Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Korn - The Nothing

Korn - The Nothing

Skrevet af barcano den 17 september 2019 kl. 20:36
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Korn
Album: The Nothing
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Nu metal, alternative metal & rap metal
Sangantal: 13
Længde: 44:20


Det 13. album fra det amerikanske band Korn. En gruppe som nok bedst kan beskrives som nu-metal genrens frontmænd. De lagde grundlaget gennem 90'erne for andre bands af samme stil som Limp Bizkit og Slipknot. Selvom Korn ikke ligefrem nåede samme konstante lavpunkter som førstnævnte, så har de heller aldrig haft et udtryk eller en stil som har været ligeså tiltrækkende og frustreret som den man finder hos de ni Iowadrenge. Selvom man ikke kan tale deres præstationer ned, med en lang række priser og stort set hvet af deres album som er gået platin op til flere gange, så lyder det for mig mest som om at de har udgivet den samme plade 12 gange. Derfor håbede jeg at tingene ville ændre sig lidt med 13. udgivelse, ikke pga. noget specifikt, men derimod fordi gruppen trods alt er blevet markant mindre over årene og derfor nok måtte begynde at søge efter nogen forandringer. Særligt efter deres sidste album The Serenity of Suffering som ikke kun skuffede anmeldere men også langt de fleste fans. Men efter at have lyttet albummet et par gange igennem må jeg erkende at 2019 ikke ligefrem er metalmastodonternes år. Både Tool, Slipknot, Infant Annihilator og nu Korn har alle sammen udgivet albums i år. Albums der mildest talt har været ganske undervældende, hvoraf Korn nu også kan tilføjes til den samling.

Særligt første halvdel af albummet gør da hvad der kan gøres for at sænke de allerede velafstemte forventninger til et endnu lavere niveau. Så efter en ganske melodisk sækkepipesektion i intronummeret "The End Begins", så leveres der ellers Korn for klassisk fuld udblæsning. Og det bliver ved sådan i godt og vel tre kvarter. Allerede i det efterfælgende nummer "Cold" virker det til at gruppen stiller sig ganske godt tilfredse med skabelonskåret nedstemte riffs der ikke kan beslutte sig mellem vers og omkvæd hvordan de skal stemmes, mærkværdige og undringspirrende lyde (lige fra guitarvridninger i ekko til hvinende diskant fra keyboards) som Korn i klassisk forstand hælder ind over hvert et nummer, af uforklarlige årsager, og vers som prioriterer hurtigt leveret vokaler fremfor velformuleret melodilinjer der skaber hårde men umættede sektioner. Hvilket i sandhed også mærkes i mange af albummet enorme omkvæd som ikke tilføjer andet end banale melodier og Jonathan Davis' uoverkommelige tonefraseringer.
Et sted hvor albummet dog varier fra sit ofte fastfrosne spor er i "The Darkness is Revealing" som med sit alt-rock groove og flade vokalharmonier som nok er for rene til at være på et metalalbum, skaber et lydbillede der minder om mange af de numre der florerede rundt i midt 90'erne da rockkunstnere verden over prøvede imitere hvad der blev gjort på Load og ReLoad. Og hvis man kender til de lavpunkter i Metallicas karriere, ender man rimelig hurtigt med at spørge: Hvorfor ville man prøve at kopiere det? Dertil følger der også et midterstykke med overartikulation for at levere nogen mere bruske rim og et rapflow som er forceret og unaturligt. For ikke at sige forældet da de fleste af os nok kom videre fra rapmetal i de tidlige 00'ere. Som de to afsluttere på første halvdel, "Idiosyncracy" og "The Seduction of Indulgence", leveres der stadig nogen riffs som ikke består af andet end bevægelse op ad halsen og endeløs "chugging", gummiagtig slapbas og trommer som ikke kun har en simpel og intetsigende snare-highhat kombination men også virker for syntetiske i sin produktion til at kunne være rigtige trommer.
Bedre bliver det dog hurtigt i anden halvdel med nogen ganske bevægende metalmelodier og nogen mere interessante sangstrukturer der tilføjer noget mere holdbart kompleksitet. Det skal dog ikke siges at der ikke stadig er en del eksempler hvor albummet fyldes med tvivlsomme beslutninger, for at sige det mildt. Lige fra beatboxingen i "The Ringmaster" til en vokalpræstation i "Finally Free" der lyder som en amatøragtig imitation af David Bowie, er det tydeligt at mængden af nye ideer der kan tilføje noget nyt, og lad os være ærlige, mere interessant til Korns meget karikeret. Et sidste ankepunkt som selv verdens bedste instrumentation ikke kunne gøre op for, er den ret forcerede og overforklarende lyrik som ikke efterlader ret meget til fantasien. Derimod efterlader den dig ofte med en dårlig smag i munden og et uintentionelt smil på læberne i tekster som går lige fra det ufærdige til det pinlige. Det skal dog ikke betyde at jeg ikke har forståelse for hvilke omstændigheder dette album blevet konstrueret under. Det at miste sin kone og sin mor kan jeg kun forestille hvor forfærdigeligt det måtte være, og det er da også ganske prisværdigt at frontmand Jonathan Davis kan få et emotionelt frirum i sin musik. Det ændrer dog ikke på at hvad han leverer, ikke særligt effektivt formulerer hans indre frustrationer hverken i tekst eller musik.

I sidste ende virker det til at Whitechapel og Rammstein (i nogen grad) er det eneste som har formået at levere velkonstruerede metaludgivelser. Så selvom Korn ikke ligefrem har skuffet så meget på dette projekt som andre genrerepræsentanter har gjort, så var mine forventninger måske ikke høje nok til at de kunne skuffe mig i samme grad.


Karakter: -