LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | PlayStation Now
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Alex Cameron - Miami Memory

Alex Cameron - Miami Memory

Skrevet af barcano den 19 september 2019 kl. 22:30
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Indie, Musik

Kunstner: Alex Cameron
Album: Miami Memory
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Inde pop, synth-pop & heartland rock
Sangantal: 10
Længde: 38:39


Det nyeste album fra en af Australiens mest unikke sangskrivere og ikke mindst satirikere er ude med sit nyeste album som ville have været et af mine mest ventede udgivelser hvis ikke det var fordi at dette er hans første projekt jeg har stiftet bekendtskab med. Men efter jeg hørte dette album er jeg da gået på rejse i hans bagkatalog og jeg kan da allerede sige at han er en af de mest friske stemmer jeg har hørt fra indiescenen hele året. Særligt hans andet album Forced Witness gav mig en større forståelse for hans eminente blanding af lo-fi 70'er poprock numre og perfekt skildrede portrætteringer der bæres af tekster som er ligeså humoristiske og kradse som de er velskrevne og konceptionelt sammenhængende.
Alt sammen tendenser som han overdrager til hans nye projekt. Samtidigt med at han ikke har så travlt med sin forbedring af sin i forvejen bevægende standardlyd til at han ikke også kan smide et par gode overraskelser hist og her i et album som ikke kun var en komplet overraskelse, men også en af årets bedste musikalske oplevelser. Selvom jeg ikke ved første gennemlytning var en fan af de staccato drevne trommer og nogen meget loopende synthlines som tungt skar gennem mixet og var yderst ensformige i albummets to første numre, "Stepdad" og "Miami Memory", så er det nogen implementeringer der har vokset på mig sidenhen. Selvom det dog stadig ikke føltes helt rigtigt. Når det så er sagt, så er det tæt på de eneste ankepunkter jeg har, da dette album er ganske solidt formidlet uden nogen særlige fald i kvalitet.
For hvad Alex Cameron lever på dette album er en hudløst ærlig men dog altid humoristisk dissektion af en mands plads i sit eget forhold imens han prøver at finde sig til rede i en verden der ændrer sig hele tiden imens han prøver at undgå desperate tendenser eller falde tilbage i sin egen giftige og falske maskulinitet. Det lyder måske meget mere prætentiøst end det egentlig er. For i Alex Camerons musikalske verden virker alting så utroligt virkeligt. Nogle gange til en skræmmende og tåkrummende grad.
Dog i et nummer som "Far From Born Again" viser han at han stadig har godt styr på at bikse nogen ganske ørehængende numre sammen. Med et groovey beat og blide baggrundsvokaler trækker han dig gennem sine perspektiver på det liv som prostituerede lever. En sjælelig og igen, hudløst ærlig omgang.
I et nummer som "Gaslighting" viser Alex Cameron også nogen klare Beatles inspirationer i en 60'er folkrock sang som alligevel skiller sig ud som sin egen eksistens med sin metalliske og rå produktion.
Albummet når da klarest sit højdepunkt halvvejs inde i sangen "Bad For The Boys" som ikke kun er så tæt på perfekt pianorock som man kan komme, men også en hysterisk morsom beskrivesle af mænd som ikke kan komme udover deres egne usikkerheder og derfor lader det gå fysisk udover kvinder i deres liv på den ene eller den anden måde. Med et omkvæd som når et sonisk og tematisk højdepunkt imens Alex Cameron leverer en tekst der hedder: "And now you're living little lives without women, And blaming them for all the change, You thought the boys were gonna stay the same, But no one cares about your good old days." Det er på mange måder en opdateret og endnu mere tragikomisk version af Thin Lizzy's "Boy are Back in Town".
I forlængelse af det leverer han dog en kritik af den stigende kultur omkring politisk korrekthed i "PC With Me" hvor han beskriver det eneste som afholder ham fra at miste forstanden, er at han kan få lov at have et frirum sammen med sin kæreste hvor de ikke behøves at være politisk korrekte sammen. Alt sammen imens melodiske og rørende horn danser rundt i det bløde mix.

Egentlig vil jeg ikke sige ret meget om albummet da det nok opleves bedst selv. Hvad jeg dog kan sige er at han er i bedre form end nogensinde før, med bedre tekster og instrumentation som har fået nogen lidt mere komplekse strukturer uden nogensinde at miste sit emotionelle fokus. Der er i hvert fald både melodiske linjer og tekstmæssige linjer som ikke vil forlade min hukommelse foreløbig.


Karakter: ++