Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Skillet - Victorious

Skillet - Victorious

Skrevet af barcano den 2 august 2019 kl. 14:33
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Skillet
Album: Victorious
Udgivelsesdato: 2. august 2019
Genre: Christian rock, Nu-metal & Symphonic metal
Sangantal: 12
Længde: 44:00


Hvem er Skillet overhovedet? Hvis du sidder med det spørgsmål, så lad mig bare sige at jeg forstår dig godt. Det er ikke et band der umiddelbart virker særlig genkendeligt for de fleste, og slet ikke hvis man er europæer. Hvilket egentlig kun er endnu mere mærkeligt da gruppen i næsten 25 år har turneret verden rundt og udgivet alt i alt 10 studiealbum hvor to af dem både har modtaget grammy-nomineringer og fået dobbeltplatin status. Men det grunder nok mest af alt i at Skillet allerede fra starten, tilbage ved deres debutalbum Skillet i 1996, havde et identitetsproblem i den forstand at de altid har virket utilpas i den stilart som de konsistent har leveret fra begyndelsen. Med deres blanding af nu-metal og hårdrock som blev pakket ind i kristne tekster med budskaber om at forbedre sig selv, har gruppen altid virket forældet på trods af at gruppen blev dannet i en tid hvor deres musik ville passe bedre ind end noget andet sted.
Det kunne dog også klart mærkes på deres sidste udgivelse, Unleashed, tilbage i 2016 som klart var et af årets dårligste musikoplevelser med sine tåkrummende musikideer som var pakket ind i steril popproduktion. Bare for at cementere yderligere at dette klart er et band som egentlig ikke har noget at tilbyde et moderne publikum. Hvilket kun bliver smerteligt tydeligt på dette album som uden tvivl ikke har lært noget efter sidste omgang.

Allerede fra intronummeret "Legendary" indstilles ens forventninger til et grinagtigt lavt niveau som resten af albummet dog formår at sænke meget mere over de næste 40 minutter. Med et direkte dårligt rytmearrangement for den i forvejen alt for overproducerede og vattede frontvokal lover det ikke særlig godt hvis det er ens første indtryk. I det næste nummer "You Ain't Ready" bliver et andet grinagtigt aspekt af albummet dog også gjort meget tydeligt. De pinlige sangtitler og dertil endnu mere pinlige sangtekster som bare emmer af teenageangst og indebrændt vrede som så her bliver udtrykt med samme intimidering som en blind hamster. Hvilket kun bliver gjort endnu mere tydeligt mens frontmanden gentagende gange ynker "You ain't ready for me!" ind i øret på én mens man prøver at holde både latterens tårer og den rungende galde inde. Mere forvirrende bliver det dog i titelnummeret som når overdramatiske højder med sine enorme tangenter og skingre mandlige vokaler, hvilket efterlader én tilbage med spørgsmålet: Hvem er det her musik lavet til? Skiftet mellem fesne nu-metal numre som kombinerer overproduceret sytnhakkorder og enstrengsriffs som så overgår til pianoballader som er ligeså bløde og kvalmende som varmt smør, er så frastødende at ikke engang de tidlige 00'er ville acceptere den form for metalmusik. Og med sin inklusion af nu-metal og metalcore på den populære metalscene er det vigtigt at huske at starten af dette årtusind ikke ligefrem var kræsen i forhold til hvem de tog med i klubben. I en pludselig U-vending følger Skillet op med nummeret "This is the Kingdom" som mest af alt lyder som en dårlig blanding af Coldplay og Imagine Dragons i hvad der mest kan beskrives som kvalmende poprock. Af andre frustrerende inspirationer er der den melodiske opbygning i "Save Me" som er tager direkte ud af en dårlig Evanescence sang, introen til "Finisk Line's" enorme distortede trommer og Tarzan-hyl minder om Kanye West's "Black Skinhead", hvor resten af sangen udvikler sig til Kanye West rester. Dertil følger der dog også en forfærdelig sans for rim når overartikulationen når astronomiske højder.
Til sidst er der også outroen i afslutningsnummeret "Back to Life" som med sine hvinende guitarer og hårdtslående trommer kunne gå som en flok amatørers version af Metallica. Hvilket egentligt kun giver mig lyst til at lytte til noget meget bedre musik.

Generelt kan hele albummet nok koges ned til at det eneste konkrete lyspunkt er at det er så kort også sonisk mangelfuldt at det ikke kræver mange gennemlytninger før man indser at pinslen langt fra er det værd. Denne plades målgruppe er nok en utrolig snæver demografi som nok mest af alt er lokaliseret i de sydlige dele af USA. Det kan nok mest beskrives for musik til de unge som ikke må høre Slipknot og Linkin Park for deres religiøse forældre og derfor kan stille deres rebelske tanker tilfreds med denne omgang musikalsk galde som er ligeså interessant som gennemblødt bølgepap. Trods alt har de i det mindste skruet en del ned for deres stumpede religiøse referencer der ellers gennemsyrede store dele af deres tidligere numre.


Karakter: --