LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annonce
logo hd live | Judgment
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

Skrevet af barcano den 14 maj 2019 kl. 20:29
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: King Gizzard & The Lizard Wizard
Album: Fishing For Fishies
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Boogie rock, Blues Rock & Psychedelic rock
Sangantal: 9
Længde: 41:56


Boogieikonerne King Gizzard & The Lizard Wizard er klar med deres fjortende album, ja du hørte rigtigt fjortende, efter en fortjent toårig pause. Tilbage i 2017 valgte de at gennemføre et projekt hvor de udgav hele fem fuldgjorte albums fyldt med nyt materiale. Et mål der helt klart var ambitiøst. Og selvom det langt var helt igennem succesfuldt, så formåede de at levere en varieret og uforudsigelig omgang hvor der også var et hav af forskellige genrer og stilarter. Lige fra de minimalistiske tiltag der dominerede på Flying Microtonal Banana, til den langt mere progressive og eksperimentale instrumentation der var tydeligt fremsat i Gumboot Soup. Man kunne derfor ikke kritisere gruppen for at være lavtsigtende og uden ambition. Uanset det niveau det hele endte med at få, så var det et prisværdigt forsøg. Til gengæld er de nu klar med et langt mere klassisk King Gizzard & The Lizard Wizard album hvor det er de boogende 60'er humler der i fokus. Dog med den konceptionelle linse vedrørende klimaforandringer og et naturalistisk verdensbillede. Hvilket sjældent kunne være mere relevant eller lige til højrebenet end det er nu.

Det er dog langt fra et samlet udtryk som man løfter armene i vejret over hvis man bedømmer det ud fra albummets første nummer, som også er titelnummeret, "Fishing For Fishies". Og ja selvfølgelig er der tale om en hel albumanmeldelse, men det første indtryk er svært at glemme eller negligerer, det er trods alt ens første møde med kunsternes formidling. Og et belastende indtryk ville nok være en klar underdrivelse. Udover den simple og uinteressante akkordprogression som dominerer hele nummeret, så gør den filtreret robotstemme der flyder parallelt over mikset også et konstant irritationsmoment, hvor det klart bliver værst i omkvædet med brugen af en konstant start-stop rytme. Hvilket alt i alt gør at sangens ellers fine og oprigtige præmis, om at man måske bare burde efterlade naturen og dens dyr til sin egen oprindelige orden, bliver langt mere prætentiøs og belærende end den egentlig burde være, når den akkompagneres af så frustrerende musikalske beslutninger. Heldigvis præsenteres der i det efterfølgende nummer "Boogieman Sam" den sædvanlige King Gizzard & The Lizard Wizard lyd. Lige fra introens fede blues intro, som dog alligevel bliver lidt for repetitivt da den går igen igennem hele sangen, til de lækre harpeharmonier som flyder ind i nogen tykke baslinjer. Desværre optræder der også nogen utroligt underproduceret trommer hvor lyden er både er for flad og for lav hvor det specielt kan høres i high-hatten som meget hurtigt imploderer til at være sonisk stillestående for så at høre op med at eksistere. Det værste er dog nok at det i sidste ende præsenterer hele albummet ret godt, på trods af mellemstore mangler så leveres der noget solidt ørehængende boogierock som desværre ender med at være ganske forglemmeligt. Hvilket desværre er en tendens som er meget generel for gruppen i det hele taget. Det ændrer dog ikke på at der selvfølgelig stadig er plads til at nævne mange af de tilføjelser som på trods sin af sin manglende evne til at blive i hukommelsen, stadig er momentalt tilfredsstillende. Det kunne være de lækre keyboard- og vokalharmonier som fungerer som hinandens kontrapunkter i nummeret "The Bird Song", for så senere i sangen at glide ud i harpeakkorder halvvejs inde i nummeret.
Eller samme nummers inklusion af sprøde bongotrommer, på trods af at det bliver lidt undergravet af den halvsvage produktion. Et sted hvor man også kan rose pladens vokalpræstation, som desværre efterlader en del rum til forbedring, så er det sangen "Plastic Boogie's" brug af et skift mellem hovedvokalen og koret i verset som hellere tiden bliver mere dominant i det volumenmæssige lydbillede. Hvilket akkompagneres af nogen ligeså underholdende fingerpickriffs, som resulterer i en meget kort men alligevel fed guitarsolo.

Der skal dog også lige nævnes nogen af albummets mørkere og mindre effektfulde øjeblikke. Når gruppen ikke smider ligegyldige og trættende numre som: "Acarine" og "Cyboogie" efter lytteren, hvor der bliver leveret den ene ambiente sektion efter den anden af 2-3 minutters varighed, hvor der sker så lidt musikalsk, tematisk og kunsterisk at det nærmest virker som et vædemål blandt gruppens medlemmer om hvor meget at lytterens tid man kunne spilde. Så præsenterer de en simpel og mildest talt tåkrummende sang som "The Cruel Millenial" som udover at være overkompenserende og pinligt tidspræget i sin allusion til Battle-Royale spillet PUPG og Berenstein Bears, og primært overskygger de dele af nummeret som ikke er synderligt berettiget i kritik. Bla. nummerets keyboard som følger guitarakkordudviklingen, hvor keyboardet så senere skiftes ud med en knasende og gnarlende mundharmonika som slet ikke skader gruppens boogiestil. Eller nummeret "Real's not real" brister også om sig selv, meget lignende nummerets miks som ikke ser ud til at kunne klare den mængde distortion som bliver lagt på strengene og trommerne. Derudover så er hovedmelodien også revet direkte ud af Beatles' drejebog. Hvilket selvfølgelig både er umuligt ikke at fastsætte i sit plagiat, men ligeså umuligt er det ikke at blive forgivet af den lækre sans for melodi.

Til sidst kan det gøres op i at dette album i sidste ende er af så ustødende en natur at det er svært for mig at se mig sur på pladen, for der er meget lidt at blive ophidset over. Der er til gengæld heller ikke ret meget at blive tilfredsstillet over. Hverken bundlinjen eller loftet er placeret af nogen voldsom karakter. Derimod præsenteres der her en samling af numre som er svært ikke at tage for mere end hvad der bliver præsenteret på overfladen. På godt og ondt.


Karakter: =