Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Morbid Stuff - Albumanmeldelse

Morbid Stuff - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 17 april 2019 kl. 18:05
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: PUP
Album: Morbid Stuff
Udgivelsesdato: 5. april 2019
Genre: Punk, alternative rock & poppunk
Sangantal: 11
Længde: 36:00


I PUP's tredje omgang omfavner bandet fuldt ud deres lyd, samtidigt med at de finder plads til at udvikle tæt på alle aspekter af hvad de har mulighed for at præsentere rent sonisk. Resultatet er en egensindig plade som hylder døden og de nihilistiske impulser som sådan en hændelse afføder, udtrykt gennem fornøjelig og frisk angst. Hjulpet stærkt på vej af eksplosive omkvæd og en ustoppelig høj energi, der hjemsøger hele albummet, samtidig med at man føler al den glæde og ambition det virker til at gruppen har haft omkring færdiggørelsen af denne plade. Sammenlignet med andre lignende band, i genre og udtryk, så er gruppens ekstremt definerende lyd utroligt prisværdigt, i en type musik som klassisk flyder utvivlsomt sammen. Når det så er sagt, så virker gruppen ligeså karikeret som de er originale, med enhver punk og altrock kliche pumpet ind på en ganske kort sætliste. Dog uden det nogensinde bliver klamrende eller overkompenserende, hvilket er ganske ironisk da en stor del af albummets tematik udformes gennem ængstelige teenagebriller. På åbnings-/titelnummeret finder man bandets signatur lagdelte guitar og udtømmende trommer. Dernæst hopper instrumenterne om på bagsædet og finder sig til rette som et roligt og konsistent beat imens frontmand Stefan Babcock udstøder: "I was bored as fuck/ Sitting around/ and thinking all this morbid stuff." Derfra hopper nummeret let og elegant fra lettilgængelige rytmer til synkoperede breakdowns. Hvad der yderligere løfter sangen, er en overgang til en popbro som ironisk sidestilles med en charmerende kynisk undertone. En interessant balancegang som man også oplever i nummeret "See You at Your Funeral", hvor der yderligere inkluderes en sprød og uimodståeligt ørehængende melodi som kunne tvinge enhver til at nynne med imens man bobber med hovedet. Den høje standard bringes videre i hovedsinglen "Kids". Her blandes der melodisk talen, en ultratung bassline og knipsende hooks i en hudløst ærlig tankestrøm om lignende kærlighedsbaskere. "Your songs are getting way too literal/ How about some goddamn subtlety for a change?" PUP leverer i hvert fald her et klart punkbillede af affektion. PUP ser også chancen for at snige noget eksperimentation af deres lyd og dynamikker ind i mikset. I sangen "Scorpion Hill" tager drengene klar inspiration fra Rolling Stones, af alle grupper, i sangens 60'er flipper intro for så derefter at sparke ind i deres helt egen udtryksform for resten af nummeret. Selvom der klart er fundet ideer andre steder fra, så føltes dette ligeså meget PUP og ligeså meget punk som gruppen nogensinde før har været. Det er et faktum som PUP utvetydigt lader lytteren indse når man bliver udsat for tre ansigtssmeltende "tour-de-forcer" i numrene "Bloody Mary, Kate and Ashley", "Sibling Rivalry" og "Full Blown Meltdown" (meget sigende titel), hvor bandet virkelig rammer deres hårdeste sider. Et hårdt skud rent adrenalin hvor gruppen næsten transformerer sig om til en mikroskopisk liveoptræden. Hvor "Sibling Rivalry's" refrain indkapsler en stemning af rå frustration.

PUP føltes både udstrakt og løst på "Morbid Stuff". For selvom sangene kan være utroligt uregerlige, så ville det ikke være muligt uden den stramhed og seriøsitet som gruppen anvender når de nærmer sig deres kunst. For selvom gruppen omfavner alle de kyniske og sporadiske aspekter af punk, så glemmer de ikke at være utroligt skarpe og præcise i deres præstation, for at kunne bringe det hele samlet hjem. For både at kunne indfange den rå energi og impulsivitet som man oplever til en livekoncert på et studiealbum, kræver at der ikke er rum for sjusk. PUP viser en klar og tydelig respekt for deres fans og lyttere, både gennem sangenes varierende og tilpas udfordrende sangstruktur (uden at det forlader poppunk genren) og tekster som hylder det fællesskab som bandet har med sine følgere. Det viser uden tvivl en vis modenhed fra gruppen på trods af hvad der måske nogle gange kan føltes som "teenstruggles".
Med "Morbid Stuff" kan man se PUP tage lige det skridt man som band er nødt til for at kunne blive tryg med sin lyd og sit udtryk. For der er her nok genkendeligt og eksperimenterende til at de har transcenderet deres sange, så de bliver til egentlig musik.


Karakter: +