Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Cuz I Love You - Albumanmeldelse

Cuz I Love You - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 19 april 2019 kl. 16:57
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: Lizzo
Album: Cuz I Love You
Udgivelsesdato: 19. april 2019
Genre: R&B, Popfunk & Hiphop
Sangantal: 11
Længde: 33:14


Den amerikanske sangerinde, sangskriver og rapper Lizzo, er ude med sit tredje studiealbum. Hvor hun siden sit debutalbum i 2014 og en efterfølgende udgivelse samt EP'en Coconut Oil tilbage i 2016 smed store singler ud på markedet som "Truth Hurts", "Boys" og "Water me" der var med til at definere hendes lyd, og specifikikke tilgang til moderne popmusik. Når det så er sagt, så er hendes nu "halvgamle" (set med moderne øjne) begyndelse på hendes musikkatalog, ikke desto mindre stadig ikke betydet at hun har fået stålsat sit udtryk, som rent kunstnerisk og instrumentalt har stukket i en masse forskellige genremæssige retninger. Noget som også gør sig gældende i de tre singler hun slap fri inden udgivelsen af hendes tredje plade. På trods af at det viser Lizzos store bevægelighed mellem stilarter, så stiller det også skarpt på hendes stilforvirring som også skinner kraftigt igennem på dette album. På godt og ondt. På titelsangen "Cuz I Love You" assisteres hun af rockgruppen X Ambassadors for at levere hendes bedste svar på en 60'er-ballade, hvor der diskes en markant stemning af følelsesmæssig ekspressionisme, af en sådan art hvor det skal gå ind og give et tryk i brystet og kløende øjne. Lige fra den tunge men harmoniske instrumentering til Lizzos pompøse vokal som er taget lige ud af munden på Tina Turner, hvor der til og med også inkluderes en sitrende guitarsolo. Som direkte modsætning til dette fungerer nummeret "Tempo" som et turistbesøg hos 90'ernes kvindelige rappere, som i sin simple tilgang til fremførsel klart skiller sig mest ud på pladen. Det er klart et mere hårdt og selvophøjende udtryk der er i fokus her. Men hvor resten af albummet klarest defineres er i førstesinglen "Juice", som med sin mere funkede poplyd klart lægger sig op ad Bruno Mars' mega-hit af et album "24k Magic". Selvom hun inkluderer sin egen kombination af rap og sang, så er den præeksisterende inklusion af frasering, "southsoul" baggrundskor og et arrangement af blæsere, klart med til at fremføre den ide at dette i langt højere grad er et appellerings- eller plagiatforsøg, end et unikt og personligt output. Det ændrer dog ikke på at det er et fandens frækt og ørehængende musikalsk festfyrværkeri. Så de sange for Lizzos vedkommende der stikker i hver sin kunstneriske retning, som ingen kunstnerisk eller instrumental sammenhæng har, er brudt op med det ene nummer efter det andet som ret kluntet blander funk-elementer med nutidige raptendenser og poppede melodier samt kompositioner. Alt sammen faktorer som skader albummet yderligere som helhed, på trods af at numrene rent individuelt fungerer udmærket. Det ændrer dog ikke på at det alt sammen er sange som føltes langt mere udvandede og utiltrækkende end de inspirationskilder som hun så tungt lægger sig op ad. Det er altså alt sammen med til at overskygge at pladens tilgang til lyrisk tematik er ganske prisværdig, i sit fokus på kvinders opgør med urealistiske kropidealer og i stedet elske sig selv. Ikke nødvendigvis noget nyt eller synderlig dybt, men derimod ganske autentisk pga. Lizzos bramfrie og kompromisløse attitude som skinner igennem sangene, hvor det næsten ikke kan undgås at omfavne hendes store charme.
Det er en tilgang som desværre sjældent repræsenteres på den generelle popscene, og er derfor forfriskende at blive konfronteret med den side af popmusik i numre som "Soulmate" og "Better in Colour".
Det er dog også et område af albummet som man i længden bliver ret mættet af ret hurtigt når man hører pladen i sin helhed. Hvilket leder tilbage til den kendsgerning at "Cuz I Love You" i alt for høj grad stikker i for mange retninger og føltes som 11 singler fremfor et album. Dette er selvfølgelig ganske smart fra et forretningsmæssigt perspektiv, specielt i en tidsalder hvor streaming tjenester dominerer. Men rent artistisk leder det til en alt for stor mundfuld, som er lidt ironisk taget albummets relativt overfladiske udtryk i betragtning. Jeg er dog overbevist om at sangene ville passe perfekt til en fed livekoncert eller en hyggelig sommeraften på stranden med vennerne. For tæt på alle sangene er en stærk energibombe som egentlig fungerer bedst hver for sig, helst blandet sammen med andre artister som kan tilføje hvad dette album mangler, i kontinuerlige pusterum. Til sidst skal det dog nævnes at enkelte højdepunkter ville være numre som "Like A Girl" og "Cry Baby" hvor Lizzos ellers fremtrædende og underholdende vokal bliver sidestillet med ligeså tilfredsstillende melodier, dybe korstemmer, distortede riffs og svingende trommebeats. Eller balladen "Heaven Help Me" hvor man mod slut bliver præsenteret for Lizzos subtile fløjteharmonier i synergi med svælgende violiner og et stille men dog effektivt trap-beat, for at hæve hvad der i virkeligheden er et meget simpelt nummer om kærestesorger.
Lizzo viser på dette album at hun utvivlsomt har en høj grad af varieret musikalitet der giver han mulighed for at udfolde sig i mange genrer og stilarter på samme tid. Hendes nysgerrighed og eksperimentation resulterer i hvert fald i en bred og varieret plade som desværre opløses til 11 små fragmenter. Som på trods af hendes eksplosive energi og kolossale mængde charme som gør hende svær ikke at holde af. Samtidigt er det dog svært at ryste det faktum af at der ikke er så meget nyt, interessant eller udfordrende at komme efter. Det er dog ikke ensbetydende med at albummet er dårligt, langt fra. Men exceptionelt bliver det dog aldrig.

Karakter: =