Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 6 november 2018 kl. 19:13
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Fallen - Volbeat

Guitartonen i introen og igennem hele sangen for den sags skyld er egentlig ganske god, men der er sket noget i mixingen der gør at guitaren klikker i de første ti sekunder når den står alene. Det giver en lidt mærkelig distraktion. Beslutningen om at lade bassen flyde ind i guitaren irriterer mig også lidt, ikke at det kun er dårligt får de giver de to guitarer noget mere fylde hvilket ikke er til at klage over. For selvom der måske mangler lidt på bassfronten så giver de større guitarer stadig et godt slag fra sig i sangens simple men alligevel effektive og ørehængende akkorder og riffs. Der er også nogle meget fede kontrapunktiske relationer mellem guitarerne og trommernes high-hats og stortrommer. Og at der er blevet puttet mindre rum på frontmand Michael Poulsens', "specielle stemme lad os bare sige sådan, gør også at hans stemme rent sonisk også tilføjer en masse energi til en sang og tekst som alt i alt virker meget let trods at den er meget personlig og også ret sød. Klart en af gruppens bedste outputs som jeg alt i alt virkelig nyder hvis man tager det for hvad det er.

Karakter: +


Bleed - Meshuggah

Ultra brutalt. Lad os bare sige det sådan. Ikke at det er en dårlig ting. Fordi selvom det sjældent er den type musik jeg aktivt går ud og prøver at finde og opdrive, så fungerer det skam her. Specielt hvad vokalerne angår, det ville ikke fungere uden growls eller lignende voldsomme typer vokaler. Som det plejer at gælde for Meshuggah så har de nogle fede rytmer og godt styr på deres polymetre. Med trommerne som det mest åbenlyse, og også meget passende med sangens titel når det nok er hvordan dine kalvemuskler vil reagere hvis du skal spille den. Sangen er måske også lidt mere repetetiv end hvad jeg kunne tænke mig, sangen forlader aldrig den trommerytme som sangen starter med. Og selvom den er ganske effektiv i at få dig til at få seriøse headbanging abstinenser, så bliver det lidt for meget med det syv minutter i træk. Så ikke fordi at det er en dårlig sang på nogen måde, men jeg har bare svært ved at forestille mig høre den fra ende til anden igen.

Karakter: =


Call of Ktulu (S&M version) - Metallica

Jeg har valgt denne version, ikke kun fordi jeg allerede har snakket om originalversionen i min anmeldelse af "Right the Lightning", men også fordi det her for mig klart er den definitive version. Allerede i de første 30 sekunder har vi at gøre med en af de smukkeste stemninger på en akustisk guitar jeg har hørt længe. Og de opbakkende arppegioer er ligeså fantastiske. Og efter den intro begynder en dynamik med orkesteret som ikke stopper før sangen slutter. Plus fordelingen af Metallica og orkesteret i mixet er fantastisk, konstant skiftende så de altid komplimenterer hinanden. Og meget kan man sige om Lars Ulrich, men hans præstation og produktionen på hans trommer i det her nummer er intet mindre end gedigent.
Det eneste af små pletter jeg umiddelbart kan find er guitaren som bliver lidt for skinger og lidt for mudret omkring fem minutters punktet. Men bagefter er det fulgt op med den ene smukke tonebevægelse til den anden. Og som om at sangen ikke kunne blive mere episk, hvilket er et ord jeg oftest krummer tæer ved, men virkelig passende i dette tilfælde, så slutter den af med en af de største og mest dynamiske outroer som flyder perfekt ind i "Master of Puppets" som er den næste sang på S&M. Et sandt mesterværk som man skulle unde sig selv hvis man har ti minutter fri.

Karakter: +++


All out life - Slipknot

Før jeg begynder, skal det lige siges at jeg ikke er en særlig stor Slipknot fan. Bevares jeg afskyer dem ikke, men de har aldrig sagt mig noget og for det meste syntes jeg at deres musik er lidt for forældet og med en alt for anmassende attitude i forhold til at de virker opstoppede og små barnlige halvdelen af tiden. Men det skal forhåbentlig ikke afholde mig fra at vurdere deres nyeste single, fra deres snarlige sjette album, så retfærdigt som muligt. Og for at starte så var jeg egentlig ganske underholdt af deres nyeste nummer selvom det nok alt i alt minder en del om deres andre store singler, med meget af det som lyder som en direkte efterfølger til mange af numrene fra deres sidste album. Og hvis det måske er tilfældet af det her måske nok bare er et nummer der blev valgt fra da de skrev deres femte album, så giver det lidt mere mening. For rent produktionsmæssigt så nogle dele af sangen klart haltende. Specielt trommer lider under meget lav og svag mixing som ikke gavner sangen når de insisterer på at anvende så meget perkussion hvor det rammer deres anvendelse af "blast beats" hårdest. Når jeg nu har nævnt min moderate begejstring for nummeret, så skal det også sige at det også bringer med sig en masse af Slipknots klicheer. På godt og ondt. Med sangens bro eller mellem passage hvor forsangeren Corey Taylor bruger en melodisk talende stil som mest af alt er tåkrummende. Og det der gør det endnu værre er at det er meningen at det skal være denne her meget motiverende og stærke vokalpassage men det er mest af alt bare meget kluntet. Men ellers så er guitararbejdet ganske stærkt med en meget grumset og brusket guitartone som virkelig giver noget kant. Sangen er også dejlig simpel i sin struktur og fremstilling men er stadig hård, kontant og bevægende som Slipknot mest af alt burde være. Simpelt, råt og egenrådig.

Karakter: =

Facebook
TwitterReddit