Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Baroness - Gold & Grey

Baroness - Gold & Grey

Skrevet af barcano den 21 juni 2019 kl. 19:35
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Baroness
Album: Gold & Grey
Udgivelsesdato: 14. juni 2019
Genre: Sludge metal, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 17
Længde: 60:29


Metal-firmandsorkesteret fra Savannah, Georgia er ude med deres femte studiealbum. Et album som der har været en relativ stor mængde forventning til. Specielt efter deres 2015 album Purple som ikke kun var et ganske udmærket konstrueret album, men også et bevis på at sludge-metal genren stadig er i live på trods af at den kan virke mere og mere niche som årene skrider frem. Dog blev der indskudt en ekstra mængde skepticisme da gruppen nævnte at dette ville være et dobbeltdisk-album, ligesom Yellow & Green var tilbage i 2012. Et album som klart delte vandene, for at sige det mildt. Udover at det havde en længde på over 70 minutter og at de i høj grad forlod deres mere aggressive og omfattende lyd fra deres to første albums som de i stedet byttede ud med triumferende harmonier som var revet direkte ud fra Foo Fighters katalog. Derudover så manglede der den struktur og sammenhæng som er nødvendigt for at retfærdiggøre et album af den længde. Derfor var det for mange en klar opgradering da de på albummet Purple ikke kun skar en masse af fedtet af, men også inkluderede mere af den lyd som gjorde dem så appellerende til at starte med. Derfor var det for mange ganske nervepirrende at se hvordan de så ville behandle et andet forsøg på et dobbeltalbum.
Derfor vil jeg dog hurtigt sige at dette albums sangskriveri er en del bedre end hvad der blev leveret på Yellow & Green. Derudover er spillelængden også blevet beskåret med et helt kvarter. Hvilket dog også er en egentlig forbedring, på trods af at der stadig er sneget hele 6 mellemspil ind, som mildest sagt er ligegyldige i det de tilføjer absolut intet til albummet. Udover en forlænget plade og mindre udvikling og udfoldning i det at en tredjedel af albummet er dedikeret til musik i tomgang.
Det lægger derfor en større voteringsvægt på de resterende 11 sange. Hvilket måske ikke er særlig godt, da kvaliteten svinger ligeså meget som sanglængden på pladens numre som ukoordinerede hopper imellem et halvt minut til langt over seks minutter. Hvilket ikke umiddelbart er særligt lovende. For selvom numre som: "Toyrniquet", "Cold-Blooded Angels" og "I'm Already Gone" er effektive til at blande antemisk energi med svælgende hooks og konstant udviklende kontraharmonier, så venter et nummer som "Broken Halo" eller "Front Toward Enemy" lige rundt om hjørnet med kedelige sangprogressioner og frontmand John Dyer Baizleys falske teenageklynken, i hvad der mest af alt lyder som grinagtige parodier af førnævnte Foo Fighters eller Metallica (både 80'er og 90'er Metallica. Hvilket jeg egentlig ikke engang kan beslutte mig for hvad ville være værst af de to) Hvilket ikke er synderlig stimulerende, og specielt ikke hvis man ligesom jeg hører til de Baroness lyttere som håbede på at de ville videreføre mere af de principper som dominerede på Purple og deres tidligere albums. Specielt når et album som det her er med til at påvise at det klart er den stil som de gør bedst.
Det værste ved dette album, denne plades ultimative akilleshæl, er dog uden tvivl produktionen og mixingen. Oh boy! Uden at skulle være i nærheden i at overdrive, så er det her klart det dårligst producerede album jeg har hørt hele året. Jeg ved ikke hvordan Dave Fridmann har produceret det her album, men han har helt klart leveret et fejlagtigt og misformet produkt.
Udover at hvert enkelt nummer er overkomprimeret og dissonerende, så lyder hvert eneste instrument både parallelt sporfordelt som om at Dave var bange for at optage dem samtidigt eller lade lyden overlappe. Det resulterer i en lydoplevelse hvor det føltes som om at hvert instrument mangler halvdelen af sit udtryk, hvilket specielt gør trommerne så svage at man kunne emittere deres lyd med vådt bølgepap. Den eneste måde hvorpå musikken kan høres uden produktionens mangler er enten i små hovedtelefoner eller fra en bærbars højtalere. Man kan i hvert fald godt pakke anlæggene væk da det kun vil gøre lydoplevelsen mere manglefuld, hvilket så sandelig ikke er positivt at en Macbook kan spille musikken i sin bedste form.

Det er i hvert fald en både undervældende og til tider frastødende sonisk oplevelse som kun forværrer en samling af numre som langt fra er fantastiske til at starte med. Det er særligt skuffende når der stadig er nogen ørehængere spredt rundt på pladen og udover lavpunkterne, så er resterne ikke i nærheden af at være så amatøragtigt som den produktionsmæssige indpakning som pladen leveres i.


Karakter: =

Otoboke Beaver - ITEKOMA HITS

Otoboke Beaver - ITEKOMA HITS

Skrevet af barcano den 18 juni 2019 kl. 12:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise, Rock-Musik

Kunstner: Otoboke Beaver
Album: ITEKOMA HITS
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Alternative Rock, Punkrock & Noise-rock
Sangantal: 14
Længde: 26:00


Det. Her. Er. Debutalbummet. Fra. Japanske. Rockgruppe. Otoboke Beaver. Hvilket virker ganske overraskende taget i betragtning af at bandet har leveret deres signatur blanding af klassisk rock og lynhurtig punkrock på de japanske musikscener i ti år og først nu kommer ud med deres første album. Et album som jeg først kan bringe en anmeldelse af nu, da der lige siden udgivelsen tilbage i april har været licensmæssige problemer blandt gruppens medlemmer og deres produktionsselskab, hvilket gjorde pladen midlertidigt utilgængelig i gentagende perioder.
Men nu sidder vi her, og problemerne er heldigvis løst så det er muligt at opleve hvad gruppen har leveret. Det skal dog siges at en stor del af hvad de præsenterer på denne plade, er nyt materiale. Langt den største del af sangene er tidligere singler og indhold fra gamle Ep'er hvor der så dog også indgå et par enkle numre som blev optaget sidste år. Så der er næsten tale om et kompilationsalbum frem for en frisk ny studieudgivelse. Det er dog ikke dårligt da en stor del af hvad der præsenteres på denne plade er, ganske underholdende, for at sige det mildt.

Allerede fra intronummeret "datsu . hikage no onna" tydeliggøres hvordan det soniske billede på resten af albummet kommer til at se ud. Med sine fede og lynhurtige guitarriffs der hopper i konstante retninger med sine svælgende harmonier, med ekstra god plads på bassen, og den egentlige svage hovedvokal fra Accorinrin der dog bliver forbedret af de tre andre medlemmer som fungerer som backupsangere, så er det effektivt og det er omsluttende. Sådan fortsætter det så igennem fjorten numre og en spillelængde på 26 minutter, hvor man bliver båret igennem den ene omgang efter den anden der langer ud efter kærligheden, kropsidealer og et arbejdsliv som langsomt men sikkert knuser en og efterlader resterne i sin brutale krævende utaknemmelighed. Hvilket bliver endnu bedre formuleret i sangen "6 day working week is a pain" fordi det klart er albummets mest støjende nummer med sin bidende guitarlicks og knusende drumfills. Der skabes uden tvivl en sonisk forbindelse mellem den konkrete tematik og sangens valg af instrumentation. Det er hårdt, barskt men dog så ganske effektivt. Selvom der dog er en masse ting der virker på dette album, så er det egentlig også meget begrænset. For på trods af at kernelyden er så ganske kraftfuld, så er det sjældent at de bevæger sig udenom sine heppekorsvokaler som svinger mellem piget tyggegummi sang og flænsende punkskrig, stærkt rytmiske og konstante guitarprogressioner og finurlige samt excentriske breakdowns og mærkværdige afstik. Hvilket klart mærkes når man skal prøve at differentiere numrene fra hinanden, når de har en tendens til at flyde rimelig meget sammen. Det er dog ikke fordi pladen er konceptionel og skal ses som en samlet sonisk masse, det er bare den samme rigtige gode sang rekonstrueret i mindre grad et dusin gange. Hvilket på mange måder minder meget om Healths album SLAVES OF FEAR som på mange måder også havde samme problem, selvom det dog også var et eminent album.
Der er dog nogen øjeblikke der står ekstra meget frem; som tromme- og guitarsoloen i "S'il vous plait", jazzinspirationerne som fører trommerne og bassen i "What do you mean you have to talk to me at this late date" (tror det eller lad være, så er det egentlig en sangtitel på albummet), vokalsektionen i "Introduce me to your family" som har en fed crescendo der går lige fra blide pigestemmer til eksploderende råben og "twisted" guitarakkorder og egentlig bare hele nummeret "Binge eating binge drinking bullimia" som er ligeså grum som sin titel, i et nummer der p kun sin spinkle spillelængde på under et minut formår at være komplet vanvid som alligevel er så pokkers interessant.

Det. Her. Album... er så dejligt forfriskende. Derfor er det ærgerligt når de snubler en lille meter fra målstregen. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at Otoboke Beaver har gjort mig interesseret, og jeg vil da kun se frem til mere fra gruppen. For de har helt klart lagt et stærkt fundament i ITEKOMA HITS.


Karakter: +

Branco - BABA BUSINESS

Branco - BABA BUSINESS

Skrevet af barcano den 16 juni 2019 kl. 16:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Musik

Kunstner: Branco
Album: BABA BUSINESS
Udgivelsesdato: 14. juni 2019
Genre: Hiphop & Rap
Sangantal: 16
Længde: 44:00


Det her nye Branco album... det er ikke særlig godt!

Danske rap- og hiphop stjerne Branco er ude med sit første soloalbum, efter at have domineret den danske rapscene de sidste seks år i grupperne Molo og MellemFingaMuzik. Et album som endte med at have en rimelig solid mængde støtte og forventning sværmende omkring det op til sin udgivelse. Og reaktionen fra Brancos fans har indtil videre været ganske varme. Hvilket jeg langt hen ad vejen godt kan forstå. For hvad der leveres her, er meget lig det som Branco har præsteret lige siden 2011, på godt og ondt. For selvom han egentlig fungerede ret stærkt i sine rapgrupper, så virkede det mest som det gjorde fordi han havde andre rappere som Stepz, Benny Jamz og Gilli til at bakke sig op og fungere som en organisk forlængelse af hans egenskaber når de nåede deres ret korte grænse. Derfor begynder det rimelig hurtigt at falde fra hinanden da Branco står i fokus i hele tre kvarter og 16 numre. Hvilket ganske tydeligt viser sig at have store konsekvenser for kvaliteten af albummet, på trods af at han stadig for assistance af de førnævnte medlemmer i løbet af pladens spillelængde.

Ironisk nok kræver intronummeret "INGEN INTRODUKTION (4x4)", ingen introduktion. Det fremmaler ret tydeligt hvad der vil blive præsenteret igennem de næste 45 minutter. Til tider horribel produktion som virker endnu svagere når der også flyder den ene svage vokal ud efter den anden, som mangler en stor grad af harmoni hvor resten så drukner i autotune, med et underlæggende trommefill som fuldstændigt mangler kraft med snare der mest af alt lyder som lammede golfklap. Yderligere fortsætter det i "LA ZONE" som tænker at det da kun kan blive gjort værre ved at inkludere nogen deciderede grimme horn i starten som så glider ind i et monotont drumbeat som looper hvert 3. sekund som følges ad med en vrælende vokal uden personlighed, som kun bliver gjort endnu mere steril af autotune og et klippende sample af en kvinde i outroen. Det skal dog siges at jeg ikke har til hensigt at starte et korstog mod autotune eller brugen af det i rapmusik. Det har helt klart sin plads og kan også bruges effektivt. Det er dog bare langt fra tilfældet her. Det når faktisk et komisk punkt i sangen "RISIKO", hvor der anvendes et soul/jazz sample i introen og i outroen som ikke kun formår at være langt bedre end hele nummeret i sin komposition, i de 10 sekunder det varer, men også fordi den dybe kvindelige rungen står i så stor kontrast til Branco som lyder grinagtigt grædefærdig i omkvædet. Mest karikeret bliver det dog i hovedsinglen "SHOTTA" som udover sin sammensmeltede instrumentation af piano og trommer, som hans vokal slet ikke passer ind i, med henblik på det langsomme "upbeat"-balladenummer som der prøves at opstille her, så ville det også være ganske passende at nævne de generelle rapklichéer som dominerer tæt på alle teksterne på pladen. Lige fra den uvidende systemkritik til den pralende materialisme i betonblokkene, så leveres det alt sammen med en uforståelig mangel på selvironi eller egentlig karisma.
Heldigvis, hvis man kan kalde det dét, så begynder albummet på en gradvis forbedring fem numre inde, i sangen "INVESTERE". På trods af at man bliver spist af med en svagt produceret instrumentation hvor de samme tre tangenter bliver slået med i øregangen allerede efter det første vers er afsluttet, så leveres der egentlig et okay flow i omkvædet selvom det dog er lidt for kort, og gæsteoptrædenerne fra hans tidligere gruppemedlemmer er da også med til at tilføje noget ekstra til sangen.
I en positiv vending følges "INVESTERE" op af nok pladens bedste nummer "JAGT PÅ", hvilket ved første øjekast kunne tyde på en forbedring. I "JAGT PÅ" prydes lydbilledet af nogen forskruede strenge med tilhørende sirener der høres svagt i baggrunden, samt tunge trommer som buldrer over en langsommere omgang rap, med større fokus på tyk artikulation som også har nogen effektive baggrundsvokaler og ekkoeffekter som kontrapunk til en præstation som trods sin korte længde er effektiv i sin formidling. Selvom jeg klart kunne have været foruden inklusionen af de tåkrummende "Skkkr skkkr!" hyl.
I en næsten naturlig forlængelse fortsætter det i sangen "COPENHAGEN" som langt hen ad vejen minder om "JAGT PÅ". Desværre inkluderer det dog nogen lidt for simple trommer og synth-chords samt nogen endnu mere irriterende baggrundsvokaler hvor der ganske seriøst bliver formuleret skudlyde og Branco råber "bang bang!". Desværre falder kvaliteten dog ret hurtigt igen i anden halvdel af albummet. Udover nummeret "ENDNU EN" som med sine bevægende flows og simple men fede harmoniske udviklinger samt andre numre som "LA PRIMERA" og "VÅBEN" som indeholder nogen fede guitarintroer hvor "fraisingen" er ligeså sprød som den er ørehængende, så er anden halvdel desværre ligeså mangelfuld som første halvdel. Graden af gentagelser og svagt gennemtænkte lyriske formidlinger gennem haltende og overproducerede rapflows når til tider skyhøje niveauer, som desværre gør hvad der egentlig skulle være et ærligt og introspektivt album meget svært at tage seriøst.

Hvis man skulle konkretisere dette albums primære problematik indenfor dets egen præmisser. Så kræver det ikke mere end at man hører nummeret "TRAFICANTÉ". For at opnå en percussion effekt så anvendes der både klassiske trommer, elektrotrommer og en stor grad af "bassbursts". Hvilket efterlader én tilbage med spørgsmålet: Hvorfor? Hvis man i forvejen har instrumenterne og redskaberne til at skabe en bestemt lyd, hvorfor så overkompensere og i sidste ende komprimere den soniske oplevelse. Det kan nok bedst forklares med en klar mangel på gennemtænkning. Som desværre også gør sig gældende for langt de fleste numre på denne plade.


Karakter: -

Avicii - TIM

Avicii - TIM

Skrevet af barcano den 11 juni 2019 kl. 11:50
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Pop-Musik, EDM-Musik

Kunstner: Avicii
Album: TIM
Udgivelsesdato: 6. juni 2019
Genre: EDM & Pop
Sangantal: 12
Længde: 38:53


TIM er ikke kun Aviciis (fødselsnavn: Tim Bergling, deraf albumnavnet) tredje studiealbum, det er også hans posthume album efter han begik selvmord tilbage i april sidste år. Men spørgsmålet om hvorvidt man så burde udgive mere af hans materiale er ikke noget jeg har tænkte mig at forholde mig til. Det eneste jeg kan sige er at alle pengene som denne plade indtjener, bliver fuldt doneret til organisationer der arbejder med prævention af selvmord blandt unge samt at skabe opmærksomhed omkring psykiske sygdomme, hvilket både virker helhjertet og respektfuldt. Længere ind på det vil jeg dog ikke komme da jeg ikke skal forholde mig til Aviciis liv eller det eftermæle som hans pårørende er nødt til at engagere med nu. Jeg er her kun for at kommentere på og i sidste ende vurdere det musik der bliver mig præsenteret. Uanset hvem det kommer fra og hvilken situation det end måtte være affødt af. Til det vil jeg dog hurtigt sige at det virker som en positiv afslutning da det egentlig er det bedste materiale samlet på et album som svenskeren har leveret. Dog skal det siges at det desværre ikke siger ret meget, taget hele hans katalog i betragtning. Men set på den lyse side kunne det være endt langt værre. Og helst at ens sidste album også kan blive ens bedste.

Det skal dog siges at alt musikken var skrevet færdigt før hans død og det er derfor kun produceringen der blev lavet efter hans afgang. Det betyder altså også at albummet er af den samme størrelse som hans tidligere materiale, på godt og ondt. Den store forskel er nemlig at sidste gang Avicii leverede et album var hans andet album Stories tilbage i 2015. hvilket nok bedst kan beskrives som det år hvor EDM døde klarest ud og blev solidt erstattet med trap-musikken af popmusikkens søgelys. Genren havde simpelthen brændt sig selv ned og havde ikke længere noget at byde på. Heldigvis føltes dette album nogle gange som en Greatest-Hits samling som præsenterer genren fra sine bedste sider. Hvilket egentlig er meget passende, på trods af at albummet starter rimelig halvhjertet ud. I intronummeret "Peace of Mind" bliver en lækker intro ført an af en akustisk guitar og pirrende vokalharmonier hurtigt undermineret af en alt for repetitiv sangtekst som følges op af ligeså gentagende elektroslag der smed en ellers ret lovende begyndelse lige ud med skyllevandet. Værre, egentlig værst, bliver det i det efterfølgende nummer "Heaven", som bæres frem af en kedelig melodi og et trivielt popbeat som får hele sangen til at lyde som en frakastet Coldplay ballade. Hvilket er ekstra passende når Coldplays forsanger Chris Martin er med på nummeret for at levere sin typiske vrælen og tendens til at hoppe mellem toner fuldstændigt ustyrligt i hans forholds svage mellem-vokalrækkevidde, som alt sammen bliver for meget. Dertil følger der svagt producerede trommer og en mundharmonika som klipper mixet midt over hver gang der bliver pustet ind i den. Hvilket får nummerets spillelængde på sølle 4 minutter til at virke som en evighed. I hvert fald når man er i sådan et fællesskab. Derfor er det betryggende at vide at albummet ikke når en kvalitet af samme lave niveau, eller gud forbyde det lavere, i løbet af de efterfølgende ti sange. Allerede nummeret efter begynder der heldigvis at tegne sig et markant bedre billede. "SOS" anvender et simpelt men effektivt "fingersnapping-beat" plus nogen tykke og sprøde harmonier på strengeinstrumenterne, som sammen med Aloe Blaccs vokal klart slår den ellers komprimerede og meget grødede produktion.
Sådan fortsætter albummet egentlig i lange drag i resten af albummets små fyrre minutter. En masse positive initiativer som alligevel bliver neutraliseret eller udligner hvad der enten er meget undervældende eller også meget gennemsnitligt elektropop. F eks introduceres nummeret "Tough Love" med et overdådigt asiatisk strengensemble som vender triumferende tilbage efter hvert omkvæd, men samtidig domineres albummet i ligeså høj grad af et harmonisk undervældende album og det ene irriterende filter efter det andet som bliver presset ned og over nogen egentlig udmærkede vokaler.
Af andre eksempler kunne der nævnes de lækre pianosegmenter i "Ain't A Thing" som påklageligvis drukner i fesne EDM-beats, og selvom der er en fed sans for rytme i "after-chours", så har de formuleret det igennem et harmonisk frustrerende drumfill.
Af mere besynderlige valg kunne man fremhæve samplet af Sam Smiths sang "Stay With Me" som bliver brugt til at føre hovedmelodien i "Freak". Hvilket kun for mig til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Bevares "Stay With Me" er da en god sang, ironisk set langt mere tilfredsstillende end "Freak", men udover en stærk sans for melodi som ikke er sangens egen, så leveres der kun noget nyt som ikke er synderlig vellykket. Af nyt tiltag skal man sættes til at høre på "glitchende" og utroligt komprimerede fløjten efter omkvædet.
Det skal dog ikke kun være negativt, for som jeg nævnte tidligere: så er der egentlig også en god portion af overraskende numre. "Excuse Me Mr. Sir" er en af dem. Som med sin lækre akustiske intro og store produktion som gør plads til hårde beats, svælgende vokaler, tunge samt stramme strenge og inklusionen af et jazz-inspireret klaver er med til at levere noget der er ligeså ørehængende som det er pumpende. Hvilket overskygger nogen egentlig svage og sterile vers (Pokkers! Okay, måske kunne jeg ikke holde helt igen med kritikken. Men stadig, det er et solidt nummer) Selv et nummer som "Heart Upon My Sleeve" som komisk nok har gutterne fra Imagine Dragons på gæstelisten, formår stadig at være et af pladens bedste oplevelser. Men ja, Dan Reynolds irriterende stemme inficerer stadig versene og runger som ekkoende smask i øregangen når han artikulerer "Heart Upon My Sleeve". Når det så er sagt, så er omkvædet stadig ført an af tunge baslinjer og dronepulser som centrerer rundt om buldrende trommer og lækre violer som glider op ad Dans stemme som heldigvis får tilføjet noget knas der gør han rungen lidt mere udholdelig, tro det eller værd han er egentlig ganske succesfuld med at udtrykke sig her. Og når pianoet ikke forsvinder ind og ud af mixet så er det også ganske underholdende. Hvilket faktisk også gælder for guitaren. Det hele slutter egentlig meget fint i nummeret "Fades Away" som har en meget Ariana Grande lignende kvalitet til sig. Med sin meget pigede vokal som følger klaverets harmonier og et stilfærdigt men resonerende drumbeat.

Der er i hvert fald ingen tvivl om at kvaliteten bliver vendt op i den rigtige ende i den anden halvdel af albummet. Hvilket er meget positivt, for ellers var mine følelser om pladen nok ikke være ligeså forstående. For selvom der er generiske og intetsigende EDM-numre som "Hold the Line" og "Bad Reputation", så vises der her at der trods alt stadig er et artistisk aftryk som man kan mærke. Og taget i betragtning af hvordan det endte for Avicii, så er det måske den bedst mulige afslutning for den genre, som han selv var anfører for, man kunne tænke sig.


Karakter: =

The National - I Am Easy To Find

The National - I Am Easy To Find

Skrevet af barcano den 10 juni 2019 kl. 14:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: The National
Album: I Am Easy To Find
Udgivelsesdato: 17. maj 2019
Genre: Alternative rock, Art-rock & Indie-rock
Sangantal: 16
Længde: 63:35


Matt Berninger og resten af gruppen er tilbage med deres ottende album I Am Easy To Find. Et album som jeg stærkt tvivler har været omringet af meget forventning. For selvom gruppen måske blev mødt med en masse opbakning og stærk medvind for snart tyve år siden da gruppen først blev dannet og leverede deres første par plader, så er de her på seneste blev mødt med mere og mere kritik. Som også kun er blevet hårdere og hårdere. Modtagelser som jeg selv finder ganske berettiget. For selvom bandet nåede et rimelig udmærket niveau med deres 2007 udgivelse Boxer, så har resten, både i starten og deres nyeste udgivelser været en utrolig lunken og forloren omgang Indie-rock som virkelig ikke har gjort noget for mig. Selvom det måske aldrig nåede den samme smertepinlige gennemsnitlighed som pryder andre rockgrupper som Imagine Dragons og Disturbed, så er der ingen tvivl om at deres bundniveau kun er blevet sænket gennem tiden. For hvis bandet var en farve, så ville det uden tvivl være gråt. For deres lyd har egentlig kun ramt et mere varieret og interessant punkt da de udgav pladen Sleep Well Beast tilbage i 2017 som egentlig var med til at skaffe dem en Grammy.

Derfor håbede jeg da også at det var de mere ligefrem sangprogressioner og varieret lydbilleder som de ville følge op med på dette album. Hvilket egentlig virkede meget sandsynligt da der før udgivelsen af albummet blev lanceret singlen "You Had Your Soul With You" som også er intronummeret til pladen. Hvilket tilføjede nogen elektroniske og støjende smage til deres klassiske præsentation, som ikke kun var et frisk pust, men også gav ideen om at der ville blive leveret noget forfriskende her. Derfor vil jeg da også hurtigt få det ud at det desværre ikke er noget gruppen formår at viderebringe gennem den time som hele albummet tager. I stedet for falder gruppen meget hurtigt tilbage til deres ufokuserede sangstil der indeholder alt for løssluppen og spacet instrumentation. Derudover så oplever man igen at der bliver hevet en masse unødvendige gæsteoptrædener ind for at kompensere for den undervælgende musikalitet (det er ved at blive for ofte til at det kan være en tilfældighed). Hvilket kun bliver værre når de fremstiller så endimensionelle og mangelfulde, hvad rytmik angår, vokaler som klart efterlader en masse rum til forbedring. Så selvom gæsteoptrædenerne primært kun er tilegnet vokaler, så formår de stadig at sætte nogen store aftryk. F eks anvendes der en intens og manisk melodisk talende bro i nummeret "The Pull of You" som er i alt for stor kontrast til den basiske og nedstemte tone som ellers dominerer i sangen, og resten af albummet for den skyld. For selvom jeg sagtens kan sætte mig ind i at det nok burde være en rigtig god ide at inkludere noget ekstra indhold ind i gruppens musik så det kan få noget mere farve, energi og vigtigst af alt struktur. Så resulterer det bare i at musikken føltes endnu mindre overvejet og langt mere kluntet. Specielt den musikalske struktur på dette album er klart blevet underprioriteret. I nummeret "So Far So Fast" bliver der kastet det ene omkvæd rundt efter det andet, som kun bliver større og større med flere og flere vokaler ind over. Alt sammen for at nå et klimaks som ikke føltes fortjent eller opbygget, som værst af alt imploderer under sig selv hurtigere end det overhovedet opstod. For slet ikke at tale om de uendelige og stærkt monotone instrumentale passager i en sang som "Dust Swirls In The Wind" som klart ikke er gruppens stærke sider, men alligevel igennem hele albummets spillelængde bliver præsenteret. Det ene fejlagtige forsøg efter det andet på at levere atmosfæriske og eftertænksomme stemningsspil.
Det eneste sted hvor det egentlig virker effektivt er i et nummer som "Not In Kansas" hvor den simple vokal følges let og elegant med nogen klingende guitarakkorder. Et sørgeligt eventyr om at skulle forlade sin hjemby for så at se den forfalde og forsvinde mens man ikke længere er en del af den.
Til gengæld forlades den minimalistiske men dog dybdegående lyrik rimelig hurtigt så Matt Berninger kan lange ud efter Trumpfølgere og andre mennesker på højrefløjen. Hvilket han gør i en akavet stil der er så tåkrummende som den er fordi han ingen sans for selvironi har når han leverer den ene pointe efter den anden som hverken er ligeså gennemtænkt eller oprigtig som hans personlige refleksioner er.
Det betyder altså at egentligt eminente og rørende sange som "Light Years", "Quiet Light" og "Rylan" forsvinder i mængden. På trods af at de er succesfulde i at være så melankolske og tåreladet so bandet egentlig hele tiden prøver at levere.

Dette album føltes egentlig som om at de taget den sang i et album som oftest plejer at fungere som midterstykket som skal give noget variation eller et melodisk afbræk i forhold til resten af pladen. Det gøres ofte i en sjæler, en ballade eller et instrumentalt nummer. Det tog The National så og prøvede at kopiere det seksten gange. Hvilket de i sidste ende kun var succesfulde med et par gange. Så meget tyder på hvad de leverede på Sleep Well Beast var nok mest held end det var forstand.


Karakter: -