Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Thy Art is Murder - Human Target (+ Bonus review)

Thy Art is Murder - Human Target (+ Bonus review)

Skrevet af barcano den 30 juli 2019 kl. 23:33
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Indie

Inden jeg kommer med min anmeldelse af det album som står nævnt i titlen af denne blog, så vil jeg ultrahurtigt lige nævne Kaiser Chiefs nye album, Duck. Selvom jeg havde planlagt at lave en anmeldelse af selve albummet, så fandt jeg ret hurtigt ud af at jeg egentlig ikke havde synderligt meget at sige om det. Det er egentlig bare en samling af 11 forglemmelige indie-poprock numre som egentlig er ganske underholdende så længe de varer. De forhastede og ofte undervældende omkvæd er dog ikke nok til at tage væk fra nogen sange som egentlig kunne være ganske tilfredsstillende i sommervarmen.

Karakter: =


Kunstner: Thy Art is Murder
Album: Human Target
Udgivelsesdato: 26. juli 2019
Genre: Deathgore & Death metal
Sangantal: 10
Længde: 38:28


Det australske deathcore band er ude med deres femte studiealbum, efter en utroligt succesfuld og længevarende Europe-tour, som de udnyttede til at få skrevet en masse nyt materiale ned som så skulle anvendes på denne plade. Allerede fra det første nummer, titelnummeret "Human Target", er det dog klart at det ikke er det helt samme band som man måske er van til. Med sine hastige og buldrende trommefills samt de growlede hovedvokaler der svælger i en enorm mængde rum i mixet, er det tydeligt at gruppen her klart spiller mere på den klassiske dødsmetal lyd frem for deres mere anvendte deathcore stil. Så i stedet for langsomme breakdowns inkluderes der atmosfæriske guitarakkorder og en guitarsolo, som sjældent optræder i deathcore. Desværre er den dog både lidt for kort og guitarens frasering er også lidt svag og mangler helt klart noget mere styrke.
Titelnummeret eksploderer dog ret effektivt over i "New Gods" som helt klart bæres trommernes grundrytme som har et så pokkers godt groove. Som helt klart gør op for at guitarens mix klipper i det break der er mellem sangens riffs. De to guitarister får dog lov at vise sine bedre sider frem i sangen "Death Squad Anthem" som går lige fra vanvittige dobbelt guitarakkorder i introen til lækre guitarlicks der runger i baggrunden af mixet i anden halvdel af nummeret. Hvad der dog virkelig er kraftfuldt i sangen er frontmand Chris McMahons levering i omkvædet som indeholder lige nok reverb og ekkoeffekt til at det mest af alt lyder som en blanding af Slipknot og Whitechapel. I det efterfølgende nummer "Make America Hate Again" brillerer strengene da også hvor guitarernes power-chords står i fed kontrast til de parallelle baslinjer. Derudover kan hele sangen bedst beskrives som tremolo-picking "galore", hvilket alt sammen er med til at levere en ganske hårdtslående sang selvom trommesektionerne i sangen bliver meget monotont meget hurtigt.
Albummet tager dog et markant dyk i nummeret "Eternal Suffering" som titlen indikerer leder sangen dog også til en meget pinefuld oplevelse. Noget af det første man hører i sangen er et af årets mest fesne og direkte frastødene stemte guitarer som derudover også komplet drukner i mixet når frontvokalen er mixet så unødvendigt højt som den er. Derudover er selve instrumentationen og den generelle sangstruktur bare så uinteressant og føltes mest af alt ikke særlig gennemtænkt eller velment.
Og for at gøre det hele lidt værre så er der tilføjet en akavet elektronisk effekt på både vokalen og instrumenterne mens de fader ud mod nummerets afslutning.
Det gøres dog hurtigt op for da "Eternal Suffering" følges op af pladens bedste nummer i form af "Welcome Oblivion" som udover at præsentere lækre guitarharmonier, nedstemte guitararpeggioer der rumsterer i baggrunden og hvinende guitarer, også har albummets mest brutale vokal, specielt de burstgrowls som Chris bruger til at artikulere titellinjen. Det eneste negativ ville nok være at bassen og guitaren flyder lidt sammen i mixet. Men det ændrer dog ikke på at det er et af årets mest brutale og tilfredsstillende metalnumre i år. Herfra begynder kvaliteten på albummet langsomt men sikkert at falde. Primært pga. at der ikke rigtigt introduceres nogen nye ideer. Og de få ideer der er nye, bliver så brugt som eneste drivkraft for sangene. Det inkluderer blandt andet de to guitarer i "Atonement" hvor den ene spiller i mol og den anden spiller i dur for at fungere som hinandens kontrapunkter. En fed ide som giver nogen gode harmonier selvom det ikke er nok til at holde interessen igennem hele nummeret. Det gælder også det mere komplekse vokalarrangement der anvendes i "Voyeurs into Death". Plus de to sidste sange, "Eye for an Eye" og "Chemical Christ", har egentlig ikke så meget af byde på med sine mumlede vokaler og pruttende bastoner.

Det ændrer dog ikke noget på at det i sidste ende er et af årets bedste metaludgivelser, som helt klart blev gavnet af det stilistiske skift fra Thy Art is Murders mere klassiske lyd. Så på trods af at albummet måske ikke rammer lige hårdt hver gang, så er der helt klart nok her til at de fleste fans af mere ekstrem musik vil blive godt underholdt.


Karakter: +