Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Tool - Fear Inoculum

Tool - Fear Inoculum

Skrevet af barcano den 3 september 2019 kl. 20:10
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Tool
Album: Fear Inoculum
Udgivelsesdato: 30. august 2019
Genre: Progressive rock, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 10
Længde: 86:38


Tretten år. Der er gået tretten år siden metalmastodonten Tool udgav deres sidste album 10.000 Days. En venten som er mere og mere komisk jo længere tid der gik. Selvom både de juridiske problemer med rettigheder og sangskriviningskomplikationer alle sammen har været kendt i det offentlige i en god årrække nu, så nåede "ideen om et nyt Tool-album" en ren joke-status før sin endelige udgivelse den 30. august.
Den lange ventetid har dog givet mig massere tid til at reflektere over Tool som størrelse og mit egentlige forhold til gruppen. Lige fra sin spæde begyndelse ved debutudgivelsen Undertow tilbage i 1993 har de prædikeret sig selv for deres konstant udviklende sans for progressivt metal som ret hurtigt placerede dem på hitlisterne efter en meget heftig popularitetseksplosion.
En popularitet der trods alt altid har været respektabelt på grund af den stilistiske retning som de har repræsenteret aldrig har kunne defineres som værende nuværende eller kun sameksisterende, men derimod har populariteten været et affødt produkt og ikke et formål i sig selv hvilket kan tilskrives gedigent sangskriveri. Det er dog ikke hvad jeg altid ville karakterisere Tools diskografi som. For selvom de har skabt nogen ganske velkonstruerede numre i tidens løb, så er der også opstået en del navlepilleri og ufærdige sange fordelt på gruppens album over mere end 25 år. Men selv i deres mest ustimulerende og trættende øjeblikke er der ingen tvivl om at de stadig har produceret nogen af dette århundredes mest unikke og udefinerbare projekter.
Det er da også allerede ved første øjekast af albummet som samlet enhed at de klassiske karakteristika for netop Tool springer meget klart frem. Med kun seks numre og fire korte mellemspil samt en spillelængde på næsten halvanden time, er det tydeligt at der i klassisk Tool-stil kræves en stor mængde koncentration for at optage hvad der nok bedst kan beskrives som en meget kompleks og sammentrukket oplevelse.

Det gøres derfor ganske klart allerede ved åbningsnummeret, som også fungerer som albummets primære single, "Fear Inoculum" (hvilket på dansk nok bedst kan oversættes til "frygtformering/podning") hvad det er man kan forvente. Tool er stadig en gruppe som har så ufatteligt godt står på deres præsentation, hvilket kun bliver bedre af at de spiller utroligt symmetrisk og viderebyggende med hinanden, på trods af en nok lidt for lang intro som virker både for simpel og afbrækket til at påvise det. Dog mangler netop dette nummer nogen af de nuancer og resonereringer som ellers plejer at være ganske gældende på deres guitarer og trommer. Hvilket godt kan mærkes over de lange passager af repetetive og gentagende riffs og drumfills. Til det skal det også siges at Maynard James Keenan trods sin pokkers charmerende vekslen mellem en nær vokallevering også dvæle i det distanceret lydbillede, egentlig virker mere som om at han er blevet revet ud af et Perfect Circle nummer end at han egentlig fungerer som frontmand som Tool, da han i høj grad leverer en mere luftig og skinger klang til sin udtale. Andre steder hvor man i dette nummer føler flere A Perfect Circle tendenser er i selve produktionen. Sammenlignet med ikke kun Tool men langt de fleste andre metalkunstnere, så er mixet utroligt rent og klinisk hvilket klart fjerner en del af den mere dystre og pressende atmosfære man kunne finde på de ældre Tool-plader (særligt Ænima kommer her i tankerne som aldrig fik forværret sit lydbillede på grund af lidt "mixingbrusk").
Men alligevel er nogle passager og sektioner mixet alt for højt, hvilket da også klart kan mærkes i "chanting" sektionen halvvejs inde hvilket ellers ville have været ganske underholdende.
Dog skal det nævnes at det stadig er imponerende at Tool formår at levere pladens første 10 minutter ret overbevisende i et nummer som trods nogen irriterende punkter stadig kan opretholde en bevægende puls, selvom kompositionen og de synkoperede trommer og guitarer i outroen virkelig fastholder ideen om at det stadig er Tool som vi kender det.
En observation jeg også gjorde mig før udgivelsen af albummet da singlen stadig florerede rundt. Det lagde grund for en vis mistænksomhed som jeg ikke helt kunne slippe om at dette album bare ville være Tool på autopilot hvor de ikke ville præsentere nogen nye ideer eller sider af sig selv. Dog viser resten af albummet dog at mange ting har ændret sig siden deres fire første album. Det viste sig dog desværre ikke at være positivt for pladens samlede kvalitet. Men for at forklare hvorfor må jeg nok hellere starte med at nævne de fire mellemspil eller "interludes", da jeg ikke kun kan klarest formulere mine kritikpunkter med dem, men også fordi at mine kommentarer til de resterende numre nok vil blive lidt hovedløst konstrueret da hverken Gamereactor eller jeg selv tillader at jeg bare fortsætter med kritisk rablen i al evighed.
Først skal jeg dog pointere at ideen med mellemspil ikke er noget jeg princpielt har en ide imod. Det kan bruges effektivt til at give lytteren et muligt pusterum eller lede i retning af en ny sonisk eller tematisk retning. Allerede i år brugte Tyler, the creator mellemspil/interludes til perfektion på hans album. Og Tool har da også selv leveret nogen ganske varieret og interesse pusterum i tidens løb. Det er mere bar edet at på dette album falder mellemspillene nok nærmere i fyld eller ligegyldighedskategorien. Hvilket mest kan forklares ud fra at de tilføjer gankse lidt og bliver meget monotone meget hurtigt. Både "Litanie contre le Peur" og afslutteren "Mockingbeat" er bygget om et sample der gradvist bliver mere og mere distorted og forvrænget alt imens nogen ganske underspillede afrikanske trommer buldrer i baggrunden. Det er unødvendigt og tidsspild. Mere føltes det dog som om at gruppen har givet helt op på et nummer som "Legion Inoculant" som består af 3 minutters optagelser af bølger imens en billig version af Inception soundtracket rumsterer i baggrunden. Det eneste af de fire "korte sange" hvor det bliver lidt interessant er i "Chocolate Chip Trip" som trods en meget pludselig percussionsektion stadig har en fed opbygning og et ganske teknisk groove, der et stykke hen ad vejen overskygger den monotone synthstøj. En ting er sikkert i hvert fald. Tools mere skæve og varierede ideer fra tidligere er i hvert fald ikke og finde i de fire numre.
Hvad de resterende 5 monstrum af numre indeholder viser dog også at Tool har mistet lidt af sin mere hårde og morbide komiske sans som gjorde dem ganske finurlige på en meget original måde tilbage i de tidlige 00'er. Det mærkes da også i albummets første "nye" sang hvis man ekskluderer singlen. Når det så er sagt så er "Pneuma" egentlig det bedste albummet har at byde på. Men taget i betragtning af hvor lang tid der er tilbage af pladen bagefter, så virker det meget langsommeligt. Det ændrer dog ikke på at "Pneuma" byder på et nummer der kan tilføjes blandt gruppens bedste. Lige fra introen hvor blide guitararpeggioer lokker med en behagelig stemning, føres man gennem en skildring af jordens forhold til teknologi og omvendt, et tema som lægger grundlaget for det meste af pladens tematik. Derudover følger der et fedt omkvæd hvor særligt "One Breathe, One Word" linjen stadig hænger tungt i min hukommelse som så følges op af en solo der ikke kun har en smagfuld frasering, men også en udvikling hvor der hele tiden tilføjes flere akkorder til. Det er teknisk uden nogensinde at miste det emotionelle greb. En balancegang som resten af sangene dog ikke ser ud til at kontrollere ret godt. For de fleste sanges vedkommende er der tale om enorme spillelængder som egentlig ikke formidler synderlig meget. Der præsenteres koncentrerede sektioner af teknisk og groovey alt-metal rundt omkring i hvert nummer, som desværre bliver komprimeret af lange og udstrakte passager der kører i musikalsk bakgear.
Det betyder ofte at dele af introen og outroen er stærkt konstrueret men med manglende udvikling og interessante udfoldelser igennem majoriteten spillelængden for at tilføje den emotionelle opbygning som ville give konklusionerne den effekt som de var tiltænkt. Andre gange virker sange dog enten ufærdige eller som optagelser fra bandets "play-sessions" end egentlige kompositioner. Det betyder altså at det kan være svært at anbefale hele albummet eller hele sange da 12-15 minutter ikke følges retfærdiggjort når de inkluderer trættende loopriffs og konstant forbipasserende synthlines. Selvom der dog er en masse gyldne øjeblikke spredt rundt omkring på pladen. Særligt de mere sammenbidte vokaludtryk i "7empest" som uden tvivl er albummets hårdeste og mest klassiske Tool sang rent stilistisk.

Til sidst må jeg nok slutte med at sige at det ikke er noget dårligt album. Slet ikke. Faktisk overhovedet ikke. Men det er særligt undervældende og en stor tålmodighedstester hvilket gør at jeg kan ikke få mig selv til at hylde hele albummet når der er så store passager som føltes som spild, hvilket er særligt irriterende når der klart er en masse prisværdige tanker bag dette projekt. Både lyrisk og instrumentalt er der en masse ekspressioner som er utroligt interessant og fascinerende og dykke ned i for videre analyse. Selvom jeg da også vil tilføje at det virker til at de præsenterer nogen ideer og perspektiver som ikke virker ligeså kraftfulde eller gennemtænkte/velpræsenteret som på deres tidligere album. Som albummet står her, så har jeg svært ved at forestille mig at nogen ville se på nogen af denne plades numre som den næste "Schism" eller "The Pot".
Så selvom det måske er gruppens svageste moment, så har de stadig formået at kreere noget som er ligeså unikt og "anti-mainstream" som de altid har skabt. Jeg håber dog inderligt at de har tid og energi til at udgive endnu et album hvor de fokuserer deres ideer og soniske udfoldelser så vi kan få den legendariske svanesang som Tool helt klart fortjener.


Karakter: -