Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
black midi - Schlagenheim

black midi - Schlagenheim

Skrevet af barcano den 1 juli 2019 kl. 17:50
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise, Rock-Musik

Kunstner: black midi
Album: Schlagenheim
Udgivelsesdato: 21. juni 2019
Genre: Math-rock & Noise-rock
Sangantal: 9
Længde: 43:00


Schlagenheim er produktet af fire britiske fyre som sammen har skabt gruppen black midi. Et navn som er opkaldt efter den elektroniske stilart hvor man inkluderer så mange forskellige toner at man inden for en enkelt takt kan have flere millioner, eller endda milliarder, slag fra alle mulige instrumenter. Navnet kommer så af at hvis man ville se nodearket så ville det fremkomme helt sort på grund af alle de mange slag. Det er dog hverken den elektroniske genre eller komplekse instrumentation som Schlagenheim eller black midi spiller på, men derimod er det den abresive tilgang til lyd og deres svælgen i musikalsk kaos som skaber sammenligningen.

Det er dog også her at lighederne stopper. For allerede fra debutalbummets første nummer "953" er det klart gennem sangens lange intro som er segmenteret i flere forskellige faser, at gruppen klart har en bizar og ganske original tilgang til deres komposition, og at det så sandelig også er kraftigt i fokus på hele det her projekt. Med et kraftigt skift fra korte math-rock grooves og dissonerende kontrablokader af støj til cinematiske hovedvokaler som bakkes op af nogen skarpe akustiske strenge, så er det tydeligt at de fire unge knægte har komplet kontrol over deres sange og at der også er dosseret en god portion forstand ind i den enorme dissonans. Hvor dette ikke bliver mere tydeligt end i outroen hvor der kastet forvildet rundt med smeltende guitarharmonier og nedstigende pianosegmenter imens cementtunge punkriffs lakker mod det sidste taktslag.
Det fortsætter yderligere i nummeret "Speedway", som også fungerede som den promotionelle single i form af et 24-minutter langt remix som florerede rundt på Youtube i det sidste halve år inden udgivelsen, hvor der ganske yndefuldt danses imellem forstyrrede og dybt ørehængende grooves og melodier i et nummer der ganske effektivt både gennem teksten og instrumentationen formidler den påvirkning som det sterile og tonstunge byliv kan have på én, i alt sin kvælende gråhed.
Endnu mere hektisk bliver det i nummeret "Reggae" hvor frontmand Greep holder en brusk tirade om folk som han hele tiden føler er bedre end ham. Hvilket bliver bragt endnu hårdere til udtryk med energiske guitarlicks og en ukontrollerbar xylofon som svæver rundt i mixet. Hele nummeret generelt føltes som hvad der ville komme hvis Show Me The Body og Ought fik et barn sammen. Et meget aggressivt, forstyrret og belastet barn.
Mest støjende bliver det dog nok i nummeret "Near DT, MI" som på trods af en meget atmosæfirks og nedstemt midtersektion, starter og slutter med bombarderende riffs og en vokal som skrigende vræler "There is led in the water", hvilket tydeligst fremhæver hele sangens referencer til vandkriserne i Michigan. Hvilket derfor også albummets mest hårrejsende og skræmmende øjeblikke. Hvilket trods alt siger en del.
Specielt når så groteske og forvredne udtryk leveres i numre som "Western" med sin americana-guitarer" og "Of Schlagenheim's" inklusion af synth-akkorder og tykke strenge som mest af alt lyder som en blanding af boogie og fusionsjazz.
Det er så mærkværdige og dog så effektive måder at præsentere sine pointer på at det klart kompenserer for at begge sange nok er lidt længere end de burde være. Med respektive længer på 6 og 8 minutter.
Et sted hvor det dog bliver lidt for meget for bandet er i sangen "bmbmbm" som ikke kun rent strukturelt er utroligt simpel, men også tekstmæssigt er der så meget gentagelse inden nummerets refrain at det bliver ganske trættende. I det efterfølgende nummer "Years Ago" leverer gruppen også en mere klassisk støjrock sang, hvilket dog også klart viser nogen af pladens svagheder. For så længe at gruppen ikke i et eller andet omfang leverer noget bizart, frastødende eller varieret, så ender man med et nummer som det her hvor det bliver lidt mere tydeligt at gruppens grundideer og sangskriveri af mere simple og sammenhængende numre er langt mindre imponerende en deres konkurrenters. Til sidst sluttes det dog udmærket af i nummeret "Ducter" på trods af at de ikke præsenterer nogen elementer som ikke allerede var blevet anvendt i de små 40 minutter der kom før.
Af indre småting man kunne nævne, så burde produktionen nok løsnes lidt op da den til tider er lidt for klaustrofobisk, specielt med henblik på bassen og trommerne som klart kunne bruge noget mere plads. Nogen af de retninger som gruppen bevæger sig i til tider, virker også ret ligegyldige især når de er med til at trække noget af energien ud af albummet så det hele føltes lidt mindre flydende, på trods af at gruppen alligevel er hurtige til at vende tilbage til noget mere interessant. Vokalen kunne også generelt bruge noget mere hjælp og et tydeligere fokus når der skal leveres overspillende sektioner i et hvilket som helst givent nummer. Hvilket godt kan gøre vokalen en smule anstrengende.

Når det så er sagt, har black midi i hvert fald på deres debut leveret et ganske stærkt fundament, og jeg er da også klart overrasket over hvad de har præsteret. Der er i hvert fald ingen tvivl om at fremtiden kan se ganske lys ud for dem hvis man allerede fra starten af er klar til at levere musik som er så dristigt og originalt som deres musik er.


Karakter: +