Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 1 januar 2019 kl. 13:56
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Dance Macabre - Ghost

Meget kan man sige om Ghost. Og uanset om man hader dem eller elsker dem, eller som jeg er lidt neutrale på dem, så må man skam sige at de skiller sig en del ud fra den nutidige rock og metal scene. Specielt i forhold til den svenske der primært er domineret af Meshuggah wannabees og black metal støj. Så at lave en sang som dette der mest af alt lyder som en blanding af AC/DC eller Def Leppard og ABBA er en lidt spøjs størrelse. Men effektivt, det må det sandelig siges at være. Bevares det er da både barnligt, sukkersødt, kliché, akavet og osende af dårlig 80'er fløde, men det er også en lækker, fængende og ørehængende kærlighedsbasker. Med lækre knasende guitarer, storproduceret trommer og en god blanding af klassiske klavertangenter og synthesizer stykker for at køre hele 80'er arena poprock temaet igennem. Og en lækker guitarsolo skader nu engang heller ikke, og det har sangen da heldigvis også sammen med forsangeren Thomas Forges lækre uskyldige drengestemme. Den er måske ikke synderlig teknisk men til lige denne type sang gør den sig ganske godt. Selvom svage vokalharmonier ofte er et af mine primære problemer med Ghosts sange. Så uanset om sangen handler om en kærlighedserklæring til din udkårne eller en samarbejdspagt med Lillith-dæmonen, så er det en rejse der er værd at tage med på.

Karakter: +


Somebody That I Used To Know (feat. Kimbra) - Gotye

Og mens vi er på emnet kærlighedssange, så har jeg da en åbenlys mulighed for at nævne en af de bedste kærlighedssange inde for de sidste par år. Det er i hvert fald et stykke gedigent stykke artpop. Lækker fyldig og drømmende produktion. Den konstante hoppen mellem claves og klaveret som prominent instrument i mikset er ganske nydeligt og behageligt at lytte til. Og de hule trommeslag under Kimbras brostykke giver også noget ekstra kant til sangen. Men det der nok klinger bedst i sangen, er dens tekst og hvordan Gotye har valgt at fremstille fortællingen om et smuldret kærlighedsforhold, der for mange af os nok er lidt for relaterbart. Beslutningen om at lade det første vers være fra mandens perspektiv giver en lang større effekt i andet vers når vi så også får kvindens syn på tingene. Hvad der først lød som en mand der igennem hele sit forhold er blevet trådt på og bliver ved med selv efter de er gået fra hinanden, så begynder det at lyde mere og mere som en ynkelig og klynkende mand der ikke kan erkende at han var ligeså stort et problem og ligeså stor en del af skylden som hun var. Så når de to så deler vokal i sidste omkvæd og kontrapunktiske vokalharmonier begynder at blive anvendt, så lyder det mere som en følelsesmæssig krampespasme end en kærlighedssang i klassisk forstand. Det er i hvert fald en meget bitter en af slagsen. Og det er da også noget af det der giver den noget karakter.

Karakter: +


Black Skinhead - Kanye West

Uden tvivl en af de mest ikoniske riffs i populær musik, af denne her art. Den enorme mængde distortion og sonisk dissonans gør den utroligt rå og næsten brutal uden at miste grebet i melodi eller at være en ørehænger. Det er i hvert fald på mange måder en af Kanyes mest eksperimentelle og avantgarde lignende numre. Det er så sandelig også en af hans bedste. Den har alle af hans bedste karaktertræk. Lige fra hans næsten urivaliserede flow og rapteknik til de seriøse tekster med klare humoristiske undertoner.
Og bare det at han kan have så stor også hårdtslående instrumentale udtryk også alligevel have så klar og fyldig produktion, viser i hvert fald at han er en mand der har styr på sit værk.

Karakter: ++


Hellfire - Alan Menken

Jesus Kristus i rødglødende helvede en stemme Batman. Tony Jay er i hvert fald en mand der kan gå fra tenor til bass på samme tid som det tager mine hår på armene at rejse sig når sangen starter. Selvom man måske kan lave lidt sjov med at et så overdådigt og "episk" (selvom jeg ynder at undlade det ord i sammenhænge med kunstværker) nummer egentlig bare handler om en gammel katolik som måske er lidt for glad for en sigøjner. Det skal dog ikke trække noget fra det faktum at det konstant bumrende orgel, den store orkestersymfoni og koret som tilføjer endnu mere mørke til en i forvejen rimelig dyster sang. Det er en vedholdende sang som hele tiden bygger mere og mere på, til det til sidst eksploderer i en harmonisk "eargasm". Det er i hvert fald den bedste sang i Disneykataloget, hvilket ikke er nogen lille præstation.

Karakter: +++

Facebook
TwitterReddit