Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anderson .Paak - Ventura

Anderson .Paak - Ventura

Skrevet af barcano den 23 april 2019 kl. 18:48
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Soul-Musik, Hip-Hop

Kunstner: Anderson .Paak
Album: Ventura
Udgivelsesdato: 12. april 2019
Genre: R&B, Soulpop & Hiphop
Sangantal: 11
Længde: 39:36


Anderson .Paak er tilbage med sin nye plade, kun fem måneder efter udgivelsen af albummet Oxnard. Et album som på trods af manglende retning og svingende kvalitet, alligevel endte med at være et ganske udmærket album som ledte til et par gennemlytninger hvor man forblev ganske underholdt. Derfor var jeg da egentlig også ganske spændt på hans nye album. Med forventninger som jeg på trods af Andersons enorme charme ikke regnede med vil blive mødt. Men ligesom med Ariana Grandes hurtigt efterfølgende album tidligere på året, så passerede han langt forbi den i forvejen forventningsfulde standard jeg har sat for ham. På trods af at en del rygter og gemt hvisken lyder på at dette egentlig ikke er en efterfølger men derimod et aflyst dobbeltalbum. Som egentlig også forklarer det monstrøst korte mellemrum mellem hans to udgivelser. Det ændrer dog ikke på at det stadig er plader produceret og hjulpet godt på vej af Dr. Dre. Uden selvfølgelig at tage noget ros fra Andersons høje kunstneriske kvalitet. Han tilføjer dog ligesom med sidste omgang et utrætteligt element til Andersons præstationer. Eminente præstationer som der desværre ikke var så stor en mængde af på hans sidste plade. Ikke fordi Oxnard var fyldt med lunkne eller sågar dårlige numre, men følelsen af at det var skarpt fokuseret var ikke til stede. I stedet føltes det som et sonisk eksperiment af Anderson og Dr. Dre som førte til en masse modsigende retninger. Men hvis det var hvad der skulle til for at de kunne levere den ensrettethed der præsteres her, så var det utvivlsomt det værd. I stedet for sporadiske genreudtryk diskes der i stedet op for lækkert soulpop fyldt med kunstnerisk dybde. Der er ikke i denne omgang favnet ligeså bredt, men i stedet slås der igennem med den ene resonerende ørehænger efter den anden. Også i modsætning til Oxnard, så prøver han ikke at udfordre lytteren med nyskabelse, men derimod en naturlig inkorporering af Dr. Dre's stærke forståelse for musikproduktion og .Paaks viderebygning på hans etablerede soulformular som gjorde ham så unik til at begynde med. Hvilket i sidste ende resulterer i at der her leveres et album som egentlig virker nyere og mere friskt end nogen af hans tidligere albums. Et faktum som samlingen af gæsteoptrædener på sangene heller ikke tager skade af.
Det er en sådan blanding som gør at der er en organisk transition fra jazzfløjterne i nummeret "Come Home" til Nate Doggs urørlige flows i afslutningen af sangen "What Can We Do?". Det er dog ikke kun stilistiske ændringer der let forbindes, men derimod hvert eneste nummer som imponerende nok bygger videre på hinanden uden nogensinde at slippe den essens af sydstatssoul og R&B som gør hele molevitten så uimodståelig. Uanset om man lytter til det i toget eller til aftenspisning i den røde aftensol.
Det bliver derfor også kun endnu mere imponerende at alt det gøres i en samling af vidt forskellige kunstnere, med hver deres vokalmæssige og instrumentale udtryk alligevel kan kooperer så gnidningsfrit, for det meste.
For selvom den silkeblide vokalpræstation fra Smokey Robinsons ydmyge men formidable tilstedeværelse i baggrundskoret og enkelte omkvædslinjer i nummeret "Make It Better" og Brandys lette og elegante indfletning i hele albummets atmosfære, så opstår der enkelte situationer som afslutningen af intronummeret "Come Home" hvor André 3000's eminente rapteknik kommer på bekostning af den lækre jazzinstrumentering hvor volumen falder til et leje hvor det fungerer som gensidig distraktion med rapvokalen. Det er dog ikke noget altødelæggende og nummeret formår endda at blive afsluttet på smuk vis med crescendo akkordprogressioner. Der er også enkelte situationer hvor gæsterne tager komplet over, som i sangen "Reaching 2 Much", hvor Lalah Hathaways stjæler showet totalt i en sprød vokalsolo i slutningen af nummeret. Situationer som dette bliver aldrig trættende eller distraherende, men føltes naturligt og tilføjer tilpas meget variation.
For selvom dette generelt er et meget smukt og intellektuelt album, så stopper det ikke Anderson i at levere nogen hektiske og snappende hiphop segmenter mellem sine dybsindige og tilfredsstillende melodier. Hvilket kun tilføjer ekstra effekt når Anderson så endelig går over til hårde trapgrooves og rytmiske rapflows. Her falder tankerne straks tilbage på numre som "Winners Circle" hvor der udover dynamisk rytmik også leveres smarte lyriske bidemærker fra .Paak. Eller "Chosen One" hvor den poppede lilletromme tilføjer en overvældende ørehænger igennem versene. Der er dog også plads til enkelte øjeblikket hvor hjertet varmes i sangen "Make it Better's" simple kærlighedshistorie. Hvilket fungerer fantastisk som kontrast til de politiske tematikker som dominerer i en sang som "King James" der præsenteres med overdådige blæsere og baslinjer. Det betyder altså at den alsidige og varierende tematik som følges ad af den finesseprægede musikalitet som udover at være gudesmuk og utroligt ørehængende, ogsø bæres hele vejen over målstregen og langt derover pga. Andersons utrolige humor og charme.
Det virker måske enkelte gange overvældende, men på Ventura leveres der dynamisk soul i topklasse som ikke kun er hans bedste værk indtil videre. Men også indtil videre et af årets bedste. Hvilket kun hæver forventningerne til hans næste udgivelse når han så nøgternt gør bod på hvad han ikke mestrerede sidst.


Karakter: ++