Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Anmeldelse: Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Skrevet af barcano den 3 august 2019 kl. 17:55
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Volbeat
Album: Rewind, Replay, Rebound
Udgivelsesdato: 2. august 2019
Genre: Heavy metal, Rockabilly & Hard rock
Sangantal: 14
Længde: 56:45


Den danske rockgigant Volbeat er tilbage med deres syvende album efter at have leveret succesfuld radiorock til hr. og fru. Danmark de sidste snart tyve år. Efter 2016 hvor Volbeat udgav deres sidste album, Seal The Deal & Let's Boogie, og deres enorme koncert i Teliparken sidste år virker det til at denne gruppe ikke er til at stoppe. Hvilket kun bliver endnu mere tydeligt hvis man tager forventningerne til dette album i mente samtidigt med at de første reaktioner til dette album fra publikum har været generelt stærkt positive, så tyder det på at deres sejrsgang kun lige er begyndt. Dog er det egentlig særligt vigtigt at huske at Volbeat først begyndte at få en smag for deres kommende kritikerros og varme omfavnelse af rockbefolkningen på deres fjerde album, Beyond Hell / Above Heaven, som de først udgav efter at have eksisteret i ni år. Et album som egentlig også var min første oplevelse med bandet og jeg skal da også være den første til at sige at de varme modtagelser som fløj i pladens retning, da også langt hen ad vejen er retfærdige. Det er i hvert fald gruppens mest raffineret, varieret og bedst producerede album til dato. Særligt sammenlignet med 2016's Seal The Deal & Let's Boogie som udover monsterhittet "For Evigt" ikke havde synderlig meget at byde på andet end genbrugte og forældede ideer. Derfor lægger det altså tydeligt op til spørgsmålet om hvorvidt dette album vil følge i de knap så ideele sko som Seal The Deal & Let's Boogiebar eller om de vil prøve at genfinde de solide øjeblikke fra Beyond Hell / Above Heaven.

Ens bange anelser kunne dog godt virke velbegrundet da albummet starter med singlen "Last Day Under the Sun" som rent melodisk er ganske kedeligt og er opbygget omkring et ganske undervældende omkvæd. Det er i hvert fald ikke noget der virker særlig ideelt til de varme aftener med en lunken fadøl i hånden når musikken knap nok kan få den løse fod til at tromme.
Bedre bliver det dog i nummeret "Pelvis on Fire" som nok ikke overraskende, taget titlen i betragtning, er et tilbageblik på 70'ernes sexrock med sit klikkende interplay mellem guitar og bas og et ørehængende omkvæd som svælger i sin uperfekte og plettede levering. Derfor er det dog et sjovt valg at indkapsle sangen med en fedtet og groovey guitarriff i introen og outroen som er taget direkte ud af Pantera's spillebog fra de tidlige 90'ere, hvilket er med til at gøre op for de kedelige trommer og versvokaler.
Dette er dog desværre ikke tilfældet i "Rewind the Exit" hvor ikke kun vokalen er mangelfuld men hvordan instrumentationen spiller sammen med sangstrukturen, betyder at overgangen mellem vers som også senere leder ind i soloen, præsenterer en af de mest simple trommekompositioner jeg længe har hørt. Det er to simple snare og kickdrum takter som ganske enkelt flyder ind i hinanden. Det er ikke ligefrem sådan nogle musikalske indspark man forventer af en gruppe bestående af mænd der har spillet musik hele deres liv. Nogen mere interessante ideer som gruppen introducerer ville være inklusionen af saxofon og westerninspireret klaver i "Die to Live". Men ligesom med gæsteoptrædenen fra Neil Fallon, så betaler det sig ikke særlig meget. I stedet for så virker det lidt mere akavet end det nok var tiltænkt. Selvom jeg med Volbeats generelle lyd sagtens kunne forestille mig at det ville kunne virke, hvis det altså var præsenteret og gennemtænkt lidt bedre. Det er da også med til at skjule lidt at der egentlig gemmer sig en ganske udmærket solo i lige præcis det nummer.
Mere tvivlsomme spørgsmål bliver dog stillet i nummeret "When We Were Kids". Det er spørgsmål som: Hvorfor er mixingen så dårlig? Er produktionen ikke blevet forbedret efter at være i demoversion? Hvorfor lader man Michael Poulsen overspille så meget rent vokalmæssigt i en sang der skal forestille at være en mere subtil ballade? Har han ikke selv indset sine egne musikalske svagheder? Hvorfor inkluderer man en stærkt harmoniseret dualguitarsolo i et nummer som ikke har teknikaliteterne i orden hvilket underminerer en ellers fed solo? Flere, lad os kalde dem alternative, beslutninger bliver taget i nummeret "Sorry Sack of Bones" hvor guitarstemningen lyder som noget der burde høre hjemme i en James Bond sang. Hvilket ikke skal tages som værende positivt i denne kontekst. Derudover var der også en eller anden i sangskrivningsprocessen som fik ideen at man skulle inkludere en ekstremt "hård" og stærkt artikuleret baggrundsvokal som skulle hviske titelnavnet fordi det skulle give noget kant til et album som ikke ellers er særlig heavy. Det gjorde det bare ikke. Mindre forvirrende er det dog i nummeret "Cloud 9" som nok bedst kan beskrives som en musikalsk fest hvor kun allerede brugte Volbeat akkorder og drumfills må deltage. Og som man kunne tænke sig til betyder det at festen bliver lidt for kedelig og genkendelig. Specielt når storebror Beyond Hell / Above Heaven allerede har holdt en fest hvor de langt federe ideer var inviteret.
Lidt plagiat af storebror sker dog i det efterfølgende nummer "Cheapside Sloggers" som efter 2-minutters navlepilleri beslutter sig for at blive hård ligesom sin storebror med et doom-metal inspireret breakdown som leder videre til en meget acceptable og derved lidt kedelig rifffyldt solo.
Dernæst virker det som om at albummet indser at det nok ikke bliver helt til noget hvis man kun bidder sin bror i hælene. Så efter de 38-sekunders fyld som "Parasite" kan beskrives som, hopper Rewind, Replay, Rebound lige ud i rungende ekkoknips og en knasende stemt guitar i introen til "The Awakening of Bonnie Parker" som også indeholder et ganske effektivt omkvæd med eminente dualvokaler som er ganske underholdende på trods af at deres stemmer er mixet lige ovenpå hinanden. Dog lander sangen dog bagpå i stedet for på fødderne med en melodisk talesektion som klart kunne bruge nogen flere forsøg da hverken leveringen eller den engelske udtalelse virker særligt overbevisende. Hvor pladen virkelig træder i karakter er i det efterfølgende nummer "The Everlasting" som nok er albummets tætteste bevægelse på klassisk heavy-metal. Med sine skyhøje vokalharmonier i omkvædet som kontrast til de growlede vokaler der introducerer hvert vers leveres der hårdtpumpende musik ført an af en ganske brutal bas og trommekombination. Plus en "twisted" guitarsolo skader heller ikke synderligt til pladens klart bedste nummer.

Så på trods af hvordan jeg måske har lydt, så er albummet langt fra så dårligt som det måske er kommet til udtryk. Det er i hvert fald bedre end deres 2016 udgivelse og de præsenterer da også en god mængde nye ideer, hvor de så til gengæld har skillet sig af med næsten alt der kan betegnes som en "klassisk metal-lyd". Det er dog desværre ikke dem alle sammen der virker. Det betyder så også i klassiske Volbeat numre som "Leviathan" er der ikke meget andet tilbage at sætte pris på end slagkraftige power-chords der bærer hvad der mest af alt kan beskrives som festivals-fadølrock. Det skal dog ikke tage fra at det stadig er en ganske effektiv og tilfredsstillende opskrift som de præsenterer, når de rigtige brikker falder på plads.
Men ligeså solidt som Beyond Hell / Above Heaven eller ligeså emotionelt drevet som Outlaw Gentlemen & Shady Ladies bliver det dog ikke.


Karakter: =