Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
when we all fall asleep, where do we go? - Albumanmeldelse

when we all fall asleep, where do we go? - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 3 april 2019 kl. 20:44
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: Billie Ellish
Album: when we all fall asleep, where do we go?
Udgivelsesdato: 29. marts 2019
Genre: Pop & Electropop
Sangantal: 14
Længde: 42:00


Debutalbummet fra den nye popdiva Billie Ellish, som eksploderede ind på popscenen for snart halvandet år siden. Hvor hun på den korte tid allerede har fået etableret sig som et unikt navn i genren, med sin meget unikke og eksperimentale tilgang til mainstream pop. Et nobelt projekt som egentlig også er understøttet af det faktum at hun har været ganske succesfuld med det, både kommercielt, men endnu vigtigere også kunstnerisk, hvor hun har formået at ramme et meget niche lyd som har spredt sig i en langt større grad end hvad undertegnede i hvert fald havde forestillet sig, da hun tilbage i 2017 droppede sin første single, efterfulgt af en ligeså interessant EP. Men hvor hun når sit hidtil bedste øjeblik er med sin første albumudgivelse. En produktion som klart har placeret hende som en ærbødig frontfigur, der nemt kan konkurrere med den kronede popdronning Ariana Grande. Med en plade som på mange måder er ligeså godt og samtidigt en del stærkere end frøken Grandes udgivelse tidligere i år. Et album som jeg aldrig har lagt skjul på at have ganske høje tanker om. Ekstra applaus skal dog også lyde på at hun i skrivende stund stadig kun er 17 år gammel. Så selvom Finneas O'Connel står krediteret som producer og medskriver, så er der ingen tvivl om at der leveres en klar og tydelig artistisk vision, uanset hvor meget han så har været inde over.
Billie Ellishs unikke blanding af technomusik, trap, noise og pop skaber en meget unik størrelse, som ligesom en sammenkogt ret, bliver bedre ved lige at trække lidt. Men af mere abrassive og markante kendetegn mærker man hurtigt de hårde drumbeats i numre som "bad guy" og "bury a friend", selvom de "druknede/undervands" trommer i sidstnævnte nummer ankommer lidt for sent på albummet, så det hele virker lidt trættende. Men også de brede instrumentalarrangementer og den dybe produktion. Alt sammen bakket op af Billies sexede stemme som kan være ligeså blid som den kan være rå. Inde for genrens rammer. Derudover så inkluderer albummet her en masse legen og eksperimentation med hendes vokal. Som i nummeret "bad guy" hvor den komprimeret vibrato i hendes stemme tilføjer en fremmed og dyster stemning til en mere sexet og bidende popsang. Et andet prisværdigt aspekt af albummet ville være den konsekvente vekslen mellem voldsomme bølger af lyd og blide pianoballader som f eks i "listen before i go". Specielt i numre som "xanny" mærker man den tydelige noisepop inspiration da der i omkvædet bliver sluttet disse enorme bassboosts og synthriffs omkring produktionen, så det næsten bliver flået i stykker når det yderligere bliver bombarderet af de allerede eksisterende vokaler og instrumenter. Det når enkelte øjeblikke hvor man nærmest skulle tro at man lyttede til et gammelt Kanye West album, med hvor meget lydbilledet bliver misbruget, uden at knække. Hvilket dog ikke må forstås som et minus. For hvis man skal lade sig inspirere af nogen, lad dig dog inspirere af en af de bedste.
Mere interessante og mindre "støjende" momenter kunne være den tykke basoutro i "all the good girls go to hell", den akustiske intro i sangen "i love you" og en klar Freddie Mercury inspiration i slutnummeret "goodbye" hvor Billie rent vokalmæssigt vælger at synge en halv takt bag synthens hovedharmoni, for at tilføje en ekstra harmonisk dynamik. En fed ide, som næsten opvejer at det ellers er en ret svag afslutning på et rimelig eminent album. For det er uden tvivl en samling af den ene unikke og ørehængende overraskelse efter den anden. På trods af at der måske godt kunne trimmes et nummer eller to fra. Her ville jeg nok henvise til det 14 sekunders lange intronummer og den førnævnte halvlunkne lukker. For det er med til at eftergive følelsen af at der er en lille personkonflikt hos Ellish. Hvor det føltes som om at en del af hende vil udfordre med progressivt artpop og en anden del af hende vil gerne levere nogen helstøbte popserenader. For selvom begge dele nogenlunde ligeligt bliver repræsenteret og de komplementerer i teorien hinanden godt, så er det ikke eksekveret synderligt yndefuldt. Hvor der ikke føltes som en naturlig sammenhæng mellem numrene hvor det ikke altid flyder sammen fra den ene usynlige overgang til den anden. Det ændrer dog ikke ved at dette album er et sandt overflødighedshorn af gode ideer og sonisk tilfredsstillende øjeblikke, hvor "i love you's" dualvokaler mellem Finneas og Billie er en fantastisk dans mellem hans baritone stemme og hendes halv soprano klang, med det samme springer frem i hukommelsen. Eller det legende midternummer der passende hedder "8" som udover at være et friskt pust som mellemstykke også præsenterer en sjov blanding af ukulele (og andre strenge), hårde trap trommer, mundharmonika, xylofon og en spændende sangpræstation som skifter mellem lo-fi rasp, børnesang og hendes normale smukke stemme. Så flyder det hele sammen i et nummer som meget passende opsummerer hele essensen af albummet. En konstelation af faktorer og ideer som ikke burde passe sammen, men alligevel gør det. Primært pga. Billies knivskarpe sangskriveri og Finneas O'Connels uimodståelige lækre produktion. Hvilket resulterer i året hidtil bedste popudgivelse. En titel jeg ellers havde regnet med at overlevere til Ariana Grande. Men i stedet ligger den indtil videre på Billie Ellishs skuldre. Som uanset offentlige persona, har gjort sig mere end fortjent til den.


Karakter: ++