Bob Dylan: Christmas In The Heart

Jeg vidste egentlig ikke om jeg skulle grine eller græde, da nyheden om at Bob Dylan var ved at indspille et julealbum spredte sig. Og nu, når jeg sidder med albummet i hånden, ved jeg stadig ikke, om jeg skal grine eller græde.

Christmas In The Heart kan enten opfattes som en meget syg joke fra Dylans side, eller som et seriøst men mislykket stinker af et julealbum.

Hvis der er tale om det første, kan man sagtens opfatte pladen som et sjovt eksperiment, der sætter en kæp i hjulet på hvordan Bob Dylan skal lyde, og hvordan man skal skære et julealbum. Jeg mener: Prøv bare at lytte til Dylans udgave af Little Drummer Boy! Der kan man tale om voldsom degradering af en amerikansk klassiker.

Opfatter man derimod albummet som et seriøst bidrag til årets julestemning, er missionen også fejlet. Christmas In The Heart kommer i hvert fald aldrig til at sprede julestemning i mit lille hjem. Det er en bizar udgivelse, som jeg til stedse undrer mig over hvorfor overhovedet eksisterer. Hvad er det egentlig Bob Dylan vil med den her plade? Jeg forstår det ikke.

Igennem 15 sange slæber Dylan, med en hostende og harkende stemme, lytteren gennem den ene julesang efter den anden. Bob Dylan har aldrig været nogen stor sanger, men de seneste år er han begyndt at råbesynge som en influenzaramt Tom Waits - og det er ærlig talt ikke særlig rart at lytte til, uanset hvor mange bjælder og korpiger man smider ind over sangene.

Det her er en af den slags plader man på diplomatisk vis kalder for en "parentes" i kunstnerens oevre.