Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

De bedste album fra 2019

Skrevet af barcano den 30 december 2019 kl. 14:13
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Nu er 2019 ved at nå sin ende, og jeg har derfor kun en liste tilbage at levere inden vi "begynder forfra" i det nye år. Titlen forklarer det egentlig bedst. Så lad os bare komme i gang med at kåre det snart forgangne års bedste studieudgivelser.


15: Pissgrave - Posthumous Humiliation

Vi starter ud i det mørke hjørne med det anden studiealbum fra Amerikas nye darling på den brutale dødsmetalscene, Pissgrave. På mange måder er "Posthumous Humiliation" egentlig bare "Suicide Euphoria" (ufatteligt charmerende navn) version 1.2, da der egentlig kun bliver skåret lidt fra her og der, mixingen er lidt bedre så man ikke når tidspunkter hvor det mest af alt lyder som en instrumentalt suppe hvor alt bare flyder sammen og pladens bedste numre er lidt bedre fordelt på pladen så det føltes mere som en organisk udvikling i stedet for at gøre som de gjorde første gang og havde de bedste sange i den første tredjedel. Når det så er sagt er denne plade relativt simpel, og den når også kun lige sidstepladsen på min liste fordi jeg trods alt stadig har behov for musik der lyder som frådende kloakvand en gang imellem. Hvis du er til det mere ekstreme, så er det her helt klart et lyt værd. Hvis ikke har jeg heldigvis en masse mere tilgængelige musik klar.


14: Slauson Malone - A Quiet Farwell, 2016-2018

Ligesom tilbage ved udgivelsen i April har jeg ikke synderlig meget at sige. Måske ikke andet end at det er årets bedste "collage-album" som helt klart skal høres i sin fulde længde for at få den bedste oplevelse. For med en længde på kun en halv time præsenteres der alligevel en interessant blanding af glitch, undergrunds hiphop og abstrakt indiemusik som helt klart har været et af årets mest givende udgivelser når man prøver at få det hele til at passe sammen.


13: YBN Cordae - The Lost Boy

På en trettendeplads står YBN Cordae med hans debutalbum, som på trods af at være tydeligt farvet af alle hans inspirationer, stadig leverer noget af årets bedste soulrap, der på en og samme tid er ligeså indsigtsfuldt som det er legende. Det er selvfølgelig så kun ekstra prisværdigt at han på pladen blandt andet har gæsteoptrædener fra Pusha T, Meek Mill, Anderson .Paak og mange flere. De har tydeligvis set det samme spirende potentiale i ham som jeg har, for han er efter denne her udgivelse klart værd at følge videre i hans forhåbentligt længerevarende karriere.


12: King Gizzard and The Lizard Wizard - Infest the Rats' Nest

Selvom jeg langt fra var fan af gruppens første udgivelse i 2019, "Fishing For Fishies", så overraskede de mig alligevel i halvårets august med et nyt album som derudover også så gruppen eksperimentere med thrash metal af alle genre. For selvom dette album alligevel er lidt mere akavet og "kitchy" end de fleste andre udgivelser fra thrashmetal konkurrenterne, så leverer Hr. King Gizzard og drengene alligevel en ret underholdende historie om verdens undergang og koloniseringen af Mars, i et solidt stykke stoner-rock som alligevel har en hårdere kant end jeg havde forventet fra gruppen.


11: Health - VOL4. :: SLAVES OF FEAR

Egentlig har jeg et lidt ambivalent forhold til Health's fjerde nye album. Hvilket selvfølgelig lyder mærkeligt når de ligger nummer elleve på min liste. Men det skyldes at deres nye album både er deres bedste men samtidig også mest uinspirerede. Det er deres mest tilgængelige og ørehængende men lyder også som genbrug af den samme ide igennem samtlige numre. Derfor kan det altså koges ned til en bitter indrømmelse af det stadig lyder som noget af det største og mest cinematiske musik der er blevet udgivet hele året. På trods af at det har flere mangler end jeg gerne vil være stolt af at indrømme når det alligevel finder sig en plads på min liste.


10: Hans Phillip - Forevigt

Sjovt nok er mit forhold til Hans Phillips debut nogenlunde af den samme dur. For selvom jeg gik fra at elske hans album da det udkom hvorefter jeg med hver gennemlytning har sænket min begejstring med bare en enkelt grad af gangen, så er der stadig en konstant tiltrækning til albummets minimale gennemgang af ulykkelig kærlighed og angsts påvirkning af et ungt sind. For der er ingen tvivl om at det kommer fra et oprigtigt sted og at det på trods af mange sange der føltes som dødelig tomgang, stadig formår at have en uskyldig melodisk uskyld til sig. Hvilket egentlig nogle gange er alt hvad der skal til. I hvert nok til at lande på en stille tiendeplads.


9: Alex Cameron - Miami Memories

Et album jeg dog ikke holder mig tilbage med at hylde for sin simple fremstilling af Alex Camerons nyeste album. På trods af at man ikke ligefrem kan sige at hver sang rammer plet, så har hele pladen en tydelig "arbejderklasse" charme som er ligeså genkendelig som den er humoristisk i sin behandling af sexarbejde, det at være mand i det moderne vestlige samfund og samtidig prøve at opholde det ansvar det kræver at elske sit stedbarn. Han er i hvert fald en australier der giver udtryk for den skæve oplevelser i tilværelsen som ingen anden.


8: Anderson .Paak - Ventura

Som det nok også kom til udtryk i min liste over bedste sange fra 2019, så er jeg ret stor fan af Anderson .Paak. Særligt efter hans nyeste udgivelse her, er det svært ikke at anerkende at hans blanding af soul og jazz er et dejligt frisk pust til den moderne rapscene. For selvom han langt fra er den første der leverer denne type rap, så gør han det mere charmende og overbevisende end de fleste. Listen af solide gæsteoptrædener og velskrevne linjer er i hvert fald også med til at cementere "Ventura" som et af årets bedste.


7: Lingua Ignota - Caligula

Indtil juli måned troede jeg helt bestemt at Pissgrave ville være det mest brutale og modbydelige jeg ville komme til at høre hele året. Så kom Lingua Ignota dog lige forbi og bragte en skræmmende grad af personlig pinsel med sig i et album der på alt for levende vis fremhæver hvordan voldelige forhold kan skade et menneske.
Hvilket hun eminent gør gennem lange numre der elegant bevæger sig mellem klassisk symfoni instrumentation som langsomt men sikkert udvikler sig til hjerteskærende skrig der langvarigt opstiller et sonisk mentalt nedbrud som får huden på armene til af vende sig på vrangen imens hårene rejser sig til de nærmest løsner grebet i sine sække og falder af. Det er hårdt og det er kynisk i en sådan grad at det er med en tung sten i maven af jeg hver gang sætter mig end for at høre det. For ligesom med et nervepirrende spil eller film, så er det gennem en ubehagelig oplevelse at man samtidig bliver præsenteret for en af de mest bevægende udgivelser i længere tid.


6: Whitechapel - The Valley

Selvom 2019 har været et år med mange gode udgivelser fra stort set alle genre, så betød det ikke at mastonder indefra metalgenren som Tool, Slipknot, Opeth, Korn Killswitch Engage, Of Mice and Men og desværre alt for mange andre ikke levere en meget skuffende og sløv omgang hård musik. Derfor var det både ganske dejligt og særligt skuffende at man ret tidligt på året fik årets bedste metaludgivelse. Som jo så beklageligvis også betød at man resten af året ikke ville få et godt indskud metallarm. Når det så er sagt, så ændrer det ikke på at "The Valley" ikke kun er Whitechapels mest konceptionelle og melodiske men egentlig også bedste album. Hvilket betyder at uanset om man lytter til den brutale "Forgiveness is Weakness" eller den sjælelige "Hickory Creek" så leveres det med de samme lækre tripleguitarer og eksplosive trommer.


5: Denzel Curry - ZUU

Under et år efter at Denzel Curry leverede et af sidste års bedste album i form af "TA13OO", er det derfor ganske imponerende at han endnu engang befinder sig på listen. Det er vel kun endnu et eksempel på mandens ekstreme talent og urokkelige produktivitet. Lige fra monsterhittet "Ricky" til den brutale "BIRDZ", viser Denzel Curry at han ganske elegant kan bevæge sig mellem et hav af forskellige typer rapmusik. Alt sammen med hans karakteristiske sans for melodi og konstant varierende artikulation og flow.


4: Tyler, the creator - IGOR

Jeg har ligeså mange ord at sige of Tylers nyeste album som jeg havde tilbage da jeg anmeldte det (ultra kort) tilbage i maj. Grundlæggende er det Tylers mest sammenhængende og emotionelt nære album på trods af at det samtidigt også er hans mest "mainstream" og let tilgængelige, hvilket desværre er blevet unødvendigt kritiseret. For på "IGOR" illustreres kærlighed eminent gennem funky synthbeats og Tylers sprudledne personlighed. Helt klart giv "IGOR" den opmærksomhed den kræver.


3: Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Til dem af jer som kender Hobo Johnson (hvilket nok er ganske få) så ved I også at forholdet til ham er ganske binært. Enten elsker man ham eller så hader man ham. Og selvom jeg ikke var en kæmpe fan af hans sidste debutalbum, så formår han alligevel at skabe et af årets bedst albums i anden omgang. For selvom hans omdømme og ganske "unikke" personlighed har afskrækket mange, så ændrer det ikke på at der udover ørehængende flows og gode sammenblandinger punk, emo, rap og pomusik stadig er interessante og humoristiske perspektiver på selvværd, sex, kærlighed, uønskede forhold og at finde en mening i livet. Hvilket er noget som kun bliver styrket af Hr. Johnsons ivrige og bramfrie personlighed.


2: Billie Eillish - WHEN WE FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?

Der var mange omfattende musikalske fænomener i 2019, men det er rimelig tydeligt at ingen ramte musikscenens opmærksomhed end den unge Billie Eillish, som med sin debut eksploderede lige ind i flertallet sygeløs. Særligt hjulpet på vej af hendes unikke tilgang til popmusik som er ligeså mørk og minimalistisk som det er ørehængende. Jeg har ikke så meget at sige om hende og hendes album, da tæt på alle i verden og deres kæledyr allerede har nævnt hende i flæng og besluttet om de ser hendes musik som et frisk pust til popmusikken, eller et symptom på at den store popscene ikke har set nogen markant forandring i lang tid. Uanset hvor du står, så ændrer det ikke på at jeg i hvert fald kan se en store fremtid for Billie Eillish efter at hun har leveret så unik en samling af numre som hun har gjort her på sin debut.


1: PUP - Morbid Stuff

Der kan dog kun være en nummer et, og selvom PUP ikke er i nærheden af at være ligeså indflydelsesrige eller genkendelige som frøken Eillish, så leverer de alligevel så utroligt meget på deres tredje og utvivlsomt bedste album. Det er i hvert fald tydeligt at hvis nogen havde fortalt mig for et år siden at der stadig kunne være så utroligt meget mere liv og energi i popunk genren, så ville jeg nok sige at jeg skulle se eller høre det før jeg ville tro på det. Og nu når "Morbid Stuff" er for mig til at se og høre det må jeg nok indrømme at hvem end der kunne have sagt det til mig for et år siden, så ville de have ret. Er du helt gal hvor ville de have haft ret. De canadiske drenge bringer en charme, en energi og en bidende sans for ironi som jeg ikke kunne forestille mig kunne gøres bedre end de gør det her. Hver en sitrende akkord og hver en skreget kritik af hverdagens dræbende tilstand er med til at give mig en konstant smil på læben som ikke er blevet mindre igennem hele året, og det tror jeg heller ikke det bliver lige foreløbig. Mere har jeg ikke at sige, derfor tager PUP førstepladsen, og derfor er der kun tilbage og sige hav et helt fantastisk nytår, også ses vi igen på den anden side af 2020.