Skip to main content
Gamereactor Hardware Blue Yeti X
Hardware

Blue Yeti X

Vi anmelder denne lettere udbyggede udgave af den populære Yeti-mikrofon.
Magnus Groth-Andersen 2 februar 2020

I løbet af det sidste årti er antallet af livestreamere på Twitch ogYoutube-skabere eksploderet, og dermed er der opstået et behov på markedet for hardware der kan understøtte netop den livsstil. Det er blandt andet resulteret i såkaldte "Creator"-udgaver af bestemte laptop-serier, men det er også yderligere fokus på relativt billige og lettilgængelige mikrofoner, der med få indstillinger kan give bedre lydoptagelser.

Og her kommer Blue så ind i billedet, der med den originale Yeti for alvor formåede at wrestle sig ind i en utal af Youtube-videoer og Twitch-streams, for så på den måde at markedsføre sig som den defacto bedste USB-mikrofon til de grønne nye videoskabere.

Yeti-modellen gik hen og blev en gigantisk succes, så hvor bevæger du dig hen derfra? Ja, det gør du så ved at tage det i forvejen bundsolide fundament, og tilføje bare små ændringer hist og her. Det er hvad Blue har gjort, og resultatet hedder Blue Yeti X.

Den originale Blue Yeti fås lige nu til omtrent 950 kroner, og den nye og forbedrede Yeti X står dig så i omtrent 1500 kroner, så prisen er steget ret betragteligt. For det får du først og fremmest et redesign, Hele den ydre skal er slankere, mindre og lettere, og som resultat ser enheden mere moderne ud sammenlignet med sin forgænger. Selvom byggekvaliteten ikke fejlede noget på den originale Yeti, så formår X alligevel at være en kende mere robust, og selve basen fremstår nærmest som ren støbejern. Det gør naturligvis også en del sværere at transportere hele enheden, men i forhold til at have en overbevisende form, så leverer X.

I stedet for "bare" at have hjul at skrue på for at indikere volumen og den pågældende optagelsesindstilling, så har Yeti X et farvet LED-hjul med tolv prikker, der både kan indikere støjniveauet i de tilsluttede hovedtelefoner, men også det pågældende lydniveau der optages af mikrofonen. Det er yderst behændigt at kunne se lydstyrken der optages, og om hvorvidt den peaker under selve optagelsen og via hardwaren, i stedet for at skulle kigge på en softwaresuite imens.

Omme bagpå finder du den samle gamle knap til at skifte imellem adskillige optagelsesmønstre, og der er endnu en gang cardioid-indstilling til én person (såsom livestreams), bidirektionel til samtaler, omnidirektionel til samtaler imellem flere end to og stereo til eksempelvis instrumenter. Der er en lille LED der viser hvilken indstilling der er aktiv, og generelt set er det både simpelt og nærmest øjeblikkeligt at skifte mikrofonens karakter.

Nedenunder finder vi et hovedtelefonstik og desværre også microUSB, og det forbliver en central anke for vores side, at en producent som Blue endnu ikke er overgået helt og aldeles til USB-C. Det er simpelthen en funktionalitet, altså det at rejse med færre kabler, som brugerne har krav på, for ikke at tale om at microUSB er et beviseligt skrøbeligt kabelformat. Desuden er der også indgang til beslag, så mikrofonen let kan sættes på en boomer.

Så langt så godt, men det er igennem software at Yeti X differentierer sig mest fra sin forgænger. Blue er som bekendt nu ejet af Logitech, og dermed er der adgang til deres G Hub-applikation, der blandt andet byder på Blue Voice, og herigennem kan du pille ved eksempelvis det omnidirektionelle output ved at justere master-lydniveauet fra specifikke retninger, samt tilgå relativt avanceret mixer-funktionalitet. Desuden er det herigennem at du får adgang til indstillinger som High-Pass Filter, De-esser og Noise Reduction, der alle er redskaber designet til at eliminere uønsket støj. Er alle disse indtillinger nødvendige at pille ved for at sætte pris på optagelseskvaliteten? Nej, men det forstærker dog ideen om at Blue ikke bare vil være "enhver aspirerede Youtube-brugers første mikrofon", men en avanceret følgesvend til selv entusiaster i branchen.

Men hvordan er lyden så egentlig? Yeti X tilføjer endnu en kondensatormikrofon, så selve enheden nu har fire i stedet for tre, og selvom at dette udvidede sæt uden tvivl kan komme til sin ret via Logitech G Hub, så kan det umiddelbart være lidt svært at høre forskel på optagelser direkte igennem en Yeti X, og en almindelig Yeti. Det handler nok mere om kvaliteten af den originale Yeti-enheds mikrofonopsætning snarere end at X-modellen ikke rigtig gør noget.

I virkeligheden er det en ret smart måde at udvidde sortimentet på. Via den originale Yeti får du en solid, oversimplificeret mikrofon, der tjener som en perfekt begyndermodel, og ønsker man adgang til særlige softwarefeatures, der kan være med til at eliminere støj, og resultere i en klarere optagelse, så findes X-modellen for lidt mere. Det er dog lidt svært at skulle sluge en prisstigning på 600 kroner, og derfor vil vi faktisk fortsat anbefale den originale Yeti.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.