Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Taylor Swift - Lover

Taylor Swift - Lover

Skrevet af barcano den 29 august 2019 kl. 20:59
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Taylor Swift
Album: Lover
Udgivelsesdato: 26. august 2019
Genre: Pop, Synthpop & Electropop
Sangantal: 18
Længde: 61:48


Det moderne popikon Taylor Swift er ude med sit syvende album, i en lang række plader der på stribe er gået platin og har samlet en af de største fanskarer på popscenen. Når det så er sagt, så var det med en fast mængde anspændelse at jeg tog mig til at lytte til og fordøje dette album. Ikke kun fordi hendes sidste album Reputation fra 2017 var en undervældende samling af grinagtige forsøg fra Taylor Swift til at levere en mørkere og mere moden version af sig selv. Et nobelt forsøg som helt klart gav bagslag da albummet bestod af nogen af hendes værst skrevet og leveret numre i hele hende karriere. Den anden begrundelse for bange aner var at stort set alle de singler der blev udgivet op til dette album, heller ikke ligefrem kildede nogen af de rigtige steder. Men eftersom at nysgerrigheden og min egen OCD overvandt mig i sidste ende, så er vi her nu hvor jeg tydeligvis har lyttet albummet nok igennem til at kunne have noget at sige om det.

Ens bange anelser blev da også rimelig hurtigt bekræftet allerede ved pladens første nummer "I Forgot That You Existed" som med sin simplistiske produktion alligevel formåede at blande rytmeknipsene og trommerne sammen til en grødet sonisk masse. Dertil fulgte der også mange af de samme forudsigelige og kedelige tendenser, rent instrumentalt, fra hendes sidste album, samt en tekst der er spækket til randen med nogen af Taylors mest pinlige linjer. Så selvom albummet starter med en markant skuffelse der minder om hendes sidste udgivelse, så viser hun da i "Cruel Summer" at hun også er i stand til at skuffe med denne plades nye lyd. Sangen får da hurtigt en identitetskrise med sine "trappy" og beskidte trommer der komplet falder udenfor resten af musikken som er rimelig blid og fesen, med Teylors tilgang til drømmende bubblegum pop. Udover trommerne inkluderes da skam også andre tvivlsomme ideer, som elektriske baggrundsvokaler i versene som drukner i sit eget ekko hvilket er særligt distraherende da det ikke ligefrem tilføjer noget umiddelbart til den musikalske oplevelse. Så med den sidst ekrone på værket er der også alt for meget reverb på samtlige instrumenter.
Mindre forvirrende bliver det dog i titelnummeret som heller ikke er synderlig stimulerende, men trods alt heller ikke er frustrerende. I stedet for præsenteres der bare formelskabt pop med simple akkordprogressioner med svage strenge og underspillede trommer. Samt en vokalpassage i omkvædet der bruger halvdelen af tiden på at gentage "my, my, my". Lidt mere pinligt bliver det dog i "The Man" som ikke kun har nogen forældede synthdrums og EDM-horn kastet rundt omkring i nummeret, men også rent tematisk lider under Taylors meget snæversynede tilgang til hendes egen karriere. For selvom hun da klart havde haft nogen fordele som performer hvis hun havde haft en mand, så kan hun heller ikke negligere at hendes sociale og kønslige aktivisme ikke kunne markedsføres og lede til en større popularitetseksponering hvis hun havde været en mand. Det er barnligt og lyder samtidig lidt for indædt og fjendtligt. På den anden side dukker et lyspunkt op i nummeret "The Archer" som er en følelsesladet og melankolsk synthpop ballade viklet ind i en dejlig rummelig produktion. Med et simpelt men dog "fint"sødt" tonemønster og en instrumentation der tage sin tid til at udvikle sig til en svælgende konklusion, så er det alt i alt et lille øjeblik på pladen som gør plads til refleksion.
Desværre bliver oplevelsen fra"The Archer" dog hurtigt minimeret da det efterfølgende nummer, "I Think He Knows" leverer en hovedmelodi som er både formularisk og kedelig, med sine knipsende kontrapunkter til svage og hule trommer, intetsigende sangprogression og et omkvæd med en uimponerede vokalpræstation, så virker det desværre til at Taylor er kommet tilbage på sit middelmådige spor.
Et spor der kort i "Paper Rings" tager et kort skift over i poprock territorier som helt klart ikke leverer noget særlig elegant. I stedet for bliver der leveret filteret vokaler og pinligt korte guitarlicks som leder til en outro som fader ud så mekanisk og syntetisk som muligt. Heldigvis leveres der bedre momenter i "Death By A Thousand Cuts" og "Soon You'll Get Better" som inkluderer nogen bedre vokalharmonier samt nogen interessante instrumentinklusioner, i form af en kokosnødtromme, harpe, skingre synthlines og violin som leverer nogen mere sjælelige og rørende numre.
Selvom jeg måske her ville fortsætte med nogen flere vurderinger og observationer fra de efterfølgende numre, så bliver det meget tydeligt at anden halvdel af albummet gør det til sin opgave at videreføre de præcist samme ideer som optræder i en form eller en anden i nogen af de tidligere numre. Det bliver i hvert fald meget tydeligt at hun hverken havde materiale eller inspirationer nok til 18 sange og over en times spillelængde. Det bliver endda så grelt nogle gange at numre som "Afterglow" og "Daylight" er helt igennem ufærdige med sine overproducerede trommer, synths og vokalmelodier.

I sidste ende viser det at albummets nye retning ikke helt er nok til at forbedre kvaliteten fra sidste udgivelse da hun begår en samling af helt nye fejl efter at have fikset en håndfuld af dem hun havde før. For selvom der er 2-4 numre som uden tvivl er nogen af hendes bedste, så kunne man uden videre fjerne 6-8 sange i blinde og albummet ville derefter kun være okay. Det mangler i hvert fald de varierede og overraskende øjeblikke på Red-albummet (2012) eller den mere fokuserede struktur fra 1989-albummet (2014), hvilket efter én tilbage med et album der griber højt efter pladsen som hendes bedste album og samtidigt også falder på halebenet blandt hendes dårligste momenter næsten inden hun overhovedet er kommet fra start. Man kan derfor kun håbe at netop de bedste øjeblikke fra denne plade kan videreføres på hendes næste musikalske omgang. For ellers bliver det meget svært at se frem til hvad Taylor Swift har tænkt sig at gøre næste gang.


Karakter: -