Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Titanic Rising - Albumanmeldelse

Titanic Rising - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 18 april 2019 kl. 16:15
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: Weyes Blood
Album: Titanic Rising
Udgivelsesdato: 5. april 2019
Genre: Punk, Experimental pop & Baroquepop
Sangantal: 10
Længde: 42:22


"Titanic Rising is a true masterpiece brought from the depth of her imagination." Sådan lød den endelige konklusion på The Independents anmeldelse af Weyes Bloods nye album, som de honorerede med deres første topkarakter i år. Dette er dog ikke kun et enkeltstående tilfælde, overalt i diverse blade og magasiner har pladen gået sin globale sejrsgang, hvor sangerinden Natalie Mering heller ikke er gået fri for ustoppelig ros. Grunden til at jeg bringer dette op kommer dog af at jeg ikke vil afslå at hun i sandhed er blevet mødt med utroligt meget opbakning omkring hendes nyeste udgivelse. Det ændrer dog ikke på at jeg langt fra deler de udtagelser der er blevet smidt i hendes retning. Det skal dog ikke hedde sig at jeg ikke anerkender mange af hendes talenter, og sådan set også finder mig til kende med dem hist og her på dette album, som trods alt er hendes bedste udgivelse, så er denne plade i sidste ende nok en af mine største skuffelser i år. Dette kommer i høj grad af at pladens første indtryk er ganske stærkt. Der leveres klar, ren, drømmende og tæt på pletfri produktion hvor den instrumentale komposition er eminent distribueret i mikset, hvor det nærmest skaber en psykedelisk feberdrøm. Det er utvivlsomt et behageligt og utroligt harmonisk album. Hvor sange som "A Lot's Gonna Change" og "Andromeda" perfekt balancerer mellem kitsch og dybsindighed i sin blanding af Kate Bush og The Carpenters. Inspirationskilder som desværre oftest bliver til en akilleshæl fremfor en hjælp. Hele udgivelsens generelle vintage-feel retfærdiggør sjældent det ene nummer efter det andet som bader sig i den ene kedsommelige akkordudvidelse efter den anden. For selvom man har at gøre med et retroorienteret konceptalbum, så virker dette oftest som en "gimmick" for at skjule de anonyme melodier hvor den ene harmoniske instrumentering efter den anden når et forglemmeligt område, hvor det hele flyder sammen i svage ballader hvor artpoppens arpeggio-violiner og svagelige rytmik, som giver et meget vagt og udefinerbart udtryk. En konstatering som desværre betyder at albummet som helhed falder sammen når ambitionsniveauet præsenteres som værende kolossalt højt, på trods af at det ikke bliver til ret meget andet end noget effektivt plat humor og en forførende produktion.
Hvilket gør det endnu mere ærgerligt, taget i betragtning at albummet og specielt Natalie Mering virker til at ville sige meget mere end hvad der kommer til udtryk her. Med hendes tekster om global opvarmning, og fejlende menneskelig kommunikation. Og jeg kan desværre ikke rose hende eller give hende ekstra point for intention, når det ikke er det som hun leverer. Specielt når det her virker til at være hendes største mulighed for at bryde en ellers lunken diskografi. Som hun så spilder ved at igen vise at lignende kunsterne som Lana del Ray, SOPHIE og The Beach Boys har langt mere at tilbyde rent kunstnerisk og vigtigst af alt i selve studieoptrædenen. Til sidst er det dog vigtigt for mig at udtrykke atter engang, at det ikke er fordi at hele skibet synker. Det er dog ikke den episke selvreflekterende rejse ind i eget enorme oceaner. Men derimod et hurtigt dyb i et halvtomt soppebassin. En oplevelse som Natalie Merings bredde, klare men i sidste ende desværre også uspecielle stemme, ikke kan redde.


Karakter: =