LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Star Wars Jedi Knight: Jedi Academy
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Skrevet af barcano den 1 marts 2020 kl. 19:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Five Finger Death Punch
Album: F8
Udgivelsesdato: 28. februar 2020
Genre: Groove metal, alternative metal & Hard rock
Sangantal: 13
Længde: 45:06


Efter snart to er er Lav Vegas ikonerne og heavy-metal genrens yndlings boksepude klar med deres nyeste album. Som derudover er deres ottende af slagsen. For på trods af at have placeret sig på ganske kort tid som et af det 21. århundredes absolut største navne på metalscenen, så har de allerede fra deres spæde fødsel som band, ikke ligefrem været set særligt positivt på. Kritik har særligt gået på deres knap så diskrete tekster, et image der er kendetegnet ved svedebånd og en masse Monster-energidrik (som sjovt nok også sponsorerer dem) samt det at de ganske åbenlyst og helt bramfrit leverer metalgenrens svar på sovs og kartofler. På trods af dette så er Five Finger Death Punch som nævnt tidligere en gruppe som har vundet en del fans over på deres side igennem tiden. Hvilket jeg åbent også selv må indrømme at være blevet. Det betyder dog ikke at den kritik der rettes mod gruppen, ikke kun er forståeligt og i nogen henseender retfærdiggjort (særligt hvis man kigger på nogen af medlemmernes fortid mht. misbrug og voldsanklager) men også at det selv er synspunkter man til tider selv får når man gennemgår særligt de to sidste udgivelser som gruppen har produceret. For både 2015's "Got Your Six" og 2018's "And Justice For None" var det ret tydeligt at alt det drama som foregik bag scenen mellem gruppen og dets producere, havde en klar effekt på kvaliteten af det de pumpede ud. For selvom det langt fra var det dårligste der nogensinde er lavet, så sænkede de selv bunden af deres kvalitet et par ryk. Derfor håbede jeg da, at der med et nyt pladeselskab og en ny trommeslager ville blive bragt nogen nye og bedre ideer på bordet. Og ud fra de teasersingler der blev udgivet før albummet, virkede det til at der måske ville være nogen forandringer under opsejling. Så efter at have hørt pladen igennem kan jeg sige at... der ikke ligefrem er blevet skabt en ny ret, men derimod at det føltes som at man spiser det samme på en nyere tallerken. Når det så er sagt, er der dog sket nogle klare forbedringer.

Det er skam også allerede ret tydeligt ved intronummeret "F8" som ikke kun leverer et stykke eksplosiv musik der med sine enorme violiner, strenge og trommer langsomt men sikkert skaber et stabilt crescendo som både er ligeså cinematisk charmerende, som produktionen er overdrevet og skavet. Derudover leder nummeret ret så elegant over i det efterfølgende nummer "Inside Out". Et nummer som ikke kun ramte hårdt tilbage i december sidste år, men stadig i albummets kontekst formår at vise FFDP i topform med en blanding af f*ck dig riffs og enorme omkvæd. Det er i hvert fald en god mulighed for alle lyttere til at få afstemt deres forventninger ret hurtigt. Det er bramfrit og søger ikke efter accept, og det formår på trods af en ret svag solo alligevel at være hele pladens største lyspunkt. Derefter går turen til den anden single "Full Circle" som på trods af en ret så tvivlsom inklusion af elektroniske samples og vers der virker lidt for ivrige til at haste sig videre til et undervældende omkvæd, så formår soloen og outroen at vise at gruppen stadig har et godt øje for melodi og skrive nogen ret så ørehængende momenter. På trods af at nummerets riffs er lidt for korte og utydelige pga. en lidt for stor mængde reverb og post-produktionseffekter.
Tendenserne fra tidligere fortsætter skam også i "Living the Dream" som ikke kun rent lyrisk indeholder nogen lidt mærkelige superheltereferencer som ikke ligefrem kommer til at ældes synderlig godt, samt en intro og "post-chorus" som lyder lidt form meget som Disturbed til min smag, med sine synkoperede trommer og guitarer der er ved at drukne i overmaskulin produktion. Det ændrer dog ikke på at der i klassisk FFDP-stil serveres et omkvæd på arenastørrelse som helt klart kan få knytnæverne til at flyve opad efter et par øl. Det hele sløver dog sig selv lidt mere ned på "A Little Bit Off" der virker lidt nytteløst, da det er de færreste, hvis nogen overhovedet, som på det tidspunkt på albummet har behov for en guitarballade. Særligt når der udover et mere elektronisk drevet mix end man måske havde tænkt sig, stadig ikke er særligt meget andet at komme efter, da der ikke rigtigt tilføjes så meget. Det gør også sangen lidt lang på trods af en ret kort spilletid. Man bliver dog hurtigt vækket igen med "Bottom of the Top" som med sine buldrende trommer og savlydende riffs slår lige så hårdt som en hammer. Det fungerer lige indtil sangens bro som er for blød og pludselig så det ikke gør andet end at ødelægge flowet i en ellers ret så fin sang. På den simple skinbarlige måde. Gruppen kører dog mere tilbage i gamle riller i "To Be Alone's" omkvæd og solo, der mest af alt lyder som en sammensætning af gamle akkorder fra tidligere FFDP-numre. Det er mangelfuldt og er ikke nok til at løfte sangen til noget godt, på trods af at frontmand Ivan Moody leverer en versvokal der både har et interessant flow og en artikulation man ikke ligefrem er vant til når man er i selskab med drengene fra Nevada. Når det så er sagt, bliver der bragt noget nyt til bordet i "Mother May I (Tic Toc)" hvor der helt klart er taget inspiration fra Djent-genrens tilgang til rytmik. Det er egentlig kun positivt med noget variation, og det virker skam også, selvom sangen alligevel befinder sig på grænsen til at være lidt for meget af det samme, hvor et lidt for langtrukkent midterstykke heller ikke gør sagen bedre. Meget lignende oplevelse havde jeg med "Darkness Settles In" som udover at have nogen akustiske strenge der får mixet til at klikke, og en anden halvdel der desværre forlader den første halvdels meget filmiske æstetik til fordel for den klassiske FFDP-lyd i anden halvdel, så er der stadig nok gode elementer og drengerøvs charme til at det virker. Langt bedre og mindre ironisk bliver det dog i nummeret "This is War" som ligesom tidligere skruer helt op for djent-inspirationen og dertil tilføjer en ekstra mængde groove med sitrende powerchords og kontrapunktiske strenge som alt sammen er med til at levere noget af gruppens tungeste og hårdeste materiale. Det er simpelt ja, men det er også så pokkers effektivt.
Det er dog numre som "Leave It All Behind" og "Scar Tissue" som ret tydeligt viser en summering af hele albummet. De er ikke noget særligt, og udover nogen baslinjer som klart mangler et tydeligt formål og burde rettes mere ind, så er der ikke så meget at sige udover at de har hævet deres bundlinje på bekostning af større og mere mindeværdige momenter. Det er skam ret nemt at forholde sig til.
Mere ambivalent har jeg det dog med pladens afslutter "Brighter Side of Grey" der primært får alt sin emotionelle påvirkning pga. det faktum at den er skrevet til Linkin Parks forsanger Chester Bennington som desværre fik en ret trist og nærmest tom skæbne. Det ændrer dog ikke på at sangen er ret så kraftfuld og at det i hvert fald er en rimelig stor måde at afslutte albummet på. Selvom det dog virker til at sangen kunne have nydt godt af hvis der havde været lidt mere strukturel opbygning og sonisk udvikling.

Alt i alt kan man sige at "F8" klart viser at gruppen bevæger sig i en mere positiv retning. Det ændrer dog ikke på at jeg gerne ville have set noget mere nyt på denne plade, og at det er ærgerligt at denne forbedring er kommet lidt på bekostning af en lidt mere jævn oplevelse hvor bunden er hævet men loftet er sænket. Det betyder dog ikke at der ikke noget at komme efter, og hvis du før har nydt større eller mindre dele af deres katalog, så vil jeg sige at "F8" trods alt er et lyt eller to værd. Det kommer dog nok ikke til at trække nogen nye fans til. Selvom Five Finger Death Punch heller ikke ligefrem mangler flere fans.


Karakter: =