Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Slipknot - From worst to best part 1

Slipknot - From worst to best part 1

Skrevet af barcano den 12 marts 2019 kl. 20:08

Som det nok er gået op for nogen, så har jeg ikke udgivet nogle anmelder, eller noget generelt indhold i næsten to uger. Det kommer sig af at jeg var i gang med nogle projekter, deri et par albums som jeg var klar på at offentliggøre nogen anmeldelser af. Det faldt dog sammen med at jeg havde en studierejse til London som forhindrede mig i at få dem skrevet færdigt og udgivet. Så i stedet for at komme tilbage og præsentere nogle anmeldelser af albums som både er blevet for "gamle" til at anmelde som nye udgivelser, men også fordi de ikke sagde mig synderlig meget. Og motivationen for at skrive anmeldelser af dem nu er derfor ikke rigtigt til stede. Derfor har jeg i stedet valgt lige at udgive denne her liste indtil jeg får gået i gang med nogle nye albums som jeg snarest muligt vil anmelde. Det gør jeg af flere årsager. Udover at det i år er 20 år siden at bandet udgav deres debutalbum, så er det også i år at de angiveligt skulle udkomme med deres nye plade i år. Fem år efter deres sidste output. Og til sidst har jeg den forståelse at en god portion af sidens brugere respekterer, lytter til og generelt er fans af denne gruppe. Det skal dog siges, som det nok også går op for jer som i læser listen, men jeg er ikke selv synderlig stor fan af gruppen. Så derfor tænke jeg, at det ville være et godt sted at starte, indtil vi ses igen i kommende opslag.


5. Slipknot (1999)

Ved toppens bund finder vi bandets første store rigtige udgivelse (på trods af deres tidligere demo Mate.Feed.Kill.Repeat som bandmedlemmerne selv er i tvivl om kan kvalificeres som deres første plade). En udgivelse som helt klart ikke efterlader et sådant aftryk som ens debutalbum gerne burde. Uanset godt eller dårligt. I stedet føltes hele albummet bare sygt. Og ikke sygt, som bandet gennem intronummeret "742617000027"'s eneste linje "the whole thing, I think is sick", gerne vil fremstilles. Det virker hverken forstyrret eller nok nærmere psykotisk. Men derimod forkølet og forstoppet. Lunkent, svedigt og kvalmt. Selvom bandet når egentlige artistisk definerende højdepunkter på pladen i singlenummeret "Wait and Bleed" som ganske elegant blander melodiske "hooks" med burstrappende skrig og growls. Dertil følger åben og ren produktion rent volumemæssigt, men fedtede guitarlinjer som bliver smurt udover mixet. I en dejlig blanding af musikalske ideer som både er forældet og utidigt effektivt og ørehængende. Men desværre falder det meste af albummet tilbage i en akavet blanding af vokaler der akavet skifter mellem overartikulerede growls som samtidig prøver at være rene, og meget svage rapforsøg, her kommer sangen "Spit it out" klart frem i hukommelsen. Dertil er der irriterende to-strengs riffs og monotont brug af slapbas. Alt sammen faktorer som tydeligt illustrerer hvordan genren Nu-metal som Slipknot var med til at etablere, døde ud og er næsten urepræsenteret i den moderne metalscene. Af meget tydelige årsager.


4. All Hope is Gone (2008)

Som stik modsætning er gruppens fjerde udgivelse helt igennem basisk og ikke i nærheden af stødende. Ret humoristisk taget i betragtning af bandets generelle visuelle udtryk (med deres masker og kedeldragter). Det er også metalorkesteret eneste album som ikke har nogen spor af deres originale Nu-metal lyd. I stedet for er der tale om en klassisk metalplade med alt hvad det indebærer. Men som placeringen indikerer, en meget gennemsnitlig, på grænsen til et undervældende et af slagsen. Albummet starter i hvert fald i den svage ende med uinteressante groove-metal numre som tydeligt indikerer at det langt fra er gruppens force. Det er først da man efter 10 minutter når pladens fjerde nummer "Psychosocial". En eminent blanding af simple men hårdtpumpende vers og ultra ørehængende omkvæd, som lige har tilpas nok kant i frontmanden Corey Taylors vokalpræstation til at det forbliver energifuldt.
Og til sidst i nummeret er der en bro hvor guitarerne og trommer smider stabile takter ud ad vinduet og efterlader en perplekst imens man "headbanger" til en uimodståelig adrenalinpræstation som er gået hen og blevet en moderne klassiker i metalgenren.
Dernæst følger sangen "Dead Memories" som egentlig er en ganske udmærket blanding af teenageangst og gedigent ørehængende heavy metal ballade som sender tankerne over på Metallicas "Enter Sandman". Udover disse numre, så falder meget af pladen sammen. Ja der er nogle tydelige inspirationer fra thrashmetal og dødsmetal i sangen "Gehenna", og sangen "Snufft" som egentlig bare er en powerpallade af alle ting (specielt på en Slipknot plade). Men i begge tilfælde bliver det for meget og virker bare anmassende. Specielt "Snuff" virker som et for stort kvantespring for gruppen som uanset intention bare ikke er synderligt tilfredsstillende. Hverken musikalsk eller emotionelt.


3. Vol. 3: (The Subliminal Verse) (2004)

Ironisk nok kan dette album beskrives som de akavede elementer fra "Slipknot" sammen med de overanstrengende elementer fra "All Hope is Gone" til at lave noget der alligevel er bedre end den opskrift burde tillade den at være. Allerede fra starten af indikerer de at de her har noget mere at byde på, bare ud fra intronummeret. I stedet for at være komplet ubrugeligt fyld, der kun består af udefinerbare ambients og guitarhyl, så leverer "Prelude 3.0" en langsomt opbyggende omgang som egentlig blander høj energi og dødsmetaltrommer med instrumentale harmonier som bliver kaster til højre og venstre som var der ingen dag i morgen, som alt i alt giver mere end det tager. Den høje energi bliver i hvert fald båret stærkt af frontmand Corey Taylors uimodståelige karisma. På trods af manglende instrumentale udviklinger. Det er egentlig først i "Duality" at Slipknot vender tilbage til den instrumentale og vokale sammenblanding som gjorde dem så kendte til at starte med. På trods af at der som noget nyt hverken er vulgært sprogbrug og bliver gjort brug af en melodisk tale/hviske teknik som de til dags dato ikke har brugt igen, så er der meget genkendeligt at holde fast i. de ørehængende pophooks er stadig bevaret, og er bakket op af konstant buldrende stortrommer. Selvom tromme mønsteret godt kan blive lidt ensformigt.
Andre nævneværdige numre er "Circle", som nok er bandets bedste eksempel på en "ballade" (selvom det ikke siger særlig meget). Slipknot gør virkelig ikke det sentimentale godt.
Når det så er sagt, så er dynamikken mellem Vermillion del 1 og 2 egentlig udmærket. Ideen med samme akkorder og kompositioner men forskellige instrumenter for at udtrykke forskellige følelser, er trods sin simpelhed intet mindre end genial.
Nummeret "Before I Forget" skal dog også lige nå at blive nævnt i svinget. Denne grammy-vinder er en diskutabel lille satan. Ja teksten og de enkelte guitarriffs er simple og barnlige, men så langt som pop-metal numre som det her og "Duality" går, så skal man nok hive frem i "Toxicity" albummet hvis man skulle finde noget af bedre kvalitet i denne her periode.