Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Lingua Ignota - Caligula

Lingua Ignota - Caligula

Skrevet af barcano den 28 juli 2019 kl. 20:15
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise

Kunstner: Lingua Ignota
Album: Caligula
Udgivelsesdato: 19. juli 2019
Genre: Neoclassical Dark Wave, Death Industrial & Noise
Sangantal: 11
Længde: 66:00


Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med det her album. Måske kunne jeg starte med at sige at jeg i en god del af dette år regnede med at Pissgrave ville stå for at levere det grimmeste, mest brutale og forstyrrede som jeg ville komme til at høre hele året. Det vidste sig så at jeg tog fejl. Åh hvor tog jeg fejl.

Den neoklassiske komponist Kristin Hayter (også kendt under sit latinske kunstnernavn Lingua Ignota, hvilket kan oversættes til "ukendt sprog") fra den amerikanske vestkyst er klar med sit tredje studiealbum efter hendes debut dobbeltalbum, Let The Evil of His own Lips Cover Him og All Bitches Die, som hun selv udgav tilbage i 2017. Albummet er opkaldt efter Cæsar Gaius som gik under kælenavnet Caligula (som betyder soldatersandal. Hvilket var affødt af hans tendens til at dominere sit folk og tvinge dem til underkastelse) og bruger historien om hvordan hans brutale adfærd kørte det romerske imperie komplet i sænk hvorefter det kun kunne blive genoprejst efter indførslen af katolicismen som en allegori for det voldelige forhold som Kristin selv var en del af i en lang årrække. Hvilket lige siden hendes første udgivelse klart har fungeret som den dominerende fremdrift i hendes lyriske og musikalske inspirationer. Hvilket så sandelig kommer til udtryk i denne plades 11 sange, som hun selv beskriver som overlevelseshymner.

Uanset hvordan man end vil vende og dreje hendes musik, så er der ingen tvivl om at blandingen af hendes kompositioner som er inspireret af klassisk musik klart står i kæmpe kontrast til hendes rungende og barberbladsskarpe skrig som svælger ind over stort set alle sange, når hun altså ikke udtrykker sig gennem operalignende vokalsektioner som tydeligt fremviser hendes dybeste toner. Derudover følger der også støjinspireret aspekter i de buldrende baseksplosioner og hvinende orgelarpeggioer som næsten skaber tidspunkter på pladen hvor lyden kunne forveksles med black-metal.
Det skaber alt sammen et sonisk landskab som efterlader en tilbage med gåsehud over hele kroppen i en sådan grad at det føltes som om at ens ud er på vej til af flå sig selv af imens tårerne stærkt presser på imens de fylder øjenhulerne. Med linjer som "Who will love you if I don't? Who will fuck you if I won't?" i sangen "MAY FAILURE BE YOUR NOOSE" eller "For I have learned that all men are brothers, and brothers only love each other, all the love God would allow, but all God's love means nothing now" i "FRAGANT IS MY MANY FLOWERED CROWN" er det klart at det her et individ i ren smerte som vrider sig imens hun vrænger hele sit hjerte ud for dårlige minder. Men selv når lyrikken ikke er ligeså ligefrem og brutal, så er den vædet i religiøse metaforer som er så utroligt smagfuldt eksekveret på trods af det forfærdelige emne som det vedrører. Hun maler nogen utroligt effektive billeder, og det er før man overhovedet har kommenteret på selve musikken. For selvom musikken til tider er smertelig ulidelig, så ændrer det ikke på at den her plade virkelig er en oplevelse. Så på trods af at den meget klaustrofobiske produktion til tider giver bagslag når hun sigter efter en mere grandios og cinematisk instrumentation, så ændrer det ikke på at hun stadig har godt tag i sine sangprogressioner og de mange varierede ideer som fremvises igennem hele albummet, selvom mixet dog gerne måtte blive åbnet lidt mere engang imellem.
Og et nummer som "DO YOU DOUBT ME TRAITOR" med sine næsten 10 minutter ikke indeholder helt nok variation på trods af sine mange musikalske delelementer

Det er egentlig utroligt svært for mig at samle mine konkrete tanker om dette album, specielt fordi det kan være så emotionelt smertefuldt at tænke tilbage på deciderede momenter i spillelisten. Men der er ingen tvivl om at det her i sandhed er en unik musikalsk oplevelse som er et af årets mest unikke. Selvom en del utålmodige lyttere vil blive hægtet rigtig hurtigt af da hele effekten af albummet først opstår i sin helhed. Men hvis man ikke har noget imod sin kunst godt må være komplet kompromisløs og direkte udfordrende at fuldføre, så er dette et af de bedste måder at bruge 66 minutter på i år, og derudover et af de smukkeste og mest bramfrie musikudgivelser i de her årti. På trods af sin grumhed.


Karakter: ++