Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Cage the Elephant - Social Cues

Cage the Elephant - Social Cues

Skrevet af barcano den 21 april 2019 kl. 12:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Cage The Elephant
Album: Social Cues
Udgivelsesdato: 19. april 2019
Genre: Alternative rock, electronic rock & garagerock
Sangantal: 13
Længde: 44:35


De alternative megastjerner Cage the Elephant har gjort en del siden deres 2008 debut, hvilket nærmest ville virke som en underdrivelse. Rent kunstnerisk har de påvist en bred genrebevægelighed lige fra deres originale bluesrock lyd, til det alternative rockalbum Thank You, Happy Birthday og helt over til det elektriske Melophobia. Derudover så er de blevet til et husholdningsnavn efter at have etableret sig på headliners på mange, og store, festivaler verden om. Men ligesom med så mange andre bands, så betyder en sådan pludselig eksponering en efterfølgende samling af milde turnéhumler. For med dette nye album, virker det ved første øjekast til at de har valgt at viderebygge på deres musikformel. Hvad deres tidligere album Tell Me I'm Pretty manglede i livlighed forsøger Social Cues at levere det gennem at etablere bandets primære alternative udtryk samtidigt med at svømme i nye tematiske have. Det resulterer dog i hvad der føltes som opgivelse på halvvejen som får denne plade til at lyde som mest af alt en musikalsk aflejring til de alternative radiostationer.
Det generelle problem på pladen er nemlig at det hele føltes meget monotont, hvilket heller ikke hjælpes synderlig meget på vej af at intronummeret "Broken Boy" som er en akavet blanding af Matt Shultz' vrængende tøsehyl og et svagt punkgroove. Men værst af alt introducerer dette nummer et af albummets største ankepunter. Den hakkende lo-fi produktion som dæmper alt instrumental styrke som musikken potentielt kunne have haft. Bedre bliver det dog på det efterfølgende nummer, den store hovedattraktion, "Social Cues". Her inkluderes der ørehængende og interessant udviklende synthakkorder med nogen lækre vokalharmonier der bare syder af angst. Specielt omkvædslinjen "Don't know if I can play this part no longer" falder i tankerne. Desværre bliver det klart nedsat i emotionel tilknytning da den svage produktion og komprimerede instrumentation hindrer hvad der ærlig talt kunne være et af årets hidtil bedste numre. På trods af dette kan der af andre lyspunkter fremhæve singlen "House of Glass" som har en overraskende progressivrock inspireret guitarudvikling, som fungerer som lækker støtte til Schultz' tekst om isolation og fascination af lemlæstelse. Albummet runder også af med en fin ballade i form af "Goodbye". Desværre er alle numre, gode såvel som middelmådige og det under, ramt af at ikke have synderligt meget interessant ved sig, rent strukturelt. Med ingen undtagelser udfordrer gruppen eller prøver at forbedre den betonskåret vers-omkvæd struktur. Dette får alle gruppens genremæssige udfoldelser til at føltes hule og ugennemtænkt. F eks præsenterer Cage the Elephant i nummeret "Night Running" en trap-inspireret omgang der er nedsættende simpelt, og aldrig tilføjer andet end et stilistisk afbræk.
Det skal dog ikke lyde som om at jeg ikke mener Cage The Elephant ikke har noget at byde på, men der er bare ikke rigtigt nogen af deres tidligere kvaliteter som skinner igennem her. I stedet leverer de en samling af generiske radiovenlige singler, som mest af alt lyder som en læderbærende version af Imagine Dragons. Og selvom bundniveauet heldigvis aldrig kommer i nærheden af Imagine Dragons, så er den musikalske struktur, eller mangel på samme, udiskuterbart sammenfaldende. Så taget gruppens navn, popularitet og før hyldet kunstneriske integritet (inklusiv undertegnede), så er det ærgerligt at opleve at de ikke leverede noget bedre, når man ved at de kan.


Karakter: =