Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Bad Habits - Albumanmeldelse

Bad Habits - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 27 marts 2019 kl. 21:27
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: NAV
Album: Bad Habits
Udgivelsesdato: 22. marts 2019
Genre: Hip-hop & trap
Sangantal: 16
Længde: 47:00

Jøsses hvor er jeg dårlig til at holde mig til et skema. Et skema som jeg vel og mærke selv har fremlagt. Alligevel til mit forsvar vil jeg dog fremhæve at jeg pga. personlige forhold fik lidt mere travlt end jeg havde regnet med. Når det så er sagt så vil jeg prøve at lægge nye anmeldelser og andre oplæg op regelmæssigt, i en så stor grad som det er mig muligt. Derfor tænkte jeg at det kunne være lidt sjovt at komme med en anmeldelse af en af 2019's hidtil dårligste albums. En plade som jeg sagtens kunne forestille mig ville ligge et godt stykke mod toppen af min "black-list" til sidst på året. Ikke at jeg havde forventet synderligt meget fra NAV, ud fra hvad han leverede på sin debut "Reckless" tilbage i starten af 2018, men også hans nylige EP "Brown Boy" som han udgav kun en uge før udgivelsen af denne plade. Alt sammen projekter som var undervældende når det var bedst, og tåkrummende ulideligt når det var værst. Det var derfor med bange anelser at jeg tændte op for dette album. Nogle anelser som jeg allerede på pladens første nummer "To my grave", blev bekræftet i min berettigelse til at have dem i første omgang. Udover NAV's svage og utilgivelige rim som ville gøre en ængstelig teenager, hvis eneste kulturelle outlets har været "Boyz in the hood" og 2pac på kassettebånd, forlegen. Udover dette følger de klart mest gennemgående syndere på hele pladen. En urimelig fladd produktion som lyder som var hele molevitten mikset gennem en vibrerende spånplade, og ucharmerende autotune. Et valg som skader hele vokalpræstationen i en uhelbredelig grad, som så heller ikke gør andet end forværres ved yderligere dårlige flows og ekstremt brug af " braggadocious" tekster som virkelig står i kontrast til vokaler som er så ynkeligt drengede og forvrænget af autotune at ingen gang Drake ville kunne være med her. Dette går også udover ellers prisværdige øjeblikke. F eks i introen til "I'm ready" hvor den dårlige produktion ødelægger en ellers smuk drømmende pianosektion. Eller når der i sangen "Taking Chances" er tilføjet baggrundsvokaler som bruger nogen "ohhher" bassvokaler, som egentlig ville have tilføjet noget konkret atmosfære hvis ikke de havde været mikset så højt at de flyder ind og det primære lydbillede og distraherer fra NAVS performance. Ikke at det nødvendigvis er dårligt at slippe for at kunne høre på hans rapflows. Andre steder hvor der opstår vokalmæssige problemer er i sangen "Price on my head" hvor der konstant skiftes mellem tre forskellige typer vokaler som alle ikke kun er lige filtreret og uinteressante, men også lige forkvaklet og malplaceret i mikset. Det eneste konkrete lyspunkt på hele albummet må være i sangen "Tension". Som på trods af at have alle de samme problemer som jeg allerede har nævnt, alligevel leverer et hårdt pumpende "drum-beat" og nogen rapleveringer med lidt mere brusk. Det fungerer alt i alt langt bedre i sidste ende end i noget andet nummer på pladen. På trods af at det stadig er for "trap-clean" som alligevel også bevirker at outroen fungerer bedre, med sin drømmende produktion og dybe ekko vokaler.
Dette er dog klart ikke nok til at hverken generelt forberede, og da slet ikke redde albummet. For af eneste andre positiver kunne det være at nogen af albummets i forvejen opblæste sangliste, ikke passerer to-minuts mærket. Hvad der generelt kan udledes om kvaliteten af dette album er; cirka alt hvad der er galt med moderne hip-hop og trap musik. Og nærmest en karikatur af alt hvad netop disse genrer er blevet kritiseret for over de sidste par år. For selvom dette album var blevet udgivet for en fire-fem år siden, så er det tvivlsomt at det ikke ville blive set som mere end uinteressant eller forglemmeligt. Men i dag har canadieren her ikke disket op med hvad der mest af alt føles som en joke. Som et uhjælpeligt misfoster skabt af en blanding af A$AP Rocky, Drake og Travis Scott, som ikke engang virker som en amatøragtig hyldest til de kunstnere som tydeligvis har inspireret Nav i en så høj grad. Det virker helt ærligt mere som en hån som egentlig bare udskammer ham selv. Det her nye NAV album, det er kort sagt virkelig ikke godt. Hvori den tid det tog at læse den endelige konklusion, burde være det absolutte maksimum af tid man spilder på ting relateret til NAV.

Karakter: --