Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Slipknot - We're Not Your Kind : Albumanmeldelse

Slipknot - We're Not Your Kind : Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 10 august 2019 kl. 00:15
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Slipknot
Album: We're Not Your Kind
Udgivelsesdato: 9. august 2019
Genre: Nu metal, groove metal & industrial metal
Sangantal: 14
Længde: 63:27


De verdenskendte drenge fra Iowa er klar med deres sjette albumudgivelse efter The Gray Chapter tilbage i 2014. Et album som jeg ligesom med resten af deres diskografi, har et rimelig ambivalent forhold til. Hvilket nok også var afspejlet i den udgave af "From worst to Best" som jeg dedikerede til gruppen tilbage i marts netop med henblik på udgivelsen af dette album. Det er en gruppe som jeg både føler på mange måder er et produkt af sin tid imens jeg bifalder dem for hele tiden at lede efter muligheder for at udvikle og ændre deres originale lyd på den ene eller den anden måde med hver udgivelse. Lige fra de groove metaltendenserne på All Hope Is Gone eller de mere thrash metal orienterede numre på The Grey Chapter, så har de hele tiden været en svær gruppe at mase ned på en enkelt stilart, selvom de et godt stykke hen af vejen presser deres mange inspirationer gennem en tube af nu metal. Derfor har jeg da også dedikeret langt det meste af min tid til processeringen af dette album lige siden jeg havde mulighed for at lytte til det siden torsdag (d. 8/8) aften. Dertil skal det da også siges at jeg gik ind til pladen med en umiddelbar stor mængde skepsis da de tre singler bandet havde udgivet op til udgivelsen, var ganske skuffende og ikke ligefrem viste en lys fremtid, specielt da det ganske underholdende nummer "All Out Life" ganske hurtigt blev stemplet som værende placeret uden for nogen studieudgivelser og derfor ikke ville være en del af deres studieudgivelser (på trods af at albumnavnet kommer fra en linje i fornævnte sang). Derfor var det altså tre ud af tre og en træfsikkerhed på 100% undervældenhed der svævede over denne plade, hvilket nok ville kunne få enhver lytter til at synke mindst en nervøs klump.
Men efter at oplevet deres nye projekt i sin fulde længde skal jeg meddele at de tre singler er mine yndlingsnumre fra albummet. Er det fordi min smag har ændret sig med henblik på den kontekst som sangene er i på albummet? Måske. Eller måske er det fordi de er ganske udmærket sammenlignet med resten af albummet. For efter en masse længerevarende tænkte tid og fire fulde gennemlytninger kan jeg nu skælvende sige:
Det her nye Slipknot album ik'... det er ikke særlig godt.

Hvis man starter i det små så starter albummet med "Insert Coin" egentlig ganske interessant med klare toneafgivere i de pirrende synthlines som er taget lige ud af 80'erne, eller en scene af Stranger Things, samt en dæmpet men pulssættende tromme som opstiller rammerne for et spil der opstarter i en ret så mørk og dyster arkade i det mønten indsættes.
Efter møntet har klirret og rullet et par gange rundt i sin spole begynder lyden af et stigende kor at bevæge sig ind over lydbilledet i introen til hovedsinglen "Unsainted". Et kor som dog både bevæger sig markant højt og skelsættende lavt i mixet rent volumenmæssigt og derved bliver albummets generelle problem hvad produktion angår gjort rimelig tydeligt. Da korsektionen dog er overstået, indser man dog allerede efter de første par toner af vokalmelodien er taget direkte ud af indiehittet "This is gonna be the best day of my life" for et par år tilbage (af alle sange), hvilket er en særligt distraherende inspirationskilde. Derudover er resten af lyden nok bedst beskrevet som Slipknot på autopilot med kun et kor og unødvendige elektrostøn inden brosektionen som midlertidige afvigelser.
Fra en single til en anden, så skiftes man over til "Birth of The Cruel" som byder én på en ganske bitter velkomst med et scratchende sample som sender tankerne tilbage på deres debut. Hvilket ikke skal ses særlig positivt. Specielt når det også betyder at de horribelt stemte guitar fra debuten også følger med. Hvilket egentligt kun efterlader frontmand Corey Taylor som mulig leveringsmand af noget stimulerende (hvilket desværre gælder langt de fleste andre sange på pladen også), hvilket han i et lille omfang også gør med nogen fede vokalharmonier i versene og en fed artikulation i omkvædet med præcis timing og lige præcis godt med plads mellem linjerne. Hvilket også er en teknik han ret effektivt bruger i omkvædet til "Orphan". Et andet overgangsnummer i form af "Death Because of Death" leveres men her overdøver den diskante støj i mixet klart en ellers fed bevægende trommesektion. Slipknots tydelige inspiration af sig selv dukker tydeligt op i nummeret "Nero Forte" som har en intro der minder om en mindre brutal version af "People = Shit" dog i halvttempo samt et omkvæd der prøver at minde om selvsamme sang, men må opgive da omkvædsvokalen simpelthen drukner i de ekkoeffekter og reverb som er blevet lagt over i post-produktionen.
I den anden boldgade er der et nummer som "A Liar's Funeral" der uden videre kopierer de samme overproducerede strenge som dukker op i deres tidligere megahit af en ballade "Snuff". Dertil følger der ligeså komprimerede vokaler som har et alt for sterilt og klingende udtryk som ikke kan skjule nogen virkelig ængstelige følelser som direkte kan mærkes i det overspillede vokalharmonier der egentlig dækker for de ellers ret så lækre guitarlicks i omkvædet og de knastørre trommer der udgør de mange breakdowns i anden halvdel af nummeret. Et nummer der kunne føltes som en naturlig efterfølger til "Snuff" er "Red Flag" der sender tankerne tilbage til All Hope is Gone hvor gruppen mere eller mindre forlod deres nu metal stigma og i stedet prøvede at levere nogen klassiske metalbangers. Hvilket de desværre ikke slap særlig godt fra. Det er også tilfældet her på trods af en udmærket intro som har en lige tilpas mængde lynhurtige riffs og guitarshredding. I et pludseligt skift præsenterer sangen "Spiders" den nye retning som gruppen ser ud til at ville tage på pladen. En retning som egentlig holder igennem de resterende 5 numre. Et skift der er velkommen, på trods af at det stiller Slipknot i en situation hvor de skal levere en form for musik de sjældent er kendt for at producere. Det kan jeg dog også hurtigt afsløre at det da også klart kan mærkes. Lige fra de skingre tangenter, den montone ledende pianoakkord til den pinlige glitchen i broen, er det tydeligt at deres blanding af gotisk og industrielt metal ikke ligefrem er en stilart de er særligt veludrustet i. Da det mest af alt leder til nogen ganske ubehagelige omgange at lytte til.
Hvilket kun bliver værre i numre som "Orphan" og "My Pain" hvor der mildest talt ingen udvikling sker fra den grundformel de præsenterer fra allerede første node. Hvilket ikke er særlig velovervejet da deres grundformel er fundamentalt forringet af grumsede guitar, hylende synthlines, akavede xylofoninklusioner og svagt producerede trommer som efterlader én tilbage med spørgsmålet om hvordan et band så stort som Slipknot, med alle de ressourcer og muligheder de har, stadig ikke har formået at producere eller skrive nogen numre som ville accepteres på en demoudgivelse. Det kan siges meget simpelt. Allerede tilbage på Iowa viste det sig klart og tydeligt at gruppen ikke formår at levere mere svælgende, drømmende og atmosfæriske numre og det er i endnu højere grad gældende her. Let bedre bliver det dog i "Not long for this world" som alligevel har nogen nedgående pianoharmonier der kan gøre en lille smule op for en outro der ødelægger mixet. Til sidst høres "Solway Firth" hvor ret trods alt skal være i den forstand at inkorporeringen af "I'm counting all the killers" - linjen fra intronummeret er ret tematisk tilfredsstillende. Og udover inklusionen af elektroniske støjhorn som trods at være simpelt er et ret fedt og brutalt værktøj til at tilføje noget kontrapunktisk dynamik.
Det kan dog ikke ændre på at det hele virker rodet på grund af en manglende sangstruktur, der heller ikke bliver bedre af at de enfinger-riffs som sangen består af, ikke kan holde resten af nummeret oppe.

Så efter arkaden er lukket og slukket og jeg igen kan vende tilbage til min egen verden, indser jeg at dette album bedst kan beskrives som en samling af løst sammenhængende ideer som for det meste hverken præsenteres eller leveres særligt overbevisende. Det betyder dog ikke at det ikke er prisværdigt at gruppen efter mere end tyve år på scenen stadig prøver at eksperimentere hvilket da også leder til nogen ganske brutale og melodiske øjeblikke. Men intentioner kan kun sikre dig så langt ad vejen, og dette album kan nok mest af alt beskrives som gruppen værste og mest undervældende.


Karakter: -