Bruger- og redaktørblogs. Gamereactor er Nordens største gaming site. Vi bringer nyheder og anmeldelser af de nyeste spil. Opret en profil i dag! Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Full of Hell - Weeping Choir

Full of Hell - Weeping Choir

Skrevet af barcano den 6 juni 2019 kl. 14:07
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Noise

Kunstner: Full of Hell
Album: Weeping Choir
Udgivelsesdato: 17. maj 2019
Genre: Grindcore, Deathmetal & Noise
Sangantal: 11
Længde: 24:47


Undergrundsgruppen Full of Hell er tilbage med deres syvende album. Ret imponerende taget i betragtning af at gruppen først udgav deres debutalbum i 2011. Før det var der selvfølgelig også en masse EP'er, som der i øvrigt også kun er kommet flere af siden. Men de har formået på ret kort tid at opbygge et ret stort katalog. Mere prisværdigt vil jeg dog heller ikke gøre det, da kataloget trods sin størrelse aldrig rigtig har gjort noget for mig. Deres blanding af genrer samt deres generelle grindcore lyd har bare aldrig rigtigt sagt mig noget og har helt ærligt aldrig været særlig interessant eller mindeværdigt. En tendens som jeg lidt håbede ville ændre sig da jeg så anmeldelser af albummet og reaktionerne fra gruppens fans. Der rejste sig i hvert fald et markant håb om at gruppen her ville levere noget af en højere kvalitet. Og først og fremmest vil jeg da sige at det er da skam også spor af, men mest af alt virker dette album som en klassisk omgang i den samme trættende rille.

Allerede fra første nummer, "Burning Myrrh" etableres det ret hurtigt hvad der vil blive serveret de næste 24 minutter. Der præsenteres svagt produceret guitarer som mister alt den effekt som man kan tænke nedstemningen og den enorme mængde distortion er beregnet til at skulle have. Så på trods af at der halvvejs inde i sangen anvendes egentlig fed throat growling som giver en ekstra autentisk følelse, så falder det alt sammen under for at det egentlig bare er en uinteressant gang Powerviolence. Bedre bliver det heller ikke i det efterfølgende nummer "Haunted Arches" hvor der udover de musikalske mangler også fremtræder produktionsmæssige problemer når skrigene virker svage og alt brugen af pig squeals drukner i mikset, hvilket er ganske bestandigt når hele det soniske billede er bygget på brutalitet og aggressivitet. Så selvom produktionen er beregnet til at være rå og ufærdig, så går det langt over stregen her og er med til at underminere udtrykket. Hvilket kun bliver værre i et noisestærkt nummer som "Silmaril". Heldigvis leverer den tredje sang nogen flere lyspunkter som også generelt er dem som dukker op i ny og næ på resten af albummet. Udover den åbne og tunge bas der dominerer introen, så er der også tilføjet mere rum til vokalerne, trommerne og strengene, som kun efterlader et endnu større indtryk når bassen og guitaren skifter akkorder med hinanden løbende i sangen. Og med et godt fokus på rytme som enkelte gange i sangen kunne sætte Meshuggah til skamme, så er der alt i alt en god blanding af breakdowns og hurtige guitarharmonier. På den anden side så præsenteres der lige nummeret efter et af albummets største problemer. I sangen "Rainbow Coil" følger man en samling af forstyrret støjelementer som giver et sonisk afbræk i sin langsomme og minimalistiske udvikling. Men det er også her at gruppens konceptionelle tilgang til pladen først rigtigt viser sig. Og udover at det kommer ud af ingenting, så fortsætter nummeret også i for lang tid og dets sammenhæng til resten af sangene ser ikkeeksisterende ud. Hvilket betyder at rent tematisk mangler albummet klart en stemme. Hvilket kun bliver endnu værre når der også er en del mærkelige valg som gruppen har taget rent instrumentalt.
F eks i nummeret "Aria of Jeweled Tears" hersker svage "maskingeværstrommer" og guitarer der får mixet til at klippe, for så i den anden halvdel at skifte til en åben produktion hvor der opstår en sammenblanding af skrigende, growlende og "klare" råbevokaler som giver en effektiv sammenflydende effekt. Det giver i hvert fald det adrenalinskud som musikken oftest prøver af levere. Men det bliver så fulgt op med numre som "Downward", "Angels gather here" og "Ygramul the Mary", hvor man konstant stiller sig selv spørgsmål som: Hvorfor inkludere power-chords som egentlig lyder ganske fedt for sig men er akavet og upassende i den musikalske kontekst, vokaler som lyder som en klynkende mand med munden fuldt af opkast? Hvis horrible ide var det at inkludere elektronisk støj og guitararpeggioer som kun fjerner muligheden for et brutalt udtryk? Eller værst af alt nummeret "Armory of Glass" som er en næsten 7 minutter lang rejse gennem sin egen udholdenhed. Først udsættes man for en intro som ikke består af andet end den diskante støj fra en guitar for så at udvikle sig til mest gennemsnitlige og uinteressante metalinstrumentation der indeholder en kedelig mainriff og simple tromme, alt sammen akkompagneret af et sample af lavmælte kvinder der synger i baggrunden, som er svagt, alt for lavt og klippende i mikset. For så at vende sig 180 grader og introducere en knitrende og fed guitarsektion efter alt andet lyd er fadet ud. Det udvikler sig så til simple men stimulerende guitarharmonier og det ene brutale skrig efter det andet som har et enormt baggrundskor som kontrapunkt. Det er ganske underholdende men får dog lidt ødelagt sit momentum da det kommer ganske sent i nummeret og til sidst bliver druknet helt ud af den stigende mængde distortion. Hvorfor? Det er vel bare at inkluder støj for at kunne inkludere støj? Det tilføjer i hvert fald ikke noget.

Hele albummet kan generelt opsummeres med afslutningsnummeret "Cellar of Doors", som er en ganske passende afslutning i den forstand af den er uinteressant og uforglemmelig. Desværre i en sådan grad at de mange interessante og efektive inklusioner i løbet af pladen bliver overskygget og desværre glemt hurtigt. Hvilket i sig selv er specielt imponerende når albummet er af så kort en længde som det er. Er det brutalt? Ja. Er det grimt? Også i den grad. Men bands som Pissgrave og Burzum har gjort det til en kunst at levere grumt spildevand for ørene som stadig kan formå at være interessant og fungere indefor sine egne frastødende rammer. Det her er mere som en stor hund uden strubehoved og tænder eller som narko uden rusen. Det er tomt, ubehageligt og unødvendigt, hvilket gruppen i sig selv heller ikke anvender til at udtrykke noget.


Karakter: -

HQ