Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Dog Whistle - Albumanmeldelse

Dog Whistle - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 16 april 2019 kl. 20:02
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: Show me the Body
Album: Dog Whistle
Udgivelsesdato: 29. marts 2019
Genre: Hardcore punk & noiserock
Sangantal: 11
Længde: 28:00


Punktrioen fra New York er klar med deres nyeste udgivelse, som jeg desværre har været et stykke tid om at for udgivet en anmeldelse om. Dette er til dels pga. tidspres, men i ligeså høj grad fordi bandets musikalske udtryk er af en meget uhåndgribelig og udfordrende art, som meget lidt musik (og andet kunst for den skyld) af det jeg normalt udsætter mig selv for er. Men en ting vedrørende musik er i hvert fald helt sikkert, deres enormt brede sæt af inspirationskilder er prisværdigt. Det strækker sig lige fra undergrunds hiphop, til støjrock og no wave, og selvfølgelig også hardcore punk. En sammenblanding der allerede vendte en del hoveder rundt på undergrundscenen tilbage i 2016, da de udgav deres debutalbum "Body War". Et album som de rent musikalsk opfølger utroligt tæt her i anden omgang, hvor de også samtidig efterlader lidt mere rum til melodisk eksperimentation. Uden at slippe de rødderne i drone- og støjrock. Dette kommer stærkest til udtryk på pladens første nummer "Camp Orchestra", som ikke kun er den sang på hele pladen af højest kvalitet, hvilket egentlig er lidt skuffende da det i princippet kun går ned af bakke derfra på trods af at den generelle bundlinje er ganske lav, men også den mest organiske og nytsøgende sang. Lige fra den sprøde basintro hvor nogen efterfølgende ultraharmoniske fingerpickende strenge vælter ind over en meget dyb og fyldig produktion. Hvor der også er inkluderet et lækkert touch i at en af guitarerne fungerer kontrapunktisk til de andre. Og på et enkelt anslag af alle strengene, sker der en overgang til de her hyperdistortede strenge hvor både bassen og guitarerne flyder sammen og trommerne fremkommer som små eksplosioner i mixet for hvert slag. Men på trods af den overgang, så beholder gruppen stadig deres guitarharmonier som elegant føre videre til et brutalt breakdown. Og gennem det hele tager frontmand og vokalist Julian Pratt os i hånden ved hjælp af sine konstant skiftende vokalteknikker. Lige fra melodisk talen til skingre skrig, som egentlig individuelt står ganske svagt, men fungerer eminent som dirigent for hele nummerets præstation.
Dernæst følger bandet op med sangen "Not for Love" som legemliggør hele gruppens klassiske lyd, hvor tykke bølger af støj vælter akkompagneres af skingre growls efter hvert omkvæd hvor der kun tilføjes mere og mere distortion til Julians stemme, hvor det konkluderer i en outro hvor alle instrumenter fader komplet ud og ren diskant dominerer lydbilledet i 10-20 sekunder. Det er ligeså jammerligt og usmageligt som det er emotionelt resonerende. Hvor filmen så knækker lidt er når de efterfølgende i sangen "Animal In A Dream" sætter tempoet helt ned i et interlude hvor Julian taler til os om det gennemgående tema på pladen. Ødelæggelse i håb om at det vil afføde noget bedre, større og smukkere. Selvom det både er en nobel, smuk og i sidste ende dyb tanke, så præsenteres det ikke nært så kompliceret og alsidigt som i deres andre sange, og hans talende levering efterlader en del der kan forbedres. Når det er bedst lyder det som om at han læser op. Dette er også et problem der gælder det andet interlude "Die For The Earth To Live". Som begge to heldigvis er to meget korte affærer på kun små 30-40 sekunder. Men på et i forvejen meget kort album, på lidt under en halv time, så er det stadig for distraherende og ødelæggende for den sammenhæng der ellers for det meste dominerer i deres sange og albummets generelle struktur.
Det er heldigvis noget der kraftigt kompenseres for i det fjerde nummer "Badge Grabber" som udover sit groovy og industrielle drumbeat som næsten ikke kunne blive tørrere også følges af en simpel men brutal basriff. Men derudover viser gruppen skarp lyrik i deres antiautoritære tekst, med speciel fokus på politiet, hvor de med linjer som "You will get nothing, not pride not life" opstiller en forståelse hvor de bedste og mest retfærdige betjentes "best case scenario" er at gå igennem livet uden synderlig meget ære og respekt. Gruppen bliver i deres anarkistiske hjørne i sangen "Drought" hvor de også inkluderer guitartoner der er stemt lig efter 70'ernes drejebog. Dertil følger så bandets signatur baslinjer som udover at være "palmmuted" og distorted udover en hver rimelig foranstaltning også leder ind i en virkelig akavet og overartikulerede af outroens sidste growlede "Drought!", som mest af alt lyder som en tolvårig drengs forsøg på at lyde som Chuck Schuldiner. Som komplet modsætning til det, introducerer "Madonna Rockets" guitarer der er taget lige ud af 90'ernes altrock scene. Det bliver dog ret repetitivt ret hurtigt da akkorder og melodien kører på konstant loop i hele sangens længde, hvilket desværre også gør sig gældende i nummeret "Arcanum", selvom begge numre i grunden er stærke og egentlig også ganske ørehængende. Fordi en gennemgående tendens på hele albummet er at musikken trods dens brutale og abrasive natur stadig har inklusion af melodi og en masse harmonier som bliver kreativt inkluderet rundt omkring på pladen. Hvilket får albummets samlede udtryk til ikke kun at virke mere overkommeligt og sofistikeret, men sågar også mere differentieret og varieret. For det er skam et album der har utroligt meget at byde på, både musikalsk, lyrisk, tematisk og kunstnerisk. Hvilket ikke eksemplificeres tydeligere end i slutnummeret "USA Lullaby", hvor der både rent instrumentalt og metaforisk gemmer sig enkelte vokalharmonier i omkvædet blandt alt den forstyrret larm som mest af alt virker som et ukontrollerbart og ustoppeligt vredesudbrud.


Karakter: +