Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Slipknot - From worst to best part 2

Slipknot - From worst to best part 2

Skrevet af barcano den 12 marts 2019 kl. 20:09
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

2. Iowa (2001)

Ser man bort fra intronummeret "(515)" som er ligeså jammerligt som de førnævnte, så er det i hvert fald glemt i albummets andet nummer, "People = Shit". Uanset hvad man mener titlen indikerer, så er der ingen tvivl om at det her er bandet på sit ypperste. Lige fra de satanistiske henvisninger: "Contagion, I'm sitting on the side of Satan" til de overmotiverende testosteronskud: "Stop your bitching and fight your way through it". Så bliver det alt sammen leveret gennem sub-menneskelige growls med så meget ekko på at det virker helt urealistisk hvis det ikke bare er blevet skudt direkte ud af struben på ham, og hårdtslående dødsmetaltrommer som giver en kæmpe eksplosion for hvert slag, som flyder sammen med skrattende pladespillere og tykke guitarakkorder for at give en lydoplevelse der lyder som om ens skridt bliver brugt som fartpedal imens man har en plasticpose over hovedet. Hvor det hele næsten er ved at eksplodere i omkvædet hvor det alt sammen flyder sammen som ren benzin i årene. Ligeså vildt bliver det i det efterfølgende nummer "Disasterpiece" hvor den høje energi allerede bliver etableret med introlinjen "I wanna slit your throat and fuck the wound". En ekstra fed effekt i denne sang er de hyper distorted baggrundsvokaler som bliver skriger gennem mikset. En effekt som i den grad bliver over brugt i nutidens trap. Desværre ødelægger den melodiske bro lidt stemningen og begynder at starte en akavet stemning. En tendens som desværre fortsætter i de følgende sange. Hvor det bliver værst i omkvædet til sangen "My Plauge". Dette mikset med et utroligt gentagende og langtrukkent nummer i form af "Everything ends" hvor det stort set er den samme linje om og om igen i fire minutter. Som lille lyspunkt fungerer "The Herectic Anthem" som svagere kopier af "People = Shit" og "Disasterpiece". Endnu et sted hvor albummet fejler er sangen "Gently". Selvom jeg godt kan se hvad de går efter, med et langsomt opbyggende stemningstykke som tilføjer til albummet i nummerets fire minutter. Det udvikler sig bare aldrig rigtigt til noget og ender derfor bare med at være fyld. Derudover så opnåede jeg en PTSD lignende tilstand med sangen "I am hated" hvor mikset af growling og rap filteret gennem et radiostatisk filter mindede mig om deres debutalbum. Som højdepunkt i albummets anden halvdel springer "Left Behind" ummidelbart klarest frem. Den gode blanding af høj energi med elektriske akkorder, nedstemt bas og trommernes konstante temposkift er god kontrast til langt bedre melodiske vokalpassager end hvad der ellers er tilfældet på denne her plade. Når det så er sagt, så er den 1-minut lange outro ikke andet end elektrisk larm. Hvor albummet dog rammer helt ved siden er er albummets afslutning og titelnummer. "Iowa" er et 16 minutters langt nummer som aldrig nogensinde er tæt på at retfærdiggøre en sådan længde. Og jeg har svært ved at forestille mig at selv de mest inkarnerede "maggots" vil argumentere for at et sådant nummer er effektivt. Specielt når sangen ikke er andet en trivielt, kedelig og undervældende.
Alt i alt bandets mørkeste album, som derudover har både nogle af bandets bedste og dårlige øjeblikke. Det er i hvert fald med til at skabe en meget ujævn oplevelse.


1. .5: The Gray Chapter (2014)

På listens top finder vi deres nyeste udgivelse. Et album der udkom hele 6 år efter, på baggrund af en hiat i sammenhæng med at et af de grundlæggende medlemmer, Paul Gray, som albummet er opkaldt efter, begik selvmord tilbage i 2010. En begivenhed som man stærkt mærker både rent lyrisk, men også tematisk i løbet af pladens spillelængde. Det er en begivenhed som i hvert fald har resulteret i nogle mørke følelser som afspejles i en lyd som i langt højere grad minder om Iowa. Det føltes dog også som en musikalsk efterfølgelse til The Subliminal Verse, med en masse overraskende instrumentale indspark som man ikke forventede. F eks i intronummeret "XIX" inkorporeres der både xylofoner og distortede sækkepiber.
Hvorimod i det efterfølgende nummer "Sarcastrophe" serveres der klare thrash-metal inspirationer. Dette indskydes med nogle melodiske sektioner i den lignende "AOV".
Der er i langt højere grad sammenspil mellem den klassiske Slipknot lyd og mere tilgængelige harmoniske passager. Selvom det dog i sange som "The Devil in I" resulterer i at produktionen omkring Coreys stemme bliver alt for klinisk og steril. Der er seriøst ingen grund til at lyden skal være så ren i en metal sang. Det flyder også ind i sangen "Killpop" som egentlig har nogle fede emo og gotiske indflydelser og en rimelig eminent trommeovergang. Men hovedvokalens overproduktion og en tekst som åbenbart handler om musikindustrien men mest af alt lyder som en kluntet og smålig kærlighedsserenade. En af de mere unikke øjeblikke er sangen "Skeptic" som på trods af en mere klassisk Slipknot lyd har et meget mere positivt og oprigtigt budskab end hvad der normalt er tilfældet, da det er en hyldest til Paul Gray. Hvor pladen dog når sit højdepunkt er det grammyvindene metaloverlæs "Custer". Udover at have krogede guitartoner og stammetrommer så leverer Corey Taylor her en vokalpræstation der sender tankerne direkte tilbage til Iowa. Dette kombineret med mere raffineret og mindre bespottende tekster, laver mindeværdige linjer som: "This planet isn't special, collections made of clay" og "Somewhere on a toilet wall I read the words 'You form a line To Formalize the Former Lies" Det falder alt sammen i til at lave et af deres bedste numre.
Alt i alt deres mest raffinerede og med den laveste bundlinje.