Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Skrevet af barcano den 14 januar 2020 kl. 20:11
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Benjamin Hav
Album: Spice up your life & Dit syge dyr
Udgivelsesdato: 3. januar 2020 & 10. januar 2020
Genre: Lof-fi hiphop & indiepop
Sangantal: 13 & 13
Længde: 50:55 & 46:50


Det tidligere medlem af Benal-duoen åbnede den danske musikscene op med to udgivelser en uge efter hinanden i et dobbeltalbum der uden tvivl skal stå som Benjamin Havs forsøg på at etablere sig selv som soloartist, og hvad vi så deraf kan forvente. På trods af at han sammen med Albert Wanscher det sidste årti har etableret sig selv som en af Danmarks største kunsterne, hvilket da også bla. har bragt dem i besiddelse af P3 Prisen tilbage i 2017, så står han altså nu på flad jord og skal på ny fremstille et stykke af ham selv som vi ikke før så i Benal. For selvom åbningsnummeret "Spice up your life" godt kunne narre lytterens første indtryk, med sin akustiske guitar som er lige så hurtig som den er fast og blid sammen med steppende synthlinjer der nærmest fungerer som en musikalsk trampolin hvorved Benjamin Havs kan lade sine lyriske ideer og dybe flows hoppe rundt på, så viser resten af albummet dog sin sande side. For selvom sange som "Stjernerne", "Musse" og "Den eneste" uden tvivl leverer den udefinerbare charme og lyriske mærkværdighed som Benjamin Hav altid har præsteret, så er der ingen tvivl om at det er knap så eventyrlystent. Ydermere formår han på store dele af albummet heller ikke at løsrive sig fra den lyd og tilgang til elektronisk pop og hiphop som han gjorde sig selv kendt i sammen med Albert Wanscher. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det betyder dog at lidt for mange af sangene lyder som bare og minimalistiske kopier af eksisterende Benal-sange, som desværre ikke bærer præg af den samme lækre og sprøde produktion som Albert Wanscher kunne præstere nu når Benjamin Hav står alene. Derudover kan Benjamin Havs sporadiske tekststil også blive lidt for meget på numre, hvor der sker så meget på trods af at han ikke formår at dvæle ved noget længe nok til at det giver mening. Det giver specielt den femminutter lange "Dit hjerte er rent" en lidt for tålmodighedstestende "kvalitet" da det til tider grænser op til forvirret nonsens spredt ud på alt for tørre og udstrakte beats. Selv den mere sjælelige "Nyborg" der fungerer som den første plades afslutning kommer desværre også lidt til at føltes som en underspillet elektronisk ballade der sjældent får pulsen ret højt op.
Bedre bliver det dog tydeligt på det efterfølgende album Dit syge dyr. Det bliver nemlig ikke kun en smule mørkere, men der tilføjes en større mængde energi og sammenhæng, som i sidste ende kun er med til at forbedre Spice up your life som i kontekst får lidt mere kohærens. Det betyder dog ikke at man som lytter helt slipper for Havs poesi som stadig kan være lidt for upræcist, hektisk og manglende på den sproglige finesse som kan findes hos andre rappere der samtidigt behandler de samme emner om ulykkelig kærlighed i den moderne teknologifyldte verden. Noget andet der dog klart er med til at forbedre oplevelsen, er det opfriskende tilskud af melodi som ved inklusionen af sang og mere omfattende instrumentalharmonier gør numrene lidt mere livlige og derved også mere bevægende og indlevende. Rent musikalsk trækkes der også på lidt flere inspirationer som helt klart er med til at gøre albummet lidt mere varieret. Lige fra sangen "Fedterøv" som ganske overraskende tager nogen tips fra klassisk dancehall, eller den længere "Kom bare" som sitrer med ambient atmosfære.
Det hele falder da også stille og roligt på plads i slutnummeret "Ellen" som ganske ligesom åbningsnummeret "Spice up your life" indikerer den musikalske legeevne som Benjamin Hav klart burde hige efter i sin fremtidige solokarriere (særligt efter han i starten af året puttede Benal i dvale på ubestemt tid) da der klart er en del mulighed for at levere noget unikt hvis man bygger videre på det solide fundament som består af en konstant vekslende overgang mellem sang og rap samt blide synthesizere der følger et beroligende beat.
Her på falderebet må jeg sige at det har været lidt svært at vurdere de to udgivelser. For selvom der både er en del godt og lidt skidt, og en masse ind imellem, så har mit fokus dog været på den kamp der ser ud til at Benjamin Havs har haft mellem at fortsætte sin stil fra Benal eller at levere noget unikt der kan knytte noget tiltrængt ømhed til den danske musikscene. For der er helt klart en masse potentiale at arbejde videre på. Og for at citere Benjamin Hav så er "det aldrig for sent at tage fat (Spice up your life".


Karakter: =/+