallica: From Best to worst". Og selvom det burde være åbenlyst, så er denne liste selvfølgelig fra mit eget synspunkt, så uanset hvor uvidende og kontroversiel man end syntes jeg og min liste er, så vil jeg stadig altid være klar på at samtale, diskutere og måske endda overbevise (eller blive overbevist).
Og fordi Gamereactor har en regel om hvor mange tegn man må bruge pr. blok, har jeg valgt at dele den i to.


10. St. Anger

Spøg til side omkring det bare at nævne dette album. Så har jeg det ganske svært med at få sagt noget om dette album som ikke allerede er blevet sagt. Primært af negative ting. Og taget i betragtning af hvor det er at jeg har placeret dette album så er det nok rimelig tydeligt at det er deres laveste punkt i deres karriere. Og udover selve kvaliteten af albummet så er der selvfølgelig også en masse omkringliggende faktorer der havde betydning for den tilstand albummet blev i. Det faktum at Metallica på det her tidspunkt havde fået deres velfortjente "legendestatus" der lagde op til at de ikke burde kunne gøre noget forkert som måske steg dem lidt til hovedet, og problemerne med James Hetfields afvænningsproblem er alt sammen med til at tydeliggøre hvorfor albummet blev som det blev. Men også bare fra et sonisk perspektiv, dette album er klart deres dårligst producerede. Med samtlige numre som lyder mudret (uden at give en bevidst "garage-æstetik"), overkomprimeret og samtlige instrumenter lige fra Lars' trommer til James' vokaler har alt for meget "rum" og omsluttende larm som virkelig burde være mixet ud. Det er i hvert fald distraheret. Og selv hvis man fiksede mange af de tekniske forhold og problematikker, så ville der langt hen ad vejen kun være noget af komme efter i titelnummeret. Ellers serveres der mest af alt uinspireret og næsten fordummet metalstøj fra et band der fortjener og har lavet meget bedre end det her.


9. Hardwired... to Self-Destruct

Oppustet, rodet og forvirret. Det er nok de ord der beskriver det her album bedst. Selvom produktionen er noget af det bedste bandet har haft, så er deres skrivestil tør og næsten intetsigende. Og som Metallica bringer den intet nyt til bordet. Klart ikke noget jeg vil forbinde med Metallica. Og selv på sine egne ben er det lige omkring en gennemsnitlig metal-plade. Selvom der er nogen gode ideer hist og her og man da godt "bange" hovedet til det engang imellem. Så er det for mig det tydeligste bevis på at de her legender skulle fokusere på at levere fantastiske live-shows, også lade os nyde de værker de har lavet. Uden at skulle få mere. Hvis det bliver så fladt og livløst som det her.


8. Death Magnetic

Med bandets lovede retur til deres thrash-metal rødder, leverede de ganske vist også en af deres mere balancerede udleveringer i nyere tid. Selvom det langt fra er noget af deres bedste, så er det stadig verdener foran St. Anger og har klart mere sjæl og brusk på sig end det ellers rimelig tomme udlægning de gav med Hardwired. Og selvom produktionen på dette album ofte er blevet kritiseret for at være for abressivt og for "larmende", så er det for mig ikke nok til at det ødelægger nogen af numrene, og jeg syntes klart at det giver noget rå energi til tekster og akkorder som måske ikke er helt så komplekse og hårdtslående som deres tidligere materiale. Men samtidig er mange af numrene klart knap så emotionelt bevægende skaller af deres tidligere jeg. Med udgivelsens fjerde nummer "The Day That never Comes" som klarest virker som en svagere version af deres anden ballade "The Unforgiven". Med albummets andet nummer som er en afsluttende del af bandets trilogi af "The Unforgiven" som aldrig har været så effektfuld som bandet tydeligvis troede at den ide var. Generelt så er det her album mest af alt fyldt med sange der minder om knap så gode kopier af tidligere numre, dog uden den kærlighed og finesse der blev puttet i de andre for at gøre dem til hvad de er. Men skal dog alligevel her på falderebet nævne at pladens instrumentale, "Suicide & Redemption" er en af bandets bedste. Hvilket siger en del taget i betragtning af den tårnhøje kvalitet Metallica har for deres instrumentale numre. Så klart ikke et lavpunkt, men mere Metallica i deres autopilot form.


7. & 6. Load/ReLoad

Selv bands så store som Metallica føler pres og behov for at skifte. Ændre deres lyd, og ændre deres stil. Og det må man da også sige at de fik gjort. Med de største genremæssige inspirationskilder til disse to albums, som værende Nu-metal, hård rock og Alternative metal. Med tunge og flydende trommer der ekkoer i lydlandskabet, meget dybe og stemningsfulde vokalharmonier og nogle "slap" bas linjer som får det til at stikke i venstre øjenkrog. Med basskalaerne i sangen "Cure" som bedste (eller værste) eksempel.
Og selvom jeg måske ikke hader de her to albums så meget som mange andre gør: "Fordi de blev sellouts. Og klippede deres hår. Og blev en popgruppe." Så kan jeg stadig forstå noget af den kritik. Specielt med sange som "Mama said" som er en decideret countryballade. Der bliver det skam for kornet og for flødet til mig. Med nogle af de her albums sange som lyder som nedskrevne midtlivskriser. Og ikke gjort smagfuldt eller eftertænksomt, men mere bare arrogant, ængstelig og ekslusivtpromoverende promo-musik. Som fungerer for midaldrende mænd som Linkin Park skulle virke for teenagedrenge. Der er dog sange som "King Nothing" og "Fuel" som stadig den dag i dag kan levere blodpumpende og sveddryppende thrash udlæggelser ligeså vel som deres ældre materiale. Og med sange som "Where the wild things are" viser James Hetfield sig faktisk som en sanger som bærer rundt på meget mere talent rent vokalteknisk end jeg før havde troet. Og hvis man tog alle de bedste sange fra hvert album og smed dem på en disk, så kunne jeg sagtens se mig selv rykke den en tak højere op på min liste. Også fordi at det er stadig et af bandets og industriens generelt bedste eksempler på bands der radikalt ændrer deres lyd.

Facebook
TwitterReddit