Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Posthumous Humiliation - Albumanmeldelse

Posthumous Humiliation - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 1 marts 2019 kl. 19:56
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Pissgrave
Album: Posthumous Humiliation
Udgivelsesdato: 1. marts 2019
Genre: Deathmetal, doom-metal og goregrind
Sangantal: 9
Længde: 43:00


Selvom jeg inderligt beklager det overstående albumcover som du har været nødt til at kigge på for at kunne læse min anmeldelse, så kan jeg ikke samtidig lade være med at tænke på at det er en god smagsafstemning. Det kommer nok ikke bag på nogen hvis man bortser pladeforsiden men i stedet bare læser bandnavnet og smager på det et par gange. Pissgrave. Det er i hvert fald ikke nogen rar oplevelse der venter en hvis man giver sig i kast med det. Men hvis man har ørene, og maven for det, så er dette mærkværdigt nok en oplevelse som jeg helst ville have været foruden, og dog ikke har kunne forlade mig. Misforstå mig ikke, der er intet nydeligt, præsentabelt eller sågar ikke noget sonisk tilfredsstillende over dette projekt. Selvom det ikke er målet heller. Det er også det som giver dette album en god portion af noget anerkendelsesværdigt. Det er ikke bare en masse larm gemt under stemplet at være en dødsmetalplade. Det er en dissektion af gustenhed, råddenskab og forfald i musikalsk form. Stort set hele produktionen virker fremmalet i et vådt, koldt og ildelugtende kloakrør. Med nedstemte guitarer hvis resonans varer næsten en evighed efter hvert strengeslag. Trommer der konstant flår i dine ører og en vokal som jeg stadig ikke formår at identificere som værende menneskelig. De lyde han fremmaner kommer ikke bare fra halsen, men har bevæget sig helt ned igennem brystet på ham og ligger sammen med de andre indvolde i bunden af maven. Det kan virke svært at beskrive det som musikalsk tortur når man hvert halve minut bliver frontalt angrebet af indtryk som modarbejder alt man sammenligner med musik. Det er en konstant uhyrlighed som efter albummets nærmest ulidelige tre kvarter, har efterladt et stort emotionelt hulrum i én. Et metaforisk hul som nok alligevel ville betyde at bandet ville flå dig op levende, og højst sandsynligt genitalt penetrere hullet, hvis vi skal blive i bandets udtryk. Det skal dog ikke kun lyde som om at der ikke er andet tilstede end auditiv lemlæstelse. På pladens titelnummer er der endda nogle strengharmonier der går frem og tilbage mellem bassen og guitaren. Men også nogle riffs som egentlig er ganske ørehængende da de indeholder toneskift til højere frekvenser. Og i outroen er skiftet fra dobbelt til enkelt bastromme også med til at tilføje noget musikalsk finesse som skinner igennem, på et album der mildest talt lyder som instrumental aflivning. Selv sådan nogle små ting som at lade alt lyden fade helt ud i et par sekunder i sangen "Emaciated" omkring 3-minuts mærket for så at lade en eksplosiv lydbølge smelte alle instrumenterne sammen i en endnu højere volumen (hvis det overhovedet er muligt), er med til at tilføje noget variation. Selvom det ærlig talt virker som at hylde, at man bliver flået af forskellige redskaber i en eller andens torturkælder. Det eneste tilfælde hvor der bryder noget adspredende og adskillende i sand form frem, er en sektion i sangen "Celebratory Defilement" hvor der i sangens første solo bliver klargjort en masse rum omkring guitaren i mikset, og sådan set hele lydbilledet i slutnummeret "Rusted Wind" som har klar 80'er thrash inspiration. Med sine nedstemte powerchords og harmonerende trommespil.

Der er i hvert fald ingen tvivl om at det her er et ulækkert, makabert og frastødende album. Som alligevel er stærkt tiltrækkende, da det står meget klart at det er pointen. Og i et stigende hav af teknisk, melodisk og progressivt dødsmetal som er væltet ud af Sverige, Finland og Polen de sidste par år, er det rart at der kan dukke nogen lys frem på en genrehimmel som plejede at være defineret af Cannibal Corpse og Cryptopsy. Selvom Pissgrave nok hellere ville brænde mig levende med det lys imens de urinerer udover mig.


Karakter: +