Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Baroness - Gold & Grey

Baroness - Gold & Grey

Skrevet af barcano den 21 juni 2019 kl. 19:35
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Baroness
Album: Gold & Grey
Udgivelsesdato: 14. juni 2019
Genre: Sludge metal, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 17
Længde: 60:29


Metal-firmandsorkesteret fra Savannah, Georgia er ude med deres femte studiealbum. Et album som der har været en relativ stor mængde forventning til. Specielt efter deres 2015 album Purple som ikke kun var et ganske udmærket konstrueret album, men også et bevis på at sludge-metal genren stadig er i live på trods af at den kan virke mere og mere niche som årene skrider frem. Dog blev der indskudt en ekstra mængde skepticisme da gruppen nævnte at dette ville være et dobbeltdisk-album, ligesom Yellow & Green var tilbage i 2012. Et album som klart delte vandene, for at sige det mildt. Udover at det havde en længde på over 70 minutter og at de i høj grad forlod deres mere aggressive og omfattende lyd fra deres to første albums som de i stedet byttede ud med triumferende harmonier som var revet direkte ud fra Foo Fighters katalog. Derudover så manglede der den struktur og sammenhæng som er nødvendigt for at retfærdiggøre et album af den længde. Derfor var det for mange en klar opgradering da de på albummet Purple ikke kun skar en masse af fedtet af, men også inkluderede mere af den lyd som gjorde dem så appellerende til at starte med. Derfor var det for mange ganske nervepirrende at se hvordan de så ville behandle et andet forsøg på et dobbeltalbum.
Derfor vil jeg dog hurtigt sige at dette albums sangskriveri er en del bedre end hvad der blev leveret på Yellow & Green. Derudover er spillelængden også blevet beskåret med et helt kvarter. Hvilket dog også er en egentlig forbedring, på trods af at der stadig er sneget hele 6 mellemspil ind, som mildest sagt er ligegyldige i det de tilføjer absolut intet til albummet. Udover en forlænget plade og mindre udvikling og udfoldning i det at en tredjedel af albummet er dedikeret til musik i tomgang.
Det lægger derfor en større voteringsvægt på de resterende 11 sange. Hvilket måske ikke er særlig godt, da kvaliteten svinger ligeså meget som sanglængden på pladens numre som ukoordinerede hopper imellem et halvt minut til langt over seks minutter. Hvilket ikke umiddelbart er særligt lovende. For selvom numre som: "Toyrniquet", "Cold-Blooded Angels" og "I'm Already Gone" er effektive til at blande antemisk energi med svælgende hooks og konstant udviklende kontraharmonier, så venter et nummer som "Broken Halo" eller "Front Toward Enemy" lige rundt om hjørnet med kedelige sangprogressioner og frontmand John Dyer Baizleys falske teenageklynken, i hvad der mest af alt lyder som grinagtige parodier af førnævnte Foo Fighters eller Metallica (både 80'er og 90'er Metallica. Hvilket jeg egentlig ikke engang kan beslutte mig for hvad ville være værst af de to) Hvilket ikke er synderlig stimulerende, og specielt ikke hvis man ligesom jeg hører til de Baroness lyttere som håbede på at de ville videreføre mere af de principper som dominerede på Purple og deres tidligere albums. Specielt når et album som det her er med til at påvise at det klart er den stil som de gør bedst.
Det værste ved dette album, denne plades ultimative akilleshæl, er dog uden tvivl produktionen og mixingen. Oh boy! Uden at skulle være i nærheden i at overdrive, så er det her klart det dårligst producerede album jeg har hørt hele året. Jeg ved ikke hvordan Dave Fridmann har produceret det her album, men han har helt klart leveret et fejlagtigt og misformet produkt.
Udover at hvert enkelt nummer er overkomprimeret og dissonerende, så lyder hvert eneste instrument både parallelt sporfordelt som om at Dave var bange for at optage dem samtidigt eller lade lyden overlappe. Det resulterer i en lydoplevelse hvor det føltes som om at hvert instrument mangler halvdelen af sit udtryk, hvilket specielt gør trommerne så svage at man kunne emittere deres lyd med vådt bølgepap. Den eneste måde hvorpå musikken kan høres uden produktionens mangler er enten i små hovedtelefoner eller fra en bærbars højtalere. Man kan i hvert fald godt pakke anlæggene væk da det kun vil gøre lydoplevelsen mere manglefuld, hvilket så sandelig ikke er positivt at en Macbook kan spille musikken i sin bedste form.

Det er i hvert fald en både undervældende og til tider frastødende sonisk oplevelse som kun forværrer en samling af numre som langt fra er fantastiske til at starte med. Det er særligt skuffende når der stadig er nogen ørehængere spredt rundt på pladen og udover lavpunkterne, så er resterne ikke i nærheden af at være så amatøragtigt som den produktionsmæssige indpakning som pladen leveres i.


Karakter: =