Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
King Gizzard & The Lizard Wizard - Infest the Rats' Nest

King Gizzard & The Lizard Wizard - Infest the Rats' Nest

Skrevet af barcano den 24 august 2019 kl. 20:24
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: King Gizzard & The Lizard Wizard
Album: Infest the Rats' Nest
Udgivelsesdato: 16. august 2019
Genre: Thrash metal & Stoner metal
Sangantal: 9
Længde: 34:50


De ustoppelige rockere fra Australien er endnu engang i år klar med en studieudgivelse i form af Infest the Rats' Nest (som denne anmeldelses titel nok angiver). Derudover er det dog også gruppens femtende udgivelse, et tal som ville være imponerende nok i sig selv, men det bliver nærmest uhåndgribeligt når man husker at bandets debut udkom for kun syv år siden, altså tilbage i september 2012. Og på den relativt korte tid har de da også fået opbygget sig en ganske speciel diskografi. For med så mange albums (specielt på så kort tid) så er det nærmest en selvfølge at der vil være en fair samling af bundskrabende momenter. Selvom deres sidste album Fishing for Fishies som udkom tidligere i år, tilbage i april, så var det alligevel et rimelig uinspireret og lavmælt album der ikke tilbød synderlig meget som ikke kunne findes på nogen af deres tidligere plader. Derfor var det da spændende at se hvilken retning de ville bevæge sig videre i, i jagten på en udgivelse som kunne puste noget friskt luft ind i King Gizzard & The Lizard Wizard. Mere spændende blev det også da gruppen udmeldte at de på netop dette album ville skifte over i en thrash metal stil, af alle ting, som da kun gjorde min interesse for dette album den tak større.

Allerede fra pladens første nummer, "Planet B", er der da også tydelige tegn på at nogen ting vil blive anderledes i denne omgang. Efter en fed trommeintro som senere flyde eminent sammen med guitaren (selvom gruppens klassiske garagerock inspirationer popper frem i produktionen hvor den ødelægger guitarlicks"ene"), introduceres de "cheesy" og overspillede vokaler som er klassik for Mr. Gizzard, Stu Mackenzie, der løber gennem hele pladen (på godt og ondt da det skader ligeså meget som det kan gøre gavn afhængig af den pågældende sang) samt keyboards og powerchords som tilføjer deres klassiske boogielyd. Dog stopper de klassiske elementer for Mr. Gizzard og CO. der da mest af alt præsenteret en dystopisk sci-fi "epic" gennem thrash metal som klart mest er en hyldest til 80'erne, end det er et forsøg på at skabe originalt og forfriskende metalmusik. Hvilket dog i dette tilfælde ikke er dårligt da det lægger grundlaget for gruppens hidtil bedste samling af numre på en plade. En samling af numre som rent tematisk og sonisk flyder sammen i en mørk og pessimistisk fortælling om Jordens udslettelse på grund af menneskelighed grådighed der har udpint landjorden og ødelagt klimaet hvilket tvinger de mest privilegerede jordboer til at rejse fra Jorden og prøve at bosætte sig andre steder i universet mens de efterladte kæmper og dør for at leve i ruinerne af deres gamle hjem mens rumfarerne rejser videre. En rejse hvis første stop er ganske tydeligt i nummeret "Mars For the Rich" som titlen antyder, handler om de riges kolonisering af den røde planet. Udover at fungere som historiens sprængbræt så er det også en pokker effektiv omgang thrash hvor den tunge bas følges med trommernes rytmemønster imens guitaren står for sig og leverer nogen fede opadgående harmonier imens forsangeren præsterer noget ganske simpelt men kraftfuldt vokalriffing. Rent musikalsk begynder det dog at halte i anden halvdel af nummeret hvor det bliver lidt tydeligt at trommerne er mixet alt for indelukket og klaustrofobisk samt soloens blanding af guitar- og keyboardstøj ikke er noget der er særlig stimulerende, men nok nærmere noget der hurtigt begynder at gå én på nerverne.
Mere brutalt bliver det dog i det efterfølgende nummer "Organ Farmer" der åbner med en ret så vild og buldrende trommeintro der følges op af nogen meget Slayer/Metallica inspireret guitararpeggioer i broen mellem versene og gnarlige skrig der får nakkehårene til at rejse sig. Det fungerer i hvert fald som et godt dække over den ellers ret tamme og skingre tone som guitaren er stemt efter. I en lille afstikker fungerer nummeret "Superbug" mere som et tilbageblik på 70'ernes stonermetal med sine langsomme og nedstemte strenge der fingerpickes med ekstra tyk rungen for så at udvikle sig til hvinende guitarlicks der fungerer som et godt kontrapunkt til den rungende basvokal, imens man får anekdoter om den kødædende virus som hærger den efterladte klodes befolkning. Dog ender dette nummer med at blive lige langt nok i spyttet med meget lidt musikalsk udvikling som gør at de syv minutter som sangen var bliver ganske ensformigt halvvejs inde. Derefter vendes kursen tilbage og man præsenteres for nogen knusende kantede guitarriffs og primale stammetrommer i introen til "Perihelion" og "Venusian 2" som sender knugede næver i vejret og slår ligeså hårdt som cement. Hvilket akkompagneres af nogen fede melodiske omkvæd som dog ender med at blive lidt rodede. Det ændrer dog ikke på at der stadig er masser af lyspunkter at fokusere på, særligt inklusionen af mundharmonika i "Perihelion" fungerer specielt godt som et fint stykke harmoni i alt larmen som derudover også tilføjer noget dystert og trist atmosfære. Alt sammen pakket ind i en enorm og rummelig produktion. Det hele rundes fint af i afslutningsnummeret, som ganske passende hedder "Hell", der åbner op med en smagfuld melodisk frasing på guitaren for så at tage til i intensitet imens narrativet afsluttes med at resterne af menneskeheden overrendes af kæmpe rotter der vælter ud ad portaler til underverden imens de riges skæbne på fremmede planeter forbliver uvis. Det er ganske pessimistisk, men underholdende er det hele skam også, på en særlig morbid måde. Det ender dog lidt ærgerligt da det sidste minut består af en outro i tomgang hvor usmageligt guitarstøj overdøver nogen ellers interessante "østlige" guitarakkorder som udforsker nogen alternative tidssignaturer. Ikke ligefrem den bedste måde at slutte albummet af på, men der er heldigvis så meget positivt på hele pladen generelt at det ikke er noget der ødelægger oplevelsen.

Alt i alt er det hele bare et ganske velskrevet projekt som er ganske effektivt kogt helt ind til benet for at levere så fokuseret en sonisk og narrativ drevet oplevelse som muligt, hvilket de generelt slipper rimelig godt af sted med. Der er selvfølgelig nogen undervældende aspekter engang imellem, som nogen uinspireret guitarer, vokalsektioner der ikke altid virker raffineret nok (blandt andet en ret så akavet bro mellem versene i sangen "Self-Immolate" hvor den rene vokal ikke virker særligt overbevisende) og en bas som lidt for ofte har en tendens til at bevæge sig ud af sin mid-range placering i mixet for så at vakle forvirret rundt i lydbilledet. Det ændrer dog ikke på at King Gizzard & The Lizard Wizard med dette album har vakt interessen for gruppen i mig igen ved at reformere sig selv på denne her måde. Der leveres lige akkurat nok aromaer af deres klassiske boogierock lyd at det ikke føltes som om at de har glemt dem selv, men stadig har evnen til at ændre og forbedre sig selv.


Karakter: +