Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
The Valley - Albumanmeldelse

The Valley - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 1 april 2019 kl. 20:56
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Whitechapel
Album: The Valley
Udgivelsesdato: 29. marts 2019
Genre: Deathcore & groovemetal
Sangantal: 10
Længde: 40:00


Det moderne metalorkester Whitechapel er klar med deres nyeste og syvende album, The Valley. "Based on true events" står der udfordrende på album coveret, som var dette en gyserfilm der prøver at publicere sig selv på falsk autenticitet. Det er dog ikke tilfældet her. Taglinen virker her til at være oprigtigt nok. Den emotionelle forbindelse man føler forsangeren Phil Bozeman har til dette album, som eftersigende skulle basere sig på hans opvækst i Valley, Tennessee. Uanset hvor konkret det endte med at blive i denne udgivelse, kan man kun gisne med, men hvorom alting er, så leverer Whitechapel ikke kun her deres bedste album, men en af de bedste metaludgivelser i det her årti. For selvom Whitechapel frembringer deres klassiske løjer med tribel guitarriffs- og soloer, mørke tekster og vokaler som lyder som løvebrøl gennem et afløb. Så er det med deres nye melodiske tendenser som vi først fik en smag på i deres sidste album, "Mark of the blade", hvor Phil anvendte rene vokaler. Hvilket i dette tilfælde på ingen måde distraherer eller forsimpler deres lyd da Phil på trods af sin relativt lille sang/growl ratio, stadig er en af metalscenens mest energiske og varierende vokalister.
På trods at albummet egentlig allerede viser sig fra sin bedste side med introslaget "When a demon defiles a witch" så fungerer dette dog også som nok tæt på det bedste førstehåndsindtryk. Med sine atmosfæriske strengintro og dybe basbro, hvor den fyldige produktion tillader Phils stemme at glide gennem instrumenterne som var han en kniv i miksets bløde smør. Mørkere bliver det dog i det efterfølgende nummer "Forgiveness is weakness" hvor vi igennem tre minutter bliver flået gennem ren deathcore hvor linjer som: "We all know, you're going back to Hell, Come back to life, I'll send you myself" transcenderer et i forvejen maskulint og muskelflående stormløb til noget helt andet. Noget endnu mere primalt og aggressivt. På trods af at dette utvivlsomt er Whitechapels mest melodiske udgivelse. Dette betyder dog ikke at nogen af bandets klassiske kendetegn bliver ofret. Dog tilføjer det mere til deres i forvejen brede værktøjskasse. En værktøjskasse hvor hvert enkelt instrument anvendes i en sådan synergisk grad at pladens konceptionelle opbygning klart det meste hen af vejen eksekveres tæt på perfektion. Hvor der let og elegant danses mellem øreblødende monstrummer som "Black bear" og "The other side" der bedst kan beskrives som en musikalsk mursten i ansigtet. For at bevæge sig over i lettere tilgængelige og mere melodisk tilfredsstillende numre. Hvilket i sidste ende kun gør de tunge numre endnu mere brutale. På trods af at Phil og resten af bandet aldrig når den grumsede, beskidte og afstødende soniske øretæver som de uddelte på deres første udgivelser. Det er dog i sidste ende ikke hvad det skal gøres op i, men derimod hvordan det alt sammen påvirker hinanden inden for albummets egne rammer. Skuffende er det derfor i en lille grad at der opstår enkelte øjeblikke hvor pladens samlede udtryk mudrer sammen pga. sange der rent lyrisk, tematisk og intensitetsmæssigt ikke flyder helt naturligt sammen. Selvom det dog ikke nødvendigvis behøvede at være et så stort negativ, så akkompagneres disse dissonerende situationer af albummets svagere sange, som "Brimstone" og "Lovelace" fejler til at leve op til den organiske variation og sans for brutal finesse som ellers har gennemsyret samtlige af de andre numre.
I sidste ende ændrer det dog intet på at de har formået at ændre sit musikalske udtryk nok til at Whitechapel på en og samme tid føltes mere nyt og forfriskende og genkendeligt på en og samme tid. I en mellifluentisk sammenblanding som minder mest af alt om et miks af Death og Tool. Det fedeste og mest imponerende er dog at det ikke kun er bedre end den blanding nok lyder, det er endnu bedre.

Karakter: ++