Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Worst albums of 2019

Skrevet af barcano den 20 december 2019 kl. 17:00
Tagget som: Album, Brugeranmeldelse, Musik

Så er det vel tid. Efter snart et år hvor jeg har udgivet (knap så) regelmæssige musikanmeldelser på Gamereactor er tiden nu nok inde til at jeg samler mine tanker om det år som er gået, og udtrykker det gennem lister som skulle være relativt let at forholde sig til, og derved få et hurtigt overblik over hvad jeg syntes om de albums jeg har skrevet om i årets løb, hvis man altså ikke er interesseret i at læse de knap 75 anmeldelser som jeg trods alt har udgivet. Dertil skal jeg sige at reglerne for hvilke plader jeg inkluderer på denne liste, er ikke særlig klart opstillet. Grundlæggende kan man sige at der ikke vil være tale om EP'er, da jeg ikke har anmeldt nogen EP'er gennem året da jeg ikke rigtig har tid til at inkludere både studiealbums, EP'er og single-udgivelser. Når det så er sagt behøves jeg ikke nødvendigvis at have anmeldt albummet før jeg kan inkludere det på listen, dog vil jeg da forsøge kun at inkludere førnævnte plader for sammenhængs skyld. Der er dog alligevel en enkelt undtagelse på denne liste. Derudover prøver jeg at holde listen til en top-ti. Dog har jeg alligevel valgt at sætte nogen kunstnere og album sammen for ikke kun tematisk skyld men også da jeg havde store problemer med at vælge. Det håber jeg dog at du som læser kan tilgive mig for, og alligevel få et eller andet ud af min lister. Tilbage er der så kun at sige, tak for et godt år og jeg vil være tilbage igen næste år med et løfte om at kunne udgive endnu flere anmelderes som I kan læse (det skal dog siges at der selvfølgelig vil blive udgivet et par lister i løbet af den næste uge, dog ingen anmeldelser før næste år).


10: Ed Sheeran - NO. 6 Collaborations

Jeg åbner min liste med den seneste udgivelse fra den moderne konge af intetsigende og gennemsnitlig popmusik. Et projekt som præsenterer et endnu mere hult og følelsesløst billede af den moderne popscene end Ed Sheeran normalt disker op på sine soloprojekter. I stedet for hiver han her en samling af nutidens største popstjerner ind på et album der på trods af at være bygget på et fundament af næsten uendelige ressourcer alligevel føltes så tyndt og mangelfuldt. Lige fra tåkrummende og pinlige tekster til overdrevne omkvæder som prøver at gøre op for forglemmelige og forhastede vers som man ikke ville kunne identificere selv hvis ens liv afhang af det. Så på trods af at jeg ikke kan huske en eneste unik akkord fra hele albummets timelange spillelængde, så er der ingen tvivl om at mit år ville have været meget bedre hvis jeg ikke havde udsat mig selv for det her album. Selvom det dog er utvivlsomt at radiostationer og internettet ville have ladet én slippe for at høre på dette fejlagtige projekt. Hvilket hverken Travis Scott eller Justin Bieber kan gøre op for i deres gæsteoptrædener, da det er fuldstændig umuligt at skabe harmoni og kemi på et så uønsket album. Det eneste positive jeg kan sige er at Ed Sheeran og hans kollegaer nok er blevet utroligt meget rigere efter udgivelsen af denne plade.


9: DJ Khaled - Father of Asahd

Lige efter Ed Sheeran følger DJ Khaled med et album der på mange måder er lige så ens med Ed Sheerans nyeste fiasko. Den afgørende forskel i min vurdering af netop disse to album har været at Ed Sheeran trods alt inkluderet nogen bedre og mere talentfulde kunstnere ind som gæsteoptrædener. Bevares, musikken bliver ikke bedre af den årsag, men det er også ude i margen at jeg er nødt til at lede efter afgørende forskelle imellem de her to udgivelser. Derudover bragte dette album dog også et lidt større skuffelse med sig, da jeg ikke er i tvivl om at DJ Khaled alligevel har evnerne til at producere noget bedre, som han trods alt har gjort før på tidligere albums. Det er ikke ligefrem noget jeg kan sige det samme om hvad angår Ed Sheeran, hvis album jeg begynder at have lavere og lavere forventninger til for hvert år der går.


8: AJR - Neotheater

Værre for popscenen bliver det dog på ottendepladsen, hvor kvaliteten stadig er ligeså lav, men produktionen og sangskriveriet tager et markant dyk. Selvom jeg bevidst har prøvet at undgå alt hvad AJR har udgivet, så fik en morbid nysgerrighed dog til sidst sneget sig ind på mig og overbevist mig om at Neotheater i det mindste kunne være et lyt værd. Hvilket jeg så nu kan sige at det egentlig også var. Nu kan jeg i hvert fald bekræfte med sikkerhed at de stadig leverer det samme privilegerede og hysteriske "teenpop" som de altid har gjort. Dog har de valgt at gøre skaden større for dem selv ved at inkludere harmonier og lyriske ideer som mest af alt får det her til at lyde som fravalgte Disneynumre. Jeg ville dog alligevel helst have været foruden den åbenlyse bekræftelse af hvad vi nok alle sammen inderst inde alle ved.


7: blink-182 - Nine

Det er ikke vitterligt overraskende at se blink-182 på syvendepladsen. Men alligevel er det egentlig lidt sørgeligt at se et af dette årtusinds største rockgrupper forfalde til så lavt et punkt som Matt Skiba og co. har gravet sig ned på efter den ene undervældende udgivelse efter den anden. En konklusion som det virker til at Matt og gutterne egentlig også kom til, hvilket kan være med til at forklare hvorfor de valgte at tilføje hiphop produktion og elektroniske tendenser i form af tunge synthesizers og glinsende baslinjer, i et forsøg på at forbedre deres snart ret slidte musikalske formel. Problemet er bare at det ikke hjalp synderligt på situationen, men egentlig kun var med til at forværre gruppens situation. Hvilket da også er tydeligt når gruppen alligevel mod min vilje ender med at lande fast på denne liste.


6: NAV - Bad Habits
På sjettepladsen kommer dog en kunstner som det aldrig har været tydeligt at se hvor interessen kommer fra. Nav leverer på sit andet album lige det de fleste nok havde forventet, tre kvarter med den ene sjælløse gennemgang er moderne rap- og poptendenser i et forsøg på at præsentere noget der bare virker en smule relevant i det moderne musiklandskab. Det er dog ikke tilfældet, og i stedet viser Nav kun sin egen tydelige mangel på kreativitet hvilket dog også sikrer ham en solid plads i den højere plads på min liste.


5: Bad Wolves - N.A.T.I.O.N & Skillet - Victorious

Halvvejs på min liste finder man to grupper som jeg ikke var i stand til at vælge imellem. Ikke fordi jeg var ude af stand til at differentiere de to gruppers lyd fra hinanden, da de trods alt repræsenterer hver deres overdrevne og ganske pinlige gren af moderne metalmusik, men i stedet fordi jeg ikke kunne beslutte mig for hvem jeg syntes leverede årets mest forældede og toneløse musik. For selvom 2019 har bragt et par skuffelser med sig for diverse metalfans, så er det svært at forestille sig at nogen ville blive stødt eller skuffet over de her to plader. For jeg tvivler egentlig på at der er nogen som interesserer sig synderligt meget for en charme- og ironiløs Five Finger Death Punch klon eller grinagtigt kristen Nu-metal, der begge leverer musik som ville have været dårligt og kunstnerisk letkøbt tilbage i de tidlige 00'er, som de her to grupper åbenbart stadig lever i.


4: Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN & INFINTY

Selvom fjerdepladsen ikke går til to kunstnere, så går pladsen dog til de to album som den britiske rapper Scarlxrd har udgivet i 2019. Det er svært for mig at se hvordan jeg egentlig så et stort potentiale i Mr. Marius da han brød igennem på den store musikscene tilbage i 2016 med sit debutalbum, men de egenskaber jeg mente han havde i starten af sin karriere er ganske svære at få øje på i hans to nyeste udgivelser. Hans i forvejen ret simple lyd er blevet kogt endnu mere ned, indtil der ikke er mere tilbage end en samling af monoton støj som desværre ikke virker ligeså råt og effektivt som det engang gjorde. Jeg har i hvert faldt svært ved at se hvordan Scarlxrd skulle være i stand til at levere noget hårdtslående igen, medmindre han fuldstændigt omlægger sit eget musikalske aftryk.


3: 93PUNX, Vic Mensa - 93PUNX

Som indleder til årets "nederste" top tre, befinder 93PUNX og Vic mensa sig med deres debutalbum. En plade der trods de bedste forsøg alligevel ikke formår at blande rock, emo, punk og rapmusik til et resultat som ikke er ligeså akavet og pinligt som det er tematisk frastødende. Hvad der dog alligevel afholder 93PUNX fra at ligge længere nede på listen, er at der trods alt i dette kæmpe rod gemmer sig en linje eller et musikalsk indspark her og der som er tilpas groft og bramfrit at det formår at være underholdende. På en tidlig South Park-agtig måde.


2: Logic - Supermarket & Confessions of a dangerous mind

På en stærk andenplads finder vi en af nutidens største kandidater for mest overvurdere og samtidigt mest tandløse rappere. Ligesom med Scarlxrd tidligere er det svært at vælge imellem to dårlige udgivelser når de samtidigt repræsenterer de samme symptomer fra den samme kunstneriske sygdom. Den sygdom er altså mangel på originalitet samt kunstnerisk udvikling. Hvor "Confessions of a dangerous mind" egentlig bare virker som et pragteksempel på hvor omfattende det hjørne Logic har presset sig selv ind i rent kunstnerisk egentlig er, på et album der på knap en time trækker dig igennem kollapset af Logic's kunstneriske integritet imens det bliver ekstremt tydeligt at han ikke har i sinde at udvikle sig. Når det så er sagt, så fungerer "Supermarket" som modspillet til dette, hvor Logic i et forsøg på at skabe et unikt soundtrack til den bog som fulgte udgivelsen af dette album, ender med at skabe et endnu et forfærdeligt eksempel på hvor dårligt genre-crossovers kan gå når en kunstner ingen forståelse har for de genrer han blander. I det her tilfælde kombineres rock og rap endnu engang i en ret så usmagelig sammenblanding, hvor det samtidigt er så voldsomt tydeligt hvor Logic trækker sine inspirationer fra, i hvad der kun kan beskrives som en ret så begrænset forståelse af rockgenren og dens muligheder.


1: Iggy Pop - Free
Når det så er sagt, har der for mig siden udgivelsen i september ikke været nogen tvivl om hvem der ville tage toppladsen med hvilket album. Iggy Pop leverer med sit attende studiealbum hvad der bedst kan beskrives som dødsstødet til sin egen karriere. På ti sange og kun en halv time formår hr. Iggy at levere nogen af årets mest forsnævrede og fordummende tekster som springer mellem at være upassende til at være ubærligt lommefilosofi. Dertil følger strukturløs og opgivende instrumentalsektioner som leder ind i albummets sidste tredjedel der mest af alt føltes som et opgivelsens suk hvorefter albummet langsomt puster ud imens håbløse spoken-word passager langsomt presser det sidste liv ud af albummet. Selvom jeg gennem skriveprocessen af denne liste har overvejet min vurdering til de nævnte albums, så slår tvivlen aldrig ned i mig da jeg ramte dette album som min nummer et. Uden tvivl årets absolut dårligste udgivelse, hvis eneste prisværdige egenskab har været at jeg derved nemmere kunne lave en liste ud fra dette album som pejlemærke.