LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Star Wars Jedi Knight: Jedi Academy
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Skrevet af barcano den 19 januar 2020 kl. 17:51
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Noise, Pop-Musik

Kunstner: Poppy
Album: I Disagree
Udgivelsesdato: 10. januar 2020
Genre: Noisepop, industrial metal & electropop
Sangantal: 10
Længde: 35:08


Poppy er en meget unik figur lad os bare sige det sådan. Uanset om vi snakker om hendes onliepersona på Youtube, eller den kunstner hun er blevet til efter nu tre studiealbums, så er der ingen tvivl om at hun helt klart rammer et punkt der er ligeså velkendt som det er pirrende fremmed. Særligt efter hendes 2018 udgivelse "Am I a Girl?", viste hun en side af sig selv som de færreste nok havde gættet på. I sange som "Play Destroy" og "X" levere Poppy musik der hev fra metalgenren af alle steder, med en langt hårdere instrumentation end vi før havde været vant til, på trods af at hun stadig beholdt sine prangende og brogede pigepoptendenser. Det er uden tvivl en meget unik tilgang hun har taget til sin musik, og det giver da også en helt ny forståelse af popmetal da hun arbejder med enorme kontraster i sin musik. Lige fra de tyggegummi søde kawaiitoner også til de øreblødende indsprøjtninger af støj er der alligevel et stærkt musikalsk fokus som helt klart gjorde mig spændt da jeg fandt ud af at hendes nyeste udgivelse, "I Disagree", ville fokusere mere på at arbejde med denne nye blanding. Det starter da også ganske stærkt med intronummeret "Concrete" som ikke kun føltes dejligt frisk i sin konstante vekslen mellem enorme J-pop vokaler i omkvædet og de efterfølgende doom-metal sektioner hvor de nedstemte strenge kun overgås af Poppys skingre skrig, men også placerer sig selv som albummets klareste kronjuvel. Det skaber i hvert fald en god form for spænding når hun flere gange i minuttet hopper imellem glinsende harmonier, eksploderende trommer og en outro der rulles ud med guitarakkorder der lyder som revet ud af et Queen-album. Bagefter trækker Poppy sig lidt tilbage på titelnummeret som med sine simple baslinjer og hviskende vokaler desværre bliver lidt for tilbageholdende, på trods af at både omkvædet og outroen har en smitsom hård kant til sig. Støjniveauet bliver dog klart hævet på "BLOODMONEY" som med sine ustoppelige trommer, maniske levering af omkvædets "Beg for forgiveness from Jesus the Christ" og elektriske guitarsolo klart står frem som et andet højdepunkt. Originaliteten falder dog lidt på nummeret "Anything Like Me", som holder sine Billie Eillish og Marilyn Manson inspirationer lidt for tæt ind på kroppen til at det helt kan få blodet til at køre det hurtigere. Poppys sans for genrekryds bliver kun sat endnu mere på prøve i den eminente "Fill the Crown" som ganske elegant bevæger sig fra den ene modstridende stilart til en anden. Derudover bliver nummeret kun bedre af gæsteoptrædenen fra produceren Chris Greatti som med sin sublime kemi med frøken Poppy leverer et vokalmodspil som kun tilføjer mere karakter til et i forvejen unikt nummer.
Desværre rammer albummet i starten af sin anden halvdel lidt en dødvandssituation, hvor der enten ikke leveres noget nyt eller velkonstrueret som ikke allerede er blevet lavet bedre tidligere på pladen, eller så viser der sig nogen svagheder i sangskriveriet. Lige fra den lidt for bare og glitchy instrumentation i "Nothing I Need" til det kedelige beat i "Sit / Stay" som på trods af at have en ganske tung og stemningsfuld atmosfære alligevel ikke kommer over sin halvkedelige kant, og den trættende "Bite Your Teeth" som ikke rammer helt rigtigt med hverken de bløde powerpopelementer eller de buldrende metalcore sektioner. Så er der ingen tvivl om at det skaber et lidt ærgerligt øjeblik på en plade der i forvejen ikke er ret lang, og ikke helt kan tåle en så omfattende svag sektion.
Til gengæld gøres der næsten helt bod på det i de to afsluttende numre som begge trapper en del ned og leverer to sjælelige ballader. For "Sick of the Suns" tilfælde betyder det en kort omgang hvor der vises så meget musikalsk overskud af der konstant bliver smidt rundt med smukke harmonier til alle sider, uanset om det drejer sig om vokalen eller den legende guitar i baggrunden. Det er dog slutnummeret "Don't Go Outside" som igennem seks minutter står for nogen af albummets klart bedste øjeblikke. Lige fra den lækkert fraseret guitar i introen til den perfekte indarbejdelse af "Fill the Crown", "Concrete" og "I Disagree" i sangens hårdere afslutning, så er der igennem hele sangen et konstant crescendo som med en konstant prog-inspireret udvikling er med til at skabe et nummer som jeg på papiret nok ikke ville have ment kunne fungere.

Generelt formår Poppys nye album nærmest hele tiden at præsentere nye måder at stimulere sin lytter på gennem uforudsigelige rejser gennem et hav af forskellige stilarter. For selvom det ikke rammer lige præcist hver gang, så er det en frisk tur hele vejen igennem, og jeg er kun spændt over hvilken retning Poppy tager sin projekt i næste gang.


Karakter: +